Det er i legen, du øver dig på at være menneske
Legen har fået sin status tilbage. Men kun på papiret. For pædagoger lærer for lidt om leg på uddannelsen, og der er stadig en tendens til, at de voksne korrumperer legen ved at ville liste læring ind ad bagvejen. Det siger den nyslåede professor i leg på Designskolen i Kolding, Helle Marie Skovbjerg.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Helle Marie Skovbjerg har beskæftiget sig med leg, siden hun læste idéhistorie. Og hun har været bekymret på legens vegne i årevis.
”Vi har haft en lang årrække, hvor legen er blevet underordnet et lærings- og målstyringsregime. Det er heldigvis vendt. Der er kommet ny interesse for legen, og det afspejler sig også i den ny dagtilbudslov, som netop er trådt i kraft,” siger Helle Marie Skovbjerg, som dog oplever, at den pædagogiske faglighed omkring leg har taget skade undervejs.
”Der er brug for, at dagtilbuddene tager legen alvorligt, og at de forholder sig meget mere reflekteret til legen. Pædagoger er rigtigt dygtige til at se på, hvad børnene lærer, og de er gode til at aflæse, hvordan det enkelte barn fungeret i fællesskabet. Men de skal også se på legen som et helt selvstændigt fænomen og drøfte, om legen har de optimale betingelser i dagtilbuddet,” mener Helle Marie Skovbjerg.
Hvad er leg
Det er svært at komme med en helt firkantet definition af, hvad leg er.
Helle Marie Skovbjerg foretrækker at sige, at leg grundlæggende handler om, at man gør noget med noget med henblik på at komme i legestemning – og at legestemning er, hvor man er i en intens oplevelse af, at tingene giver mening for en, at man ikke har lyst til at holde op, og man har tendens til at glemme tid og sted.
”Leg er ikke bare en aktivitet. Det er i legen, du øver dig på at være menneske. Når du leger, undersøger du, hvem du er, og hvad du kan, vil og tør. Det gælder børnehavebarnet, der leger, at hun er den voksne, som opdrager på barnet. Men det gælder også den ekstreme leg, som når unge mennesker dødsforagtende springer rundt på taget af S-togene,” siger Helle Marie Skovbjerg, der plejer at sige, at den interessante leg er defineret af deltagerne.
”Det er ikke egentlig leg, når børnene bare følger de voksnes instruktioner og regler i et boldspil eller i en sangleg. Men når børnene selv tager over og bidrager, så kan det udvikle sig til leg,” siger Helle Marie Skovbjerg.
Smugler læring ind
Der er altså ikke meget leg over voksenstyrede aktiviteter.
”Der er kommet mere bevægelse ind i folkeskolen. Men det er misforstået at kalde det leg, når man lader børnene ”hoppe” alfabetet eller matematikstykkerne. Derfor kan det da være meget sjovt og godt for mange ting, men det er ikke rigtig leg,” siger Helle Marie Skovbjerg, der ser samme tendens snige sig ind i småbørnsinstitutionerne.
”Jeg har i min forskning observeret i mange daginstitutioner. Og jeg støder ofte på voksne, som forsøger at smugle læring ind i børnenes egen leg på en måde, som virker afsporende. Det kan være, at børnene leger køkken og er optaget af, hvordan de vil sætte et måltid sammen af de legesager, de er i gang med. Hvis pædagogen så spørger: ”hvor mange gulerødder er der”, eller ”ved du, om det her er en cirkel eller en firkant”, så lægger hun et læringsmål ind, som forstyrrer legens forløb. Det bliver sjældent en god leg, når den voksne har en intention med udbyttet.”
Bidrag til legen, men stjæl ikke
De voksne må gerne være med, hvis bare de også leger i stedet for at undervise. Det er faktisk godt, når de voksne gider lege, mener Helle Marie Skovbjerg, for de har ressourcer, som børnene ikke har.
”Det gælder om at udvise sensitivitet, så man ikke stjæler legen, men i stedet bidrager, så legen kan udfolde sig yderligere. Det kan være, at børnene leger købmandsbutik. Så kan de voksne spørge: ”Har vi nogen penge, man kan betale med i butikken?” og på den måde komme med den idé, der hjælper legen videre – på børnenes præmisser,” siger Helle Marie Skovbjerg.
Legeprofessoren ærgrer sig over, at leg ikke er et selvstændigt, højtprofileret fag på både pædagog- og læreruddannelsen.
”Det er, som om man tager for givet, at alle ved, hvad leg er. Men det betyder, at man får et for svagt fagligt sprog om leg, og at man kommer til at reflektere for lidt om leg ude i institutionerne,” siger Helle Marie Skovbjerg.
Leg ordentligt!
Hun oplever derfor, at nogle lege bliver lukket ned, og at børnene får at vide, at de skal ”lege ordentligt”.
”Det er alment accepteret, at børn leger rollelege og konstruktionslege, og at de gerne vil optræde og lave cirkus. Men man skal også gerne vide, at det hører med til børns leg, at de overskrider grænser. Når de har lært koderne for forskellige lege og aktiviteter at kende, vil de forsøge at overskride dem for at se, hvad der så sker. Når et barn eksempelvis har lært at køre ned ad rutchebanen, er det helt naturligt, at det efterfølgende vil forsøge at kravle op den forkerte vej eller at køre end med hovedet først. Den slags leg har fået det svært og fører til skældud. De voksne er bange for, at børnene kommer til skade, og de har måske heller ikke ressourcer til at se, at barnet rent faktisk leger og udforsker. Børn får ofte også at vide, at de ikke må råbe – selv om høje lyde kan spille en vigtig rolle i barnets leg,” siger Helle Marie Skovbjerg, som ikke er i tvivl om, at de knappe normeringer spiller ind.
”Er der for få voksne, er det svært at bevare sensitiviteten og forsøge at forstå, hvad der reelt sker i legen. Er der eksempelvis to børn, der slås, vil der være tendens til, at man standser slagsmålet og skælder ud i stedt for at gie sig tid til at iagttage og se efter, om børnene bliver ved med at søge hinanden, og om det rent faktisk er en leg, der udfolder sig.”
Tilbyder I variation
Vil man tage legen alvorligt i institutionen, skal man sikre sig, at alle børn får adgang til alle typer lege.
”Der opstår med mellemrum en masse ideologi om, hvad der er ”rigtig leg”. Nogle mener, at fantasilege er den ”rigtige” leg, mens andre mener, at man kun kan lege rigtigt, når man er ude i naturen. Jeg mener, det bliver for firkantet. Jeg synes, man skal kigge på, hvad det er for lege, der udfolder sig og vurdere, om der er muligheder for alle typer lege,” siger Helle Marie Skovbjerg, der synes, man som personalegruppe skal overveje, om der er variation nok i børnenes legemuligheder.
”Er der plads til og accept af både de vilde lege, de udforskende lege, legene hvor man optræder, legene hvor man konstruerer, og legene hvor man kan fordybe sig? I virkeligheden bør man også forholde sig til hinandens kompetencer på området. Har vi en pædagog, der er særligt god til at hjælpe de børn, der gerne vil optræde? Og har vi en, der kan rumme og understøtte de børn, der hele tiden udfordrer reglerne for hvor højt, man må klatre, hvor højt man må råbe, og hvor hurtigt man må løbe?”
Født til leg
Alle babyer er født med potentialet til at kunne lege. Men det er ikke det samme, som at alle børn kan lege.
”Syv til ti procent af alle skolebørn angiver, at de er ensomme, og at de ikke har nogen at lege med i frikvarteret. Mange af de børn har det, man kan kalde svage legekompetencer. De har ikke fået lært at lege,” fortæller Helle Marie Skovbjerg.
Leg skal nemlig øves, og det kan kun ske via deltagelse.
”Kigger du dig rundt på børnehavens eller skolens legeplads, vil der ofte være børn, der observerer fra udkanten af legen. Det er helt fint, for det er den måde, du gradvist nærmer dig legen og får adgangspas. Men hvis du aldrig kommer til at deltage, men fortsætter med at observere, får du ikke lært at lege. Leg kræver masser af øvelse. Leger du med en bold, kan det kræve mange timers øvning at få bolden til at gøre, hvad du vil have den til. Leger du en rolleleg med andre børn, skal du øve dig i, at de andre også skal være med til at bestemme, og du skal kunne bidrage med ideer, der bringer legen videre. Derfor har de professionelle voksne en fantastisk vigtig opgave i at hjælpe alle børn med at blive inkluderet i legene. Leg er nemlig ikke inkluderende i sig selv,” siger Helle Marie Skovbjerg.
Ikke kun for sjov
Når børn leger, øver de sig. De øver sig, når de gentager hoppet på trampolinen gang på gang. De øver sig i at være modige, når de sætter en cirkusforestilling op for publikum, og når de klatrer så højt op, at de voksne bliver nervøse. Nyere forskning tyder da også på, at leg netop styrker børns evne til at tage udfordringer op, mens legesvage børn kommer til at mangle mod og hurtigt trækker sig og opgiver det, de egentlig gerne ville.
”Der er helt nye forskningsresultater, der viser en sammenhæng mellem angst og depression og mangel på leg i barndommen. Så legen skal tages alvorligt.”
Fem gode råd:
1. Forhold jer til jeres pædagogiske faglighed omkring leg. Tag på kursus, eller læs. DPU udgiver magasinet Asterisk, som i juni 2018 handlede om leg. Det kan hentes her: http://edu.au.dk/aktuelt/asterisk/.
Helle Marie Skovbjerg har desuden udgivet to bøger om leg. ’Perspektiver på leg’ udkom på Turbine Forlaget i 2016 og ’Om leg’ udkom i 2013 på Akademisk Forlag.
2. Tal med børnene, og undersøg legen fra deres perspektiv. Hvad leger I, hvad er sjovt, hvor leger I bedst etc.
3. Forsøg at optage nogle legesituationer med iPad, og se optagelserne igennem sammen. Ser I noget andet, når I reflekterer sammen?
4. Lav en legeafdækning. Hvad leger vi her, og hvilke legemuligheder tilbyder vi børnene? Er der rammer eller rutiner, der skal ændres, så vi kan udvide repertoiret?
5. Leger vi voksne sammen med børnene, og byder vi konstruktivt og støttende ind – eller kommer vi i virkeligheden til at diktere, hvad der skal ske?
Hvad skal vi lege
Man kan kategorisere børns lege på forskellige måder, og ofte vil forskellige kategorier lappe ind over hinanden. En række gængse kategorier er:
Funktionsleg
Funktionsleg handler om at undersøge både, hvad forskellige ting kan, og hvad barnet selv mestrer med sin egen krop. Børn kravler, de klatrer, de løber, de triller med bolden, og de laver puslespil. Barnet er aktivt og øver sig i funktionslegen. Med til funktionsleg hører også det at efterligne de voksne. Børn vil støvsuge, vaske gulv, made barnet, vaske bil, køre med barnevogn, præcis som den voksne gør
Konstruktionsleg
I konstruktionslegen skaber og bygger børn med fx klodser, ler, sand, pap, papir og mange andre ting. Der kan bygges med klodser, bygges veje eller bygges huse ud af store eller små klodser. I sandkassen eller på stranden kan der bygges huse og slotte ud af sandet. Der kan bygges huse, byer, figurer og meget mere. Det er almindeligt, at det, børnene bygger, bagefter anvendes i rollelegen.
Symbolleg eller som-om-legen
Symbolleg eller som-om-leg er leg, hvor ting står for noget andet. Barnet leger måske, at klodserne er kager, der serveres, så mor og far kan spise dem. På samme måde behøver man ikke have en racerbil for at lege, at man kører i en.
Regelleg
I regellegen leger barnet med regler. Almindelige regellege er skjul, tagfat, kortspil, brætspil og forskellige boldlege.
Rolleleg
I rollelegen kan barnet tage rollen som en anden person eller et dyr. Når barnet tager bestemte roller i legen, er det rollen, der bestemmer barnets muligheder og begrænsninger i netop denne leg, og børnegruppen forhandler de forskellige roller og deres betydning for det, der sker i legen.
Optræde-legen
Optræde-legen handler om at skabe en forestilling som fx cirkus eller x-factor, og legen kræver, at der er et publikum der kan bevidne resultaterne af legen.