Teater åbner børns sproglige verden
Små ansigter laver grimasser, og korte arme og ben spændes og slappes. Der bliver trampet, hoppet, listet og øvet i at udtrykke følelser med kropssprog, når københavnske børnehavebørn er på workshop i scenekunst, leg og læring med teatret Anemonen.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Det er ikke altid let at aflæse kropssprog. Det ses tydeligt, når børnene fra Rosenborg Frihavns Børnehave skiftes til at gå ud ad en dør, komme ind igen og udtrykke en følelse, de selv har valgt, for de andre. Det er nemt nok at se vred ud, mens det er sværere for kammeraterne at gætte følelser som ’genert’ og ’skuffet’, og Mette Andrée må hjælpe til.
Iscenesætter og underviser Mette Andrée fra Teater Anemonen har nemlig skabt et teaterkoncept, hvor kroppen er i fokus, og hvor børns sproglige kompetencer udvikles. Forløbet henvender sig både til børn med sproglige vanskeligheder, men også til børn, der er dygtige til at sætte ord på deres tanker og følelser, men som har brug for at blive mere bevidste om deres kropsudtryk.
”Jeg synes, jeg kan mærke, at de savner at udtrykke sig på den måde. De bruger erfaringerne fra deres egen fantasi- og legeverden i øvelserne, som ligger relativt tæt op ad den leg, de plejer at lege uden voksenindblanding. Men her får de nogle faste rammer og nye redskaber, og det skaber stor glæde blandt børnene, når de oplever, at der er en voksen, der tager deres forslag alvorligt,” siger Mette Andrée.
Forskellige sprog
Scenekunst, leg og læringsforløbet indeholder øvelser, der styrker det verbale sprog, det fysiske sprog og det skabende sprog, som også er beskrevet i de pædagogiske læreplantemaer. Noget af det, der fylder mest i forløbet, er bevidstheden om kropssprog.
”Når man tænker på, hvor meget kropssprog betyder, når vi kommunikerer med mennesker, og hvor meget vi bliver tolket gennem vores kropssprog, så er det skræmmende at tænke over, hvor lidt vi egentlig beskæftiger os med det,” siger Mette Andrée.
I den sammenhæng giver det mening at tænke både det verbale sprog og kropssproget ind i forhold til arbejdet med trivsel.
”Der er mange, der har svært ved at sætte ord på, hvordan de har det i en given situation, men vores krop taler ALTID, og mange konflikter i denne verden kunne undgås, hvis vi var bedre til at aflæse andre mennesker,” siger Mette Andrée.
Børn med forskellige kompetencer
Forløbet tilbydes til institutioner i både mere og mindre udsatte boligområder. De deltagende børnegrupper oplever at se flere teaterforestillinger på Anemonen og får undervisning i scenekunst og kropssprog på teatret og hjemme i institutionen.
”Alle de børn, jeg arbejder med, kan udvikle deres kompetencer i forhold til at udtrykke sig og kunne aflæse hinanden fysisk. Men jeg bruger ekstra tid på det verbale i de områder, hvor børnene er mere sprogligt udfordrede, fordi de eksempelvis har anden etnisk herkomst. Jeg går mere i dybden med den forestilling, de har været inde at se, og vi taler om, hvad de har oplevet, og de prøver at sætte noget krop på ordene,” siger Mette Andrée.
”Mange af de børn har ikke prøvet at være i teatret før, og de får derfor nogle helt nye oplevelser. Forløbet forlænger teateroplevelsen, og de får en bredere oplevelse af det at gå i teater, når de får tid til at gå i dybden med temaet og figurerne, de har set på scenen” fortæller Mette Andrée, som også har børnene med i kulissen og bag scenen, hvor de får lov at røre ved kostumerne, hilse på skuespillerne og får indblik i, hvordan scenografien og teknikken er skabt.
Mulighed for at observere
”Det er et sprogstimulerende forløb, der, udover sprog og kommunikation, også styrker børnenes relationelle kompetencer og deres koncentration og evne til samarbejde. Det handler om at have fokus på den gruppe, man er en del af, samtidig med, at man også er bevidst om sit eget udtryk. Det at spille en rolle er desuden også en mulighed for at prøve nogle grænser af og udvider bevidstheden om, hvordan andre mennesker tænker og agerer,” siger Mette Andrée.
Hun oplever, at pædagogerne ofte bliver overraskede over, hvilke børn der pludselig ”shiner”. Børn som ellers i andre situationer kan være introverte og tilbageholdende.
”Pædagogerne plejer altid selv at være i spil og er glade for, at de for en gangs skyld får mulighed for at observere deres egen børnegruppe. Det giver dem nogle helt nye indsigter i børnenes kompetencer,” siger Mette Andrée.
Mette Andrée, der er leder af Anemonens Scenekunstskole, har en uddannelsesmæssig baggrund inden for scenekunst, undervisning og ledelse. Hun har arbejdet som dramalærer, iscenesætter og produktionsleder på forestillinger og kulturprojekter i København og været leder af børneteaterskolen ’TeaterMejeriet’.
Gratis forløb
Forløbet Scenekunst, leg og læring er støttet af Københavns Børne- og Ungeforvaltning og er gratis for de deltagende institutioner.
Forløbet henvender sig primært til den deltagende børnegruppe, men kan også benyttes som et pædagogisk kompetenceløft i forhold til at skabe fremtidige sprogstimulerende temaforløb i institutionerne.
Anemonen har de sidste to år samarbejdet med 30 institutioner i København.
Pilotprojekt
I et pilotprojekt har Børnehaven Voldparken ved Tingbjerg udover det almindelige forløb haft pædagoger, familie og søskende med på Anemonen for at se forestillingen Cirkelines Fødselsdag og deltage i en fælles picnic på teatret. Børnehaven har mange børn med anden etnisk herkomst end dansk, og familierne får på den måde en kulturoplevelse sammen og et indblik i dansk børneteater. Familierne får desuden en viden om, hvad børnene har været beskæftiget med i forløbet, så de også kan tale om oplevelserne derhjemme. Initiativet er et pilotprojekt, som er støttet af Børne- og Ungdomsforvaltningen.