Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
VAKS VED HAVELÅGEN
Årets første måned bød på mange historier i pressen om fagbevægelsen:
- Medlemsdemokratiets svækkelse stod HK for med beslutningen om at de arbejdsløse ikke måtte stemme ved overenskomstforhandlingerne. Denne beslutningen blev dog senere ændret.
- Udbetaling af store fratrædelsesgodtgørelser i BUPL.
- FOA solgte ud af strejkeretten, ved en beslutning om at kunne indgå aftale med de kristelige arbejdsgivere.
Man kan rolig sige, at ingen af historierne er positive for fagbevægelsen; det er ikke sådanne historier som gør at vi får flere medlemmer. Det svækker internt i organisationerne og flytter fokus fra de store overordnede politiske linier.
Når fagbevægelsen bruger tiden på stridigheder hinanden imellem, får den borgerlige regering frit lejde til at gøre de rige rigere og de fattige fattigere, ved at nedbryde det velfærdssamfund som er bygget op igennem de sidste mange år.
Det sidste, vi har set fra regeringen, er en beslutning om at nedlægge bedriftssundhedstjenesten (BST) og indføre et smiley system. Det er helt klart min opfattelse at dette vil komme til at betyde dårligere arbejdsmiljø og flere arbejdsskader.
Det er mit håb at den danske fagbevægelse vil samle sig og gå til modangreb på denne beslutning.
Den danske fagbevægelse må tage sig sammen og være vaks ved havelågen, så det forsat er målet for fagbevægelsen at værne om medlemmernes løn og arbejdsvilkår.
I LFS har vi både lønninger og aftaler der tåler dagens lys. Derfor ligger det på vores hjemmeside, så alle medlemmer kan se vores lønninger og fratrædelsesaftaler. Også forbundet (FOA) er i gang med at støvsuge deres interne aftaler, bl.a. er man i gang med honorarsystem.