Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Urafstemningen
Brug din demokratiske ret og giv din mening til kende om overenskomstresultatet.
I disse dage modtager alle medlemmer af FOA afstemningsmateriale om det mæglingsforslag, der er fremsat for hele det kommunale og amtskommunale område. I LFS har vi forsøgt via Arbejdsplads Nyt, medlemsmøder og tillidsmandsmøder at bidrage til forståelse af indholdet af mæglingsforslaget samt resultatet af de specielle forhandlinger, og vi har selvfølgelig ikke lagt skjul på, at vi anbefaler, at man stemmer ja til forliget.
Når vi i LFS er nået frem til at anbefale ja, er det ikke fordi vi synes, at resultatet er overordentligt prangende eller genialt. Vi er behersket positive, og så har vi vurderet, at der efter vores opfattelse ikke kan skabes grobund for et fornuftigt og samlende konfliktgrundlag, og at en konflikt i den nuværende situation ikke ville kunne forbedre resultatet. Vi har fuld forståelse for og er meget enige med dem, der kritiserer ny løn, men ny løn afskaffes ikke ved at stemme nej til forslaget. Vi er også enige i, at 5,55% i generelle lønstigninger over tre år ikke er specielt meget, og at vi er meget mere »værd«.
Men vi tror ikke på, at en konflikt ændrer på den procent, bl.a. fordi det er det resultat, der er stemt ja til for de statsansatte.
Da ny løn og størrelsen af de generelle lønstigninger er de primære anstødsstene i mæglingsskitsen, og da vi som beskrevet ikke kan se en ændring via en konflikt, så mener vi ikke, at vi kan anbefale medlemmerne at stemme nej. På den anden side er det jo præcis medlemmerne, der skal tage stilling til resultatet, og derfor kan vores anbefaling alene betragtes som en anbefaling.
Vi vil gerne opfordre alle til at deltage i afstemningen, at lade være er det samme som at være ligeglad med hvilke vilkår, der skal gælde ens eget ansættelsesforhold, og det tror vi ikke på at nogen er.
Så brug dit stemmekort (skulle du mod forventning ikke have modtaget stemmematerialet senest 15. april er der i det sidste nummer af FOA bladet oplyst navne og telefonnumre på hvilke personer i FOA, du skal kontakte).
Britt Petersen, formand