KIK 2002

Fire seminarier og et universitet var i tre dage midt i marts skueplads for årets KIK-konference. Temaet for årets konference var det multikulturelle samfund, og mødet mellem værdier og kulturer. Ud over de fire seminarier og Danmarks Pædagogiske Universitet har de pædagogiske organisationer i København deriblandt LFS stået for konferencen, hvis titel afspejler, at formålet er at kikke ind i hinandens verdener: forskere, uddannelsesinstitutioner og praksisfeltet. Også udbudet af emner og oplægsholdere var mulitikulturelt – lige fra italiensk pædagogik til danskere med anden etnisk baggrund. I dette og næste nummer dykker vi ned i nogle af de emner der blev diskuteret på konferencen. Og vi lægger ud med diskussionen mellem professor i pædagogik Staff Callewaert og rektor for DPU Lars-Henrik Schmidt.

Den etiske integration

Af Tine Bjerre Larsen

Der snakkes alt for meget om »etik«, »værdier« og »kultur«. Og hver gang der er en konflikt, skyldes det »kulturelle forskelle«, men det er på tide, at vi genopfinder de sociale problemer, mener to af oplægsholderne på årets KIK-konference.

Man kan kun være indfødt i én kultur.

Det var Staff Callewaerts budskab, da pædagoger og pædagogstuderende var mødt op i DGI-byen for at tale om den multi-kulturelle verden, vi alle er blevet en del af.

Selv er han født i Belgien, har studeret i Frankrig og arbejdet med empiriske studier inden for den interkulturelle pædagogik i Mozambique, Portugal og Danmark. Han er professor i pædagogik ved Københavns Universitet, men bor i Sverige og taler med svensk accent.

»Man kan ikke være indfødt i flere kulturer, og jeg er selv det levende bevis på, at det ikke kan lykkes. Jeg taler ikke ordentligt dansk, men stammer mig igennem på en halvt videnskabelig jargon, og kan aldrig lære at udtrykke mig som en dansker, fordi jeg ikke tænker som en dansker. Det er vigtigt at forstå, at alle læreprocesser, som ligger til grund for vores sociale eksistens, er før-bevidste. Det vil sige, at de foregår inden ting er blevet begrebsliggjort, indlejret i organisationer og styret af teorier og værdier. At gå, at cykle, at tale og være sammen med andre mennesker er altsammen sket, inden vi som bevidste individer træder ind på scenen«, siger Staff Callewaert.

Sproget illustrerer det meget tydeligt, mener han.

»Børn i 5-6 års alderen taler korrekt dansk, inden de kommer i skole. De kan ikke en grammatisk regel, for regler er noget, skolelæreren har konstrueret, og halvdelen af grammatikken består af undtagelser, som selv ikke lingvisterne kan forstå. Barnet har fået sproget ind med modermælken og tilegnet sig det i den før-bevidste kommunikation. Regelsystemet er en dårlig efterrationalisering af en primær proces, som ligger et helt andet sted.«

»Derfor er man kun indfødt én gang, og derfor kan vi ikke tale om multi-kulturel opdragelse og uddannelse. Det findes ikke og har aldrig fandtes. Det er bluff. Opdragelse er pr. definition mono-kulturel. Beaudieu siger, at ”mangfoldigheden er ikke det punkt, vi udgår fra, men det vi prøver at forholde os til”. Og det er vigtigt at vi begynder at indse, at vi kan bruge en multikulturel indlejring i et sprog, i en kultur og i en levemåde, som tolerer andre«, siger Staff Callewaert.

Ligeværdigheden holder ikke

Diskussionen om integration og interkulturel pædagogik mangler proportioner lige i øjeblikket. De to-sprogede børnehaver og de tosprogede pædagoger tager en række fantastiske initiativer og gør en stor indsats, men de skal være klar over, at en tosproget børnehave er og bliver en dansk børnehave, mener Staff Callewaert.

»Børnehaven er ikke til for at redde somalisk kultur, men for at gøre børnene danske. Det har været formålet, siden staten i midten af 1800-tallet udviklede det officielle undervisningssystem. Det ligger i de institutionelle forhold, og det er vigtigt at huske. At pædagoger prøver at gøre det til et mere omfattende kulturelt og socialt projekt er ok, men man skal bare være klar over, at man går imod strømmen og logikken i institutionen«, understreger Staff Callewaert.

Selv om det postmoderne samfund har formuleret alle kulturers ligeværdighed, er alle integrationsmodeller danske, og ligeværdigheden derfor kun etisk, advarer Staff Callewaert.

»Socialt og økonomisk er der ikke ligeværdighed. Det mærkelige er, at vi har glemt det fra vores eget samfund. Der er forskel på, om vi kommer fra et højhus i Ishøj eller fra en villa ved Strandvejen. Det er to helt forskellige baggrunde, forskelligt sprog og liv. Det multikulturelle fandtes i Danmark i de sociale klasser, før indvandrene kom, men man har opgivet at beskæftige sig med det, fordi man ikke kunne flytte på de danske forhold. «

»Det tyder på, at der ikke findes en danskhed eller en dansk kultur, men at der er tale om et forhold mellem en dominerende, kulturradikal middelklassekultur, som holder de mange undertrykte subkulturer i skak. Og derfor er det værd at huske på, hvad de officielle statslige, amtslige og kommunale institutioner er til for«, siger Staff Callewaert.

Værdien af værdier

En yngre pædagogstuderende i salen spørger lettere rådvild, hvad de i deres arbejde så skal stille op? Det har Staff Callewaert ikke noget svar på.

»Når somaliere sender deres børn i en dansk børnehave, så kommer de til noget, der for dem er nonsens, og som de ikke kan håndtere, fordi de kommer fra et slægtssamfund med feudale træk. Pædagogerne kan heller ikke håndtere, at der pludselig dukker nogle op, som vi ikke havde regnet med skulle være der. I er sat til at standardisere, og der findes ingen pædagogik, som kan løse de problemer, der opstår. I er nødt til at prøve jer frem og holde i de to ender uden at massakrere dem helt«, siger Staff Callewaert.

»Men kulturrelativismen betyder ikke, at man ikke kan have konflikter. Man er nødt til at vide, hvad man relativerer til. Relativitet i sig selv har ingen værdi. Min gamle kollega fra Göteborg stillede spørgsmålet: hvad er værdien af værdier? Det spørgsmål er afslørende, fordi værdier er efterrationaliseringer.«

»I Afrika fx får den ældste søn ikke lov til at være intim med faren af frygt for, at han skal fristes til at slå ham ihjel og efterfølge ham før tid. Det er et eksempel på, hvordan sociale magtrelationer regulerer følelser og moral. Det jeg vil sige er, at vi ikke skal lade os forføre af de her værdier. Tyrkere og somaliere er størrelser som os selv, og det er relevant at spørger: hvad står I for? Hvad er det I regulerer? Alle de kritiske overvejelser vi har sparet op igennem så mange år«, siger Staff Callewaert.

Genopfind det sociale

Lars-Henrik Schmidt, rektor for Dammarks Pædagogiske Universitet, er næste mand på talerstolen. Han advarer også mod den megen snak om værdier og kultur, for det er ikke det, som det handler om.

»Man forveksler værdier med idealer og det kulturelle med det sociale. Alt for mange af de værdidiskussioner, vi har haft i den seneste tid, handler om, at folk ikke kan blive enige om, hvilke idealer vi har, og at de kulturelle modsætninger, man hæfter sig ved, i virkeligheden handler om sociale modsætninger. Det er »nok fordi vi er forskellige kulturer« siger vi hver gang, der opstår en konflikt, men vi må genopfinde de sociale problemer«, siger Lars-Henrik Schmidt.

I virkeligheden er vi mere ens end forskellige ligesom pingvinerne på Gary Larson-tegningen, som ses på overheaden og giver en pause i det meget begrebstunge oplæg.

»Hvor mange pingviner skal der til for at skabe en kultur? 2,7 eller 35? Eller er vi hver vores kultur? Min pointe er, at kulturbegrebet er ufatteligt dårligt til at forklare de problemer, vi står konfronteret med. Jeg er her i dag for at forsvare et civilisatorisk synspunkt og forskellen mellem civilisation og kultur er den, at civilisationen er overbevist om, at den er civilisation, mens kulturen kender sin begrænsning. Civilisationen tænker i almenheden og mener, at »de andre« er uciviliserede, fordi de opretholder deres kultur.«

»Der er tale om en stor modstilling i idehistorien i 1700-tallet, men med romantikken er det kulturforestillingen, der overlever. Min pointe er, at vi lever i en ny romantik, hvor vi er ved at opgive de bedste oplysningsfilosofiske tanker til fordel for en splintring af vores samværsformer i et antal kulturer. Inden for filosofien, socialpsykologien er forskelligheden det dominerende. Det er den vi hylder: Også du min ven er forskellig fra mig, og gudskelov for det, for det giver mig anledning til at være noget helt for mig selv«, karikerer Lars-Henrik Schmidt.

Når vi tager værdier og kulturelle former for selvfølgelige, er det fordi, det er praktisk. Værdier behøver man nemlig ikke gøre rede for i modsætning til idealer, som man er nødt til at formulere, før man kan bekende sig til dem, mener han.

»Idealer er en repræsentation, som leder efter en enighed: Vi er sådan og sådan, og har de samme værdier. Men værdier behøver man ikke være enige om. Man kan være enige om, at man er uenige, når begge parter er trætte af at diskutere og overbevise hinanden. Men det der sker i moderne sociale sammenhænge er, at vi ikke engang er enige om at være uenige. Der er tale om en »ikke-uenighed«, og det er en langt mere kompliceret proces, som forplanter sig til værdidebatten«, siger Lars-Henrik Schmidt.

Vi kan ikke tale på nogens vegne

Men værdier er ikke luftige størrelser, understreger pædagogikrektoreren, og bruger den store sportshal som eksempel.

»Arkitekturen er allerede en diciplineringsform og en udgave af bestemte danske værdier om, hvordan en sportshal ser ud. I tænkte sikkert ikke over, hvordan I kom ind i salen, men I kom ikke ind gennem luftkanalerne, men gennem døren. Det forventes af os, at vi gør ting på en bestemt måde, og når den forventning formuleres, så får vi normer, og når de er så klare, at de også gælder for andre, så bliver de til en forordning og en stereotypicering. Enten kan de gå hen og bare blive en vane, men de kan også blive en institution, som altså bare er en materialiseret norm«, siger Lars-Henrik Schmidt.

Og normer kan reguleres på forskellige måder. Enten ved hjælp af love eller regler. Det vi oplever mere og mere er, at værdier reguleres ud fra etiske regler, som ikke er afstemt mellem de enkelte, mener Lars-Henrik Schmidt.

»Vi går efter en norm, der siger, at vi har lov til at leve sammen uhindret, og nu er vi fremme ved spørgsmålet om, hvem vi er. Det er vanskeligt at definere, for der er altid nogle, der vil melde sig ud. Den grundtvigske definition hedder: »hvem dertil sig regner«.

»Men samfundet får større og større problemer med at leve sammen med så mange, som ikke »dertil sig regner«. Når vi diskuterer værdier, siger vi, at »det mener alle og enhver da«. Vi har så travlt med at identificere, hvem alle er, men er det alle, som bor i Danmark? Alle som bor i Vollsmose eller hele menneskeheden?«

»Min pointe er, at vi skal lade være med at spørge, hvem vi er. Det må handle om at identificere alle dem, der er i salen eller alle dem, som var med flyet den dag etc. Kultur er kun kultur, hvis den kan repræsentere sig selv. Hvor mange pingviner, der kan lade sig repræsentere af en overpingvin har ikke noget med kultur at gøre«, siger han.

Det vi forsøger i øjeblikket er ikke at insistere på at alle skal være enige, men at ramme en praktisk væremåde af, hvordan det vil sige at leve i Danmark, mener Lars-Henrik Schmidt.

»Inden for det pædagogiske felt er der ingen tvivl om, at det er blevet vanskeligere for personalet at udtale sig på andres vegne og sige, at de repræsenterer alle. Det er grunden til, at antropologer fylder mere og mere i den pædagogiske verden. De var oprindeligt statsmagtens udsendinge til Langtbortistan på samme måde som pædagogerne var statsmagtens udsendinge til den vildskab, som ligger i sociale problemer og børn og unge. Men det er vanskeligt at tale på statsmagtens vegne, og derfor vil vi hellere tale på dem vi står overfors vegne. Vi vil hellere tale for vildskaben mod statsmagten, og er som pædagoger kritiske repræsentanter for de undertrykte, for børn og unge.«

»Nu befinder vi os så i en fase, hvor vi ikke kan tillade os at tale på nogens vegne. Og aldrig er der blevet produceret så mange digtsamlinger og lavet så mange udstillinger, fordi vi vil give rum og lade alle tale for sig selv«, siger Lars-Henrik Schmidt.

Jeg kunne også være blevet statsminister

Han er ved at nærme sig sin kæphest: elevens selvværd, som hele skolesystemet i dag er bygget op omkring. Fra en udvikling hvor staten bad civilsamfundet overtage opdragelsen, til en holdning om, at uddannelse var til for markedets skyld, mener vi i dag, at uddannelse er til for det enkelte individs skyld.

»De tre værdier i den danske skolelov – ligeværd, åndsfrihed og demokrati – er til for at styrke elevens selvværd. Selvværdet er det største ideal i den danske pædagogik, men hvad hjælper det at have idealer, når det er deres karikatur, der dyrkes. Åndsfriheden er blevet til valgfrihed, ligeværdet til frivillighed, demokratiet til medsnak og selvværdet handler om, at »man skal også have spurgt mig«. I dag hedder spørgsmålet ikke »what did you learn in school today«, men »fik du også sagt noget«.

« Selvværdet er blevet så stort, at vi har mistet evnen til at beundre, skoser Lars-Henrik Schmidt.

»Engang var idealer noget, man ærede, men i dag ærer vi ingenting. Jeg mener ikke, at man skal korrumpere folks selvværd, men man er nødt til at forstå, at der eksisterer forskelligheder. Som pædagoger skal vi sikre forskellighederne og samtidig undgå, at det bliver hver mands verdensmesterskab. Det kedelige der sker, når selvværdet heroiseres er, at det forfalder til smålighed og en holdning om, at »det er godt nok at være mig«, og hvorfor så overhovedet flytte sig og lære noget«, siger Lars-Henrik Schmidt.

Og det kedelige der sker, når idealer praktiseres som værdier, er, at de også forfalder. Og værdisnakken er farlig. Ikke fordi der er noget galt i nationalisme, kun hvis den bliver til et spørgsmål om, at alle andre skal være som mig, mener Lars Henrik Schmidt.

Staff Callewaert er som udlandsdansker meget følsom over for den »danske måde« at gøre tingene på, indrømmer han.

»Jeg har aldrig mødt så dyb en overbevisning om, at den danske skole er den bedste, som hos danske bistandsarbejdere. De andre skoler er bureaukratiske og nationalistiske etc. Den danske bistandsarbejder syntes heller ikke om, at kvinder i Latinamerika får så mange børn og ikke er ligestillede med deres mænd.«

»Hvor er det multi-kulturelle henne der? Findes der kun én model? Jeg synes, at en lille smule refleksivitet ville være godt. I hele debatten er det sundt at spørge sig selv, hvem vi er, og hvad vi har med i vores bagage«, siger Staff Callewaert.