Højsæson for lus
Så er det højsæson for lus. For selv om lus smitter året rundt, er plagen størst i august, september, oktober og november.
Det er først og fremmest børn i alderen tre til 10 år, der får lus. Og lusene er helt ligeglade med, om håret er rent eller beskidt – men de foretrækker langhårede børn. Lus kan hverken hoppe eller flyve og spredes derfor næsten udelukkende ved direkte kontakt mellem mennesker og via deling af hue eller hårbørste.
Lus går ikke væk af sig selv, men skal behandles. Behandling består af kæmning alene eller brug af luseshampoo og efterfølgende kæmning – shampoo kan aldrig stå alene, da lusene kan have opbygget resistens mod insektgiftene i luseshampoo. Brug under alle omstændigheder kun midler, hvor det på etiketten nøje er beskrevet, hvordan der skal behandles mod hovedlus på mennesker, og hvoraf det fremgår, at produktet er godkendt til formålet enten som lægemidler eller medicinsk udstyr (CE-mærket). Kæmning er til gengæld en effektiv, billig og uskadelig metode til at fjerne lus. Metoden kræver, at man er meget omhyggelig, og at kæmningen gentages hver anden dag i en periode på 14 dage.
Lusene er heldigvis ikke særligt levedygtige, så snart de har forladt hovedbunden. De dør efter maksimalt 48 timer. Derfor behøver man ikke vaske alt, hvad det luseplagede barn har været i kontakt med. Det er nok at isolere det i et par døgn, fx ved at lægge det i en plasticpose.
Dagtilbuddets ansvar:
- I må ikke sende et barn hjem, fordi I opdager lus på barnet. Men I må gerne informere forældrene om, at barnet først må komme i institution igen, når forældrene er gået i gang med behandle lusene.
- Informér alle forældre hver gang, der er konstateret lus hos et barn
- Tag emnet op på forældremøder, så forældrene kender deres ansvar
- Aftal eventuelt faste lusekampagner i årets løb, gerne efter ferier.
Læs om den rigtige kæmmeteknik på www.farvellus.dk.
Kilder: Sundhedsstyrelsen og Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet.