Psykiatrifaggruppeudvalget i LFS: Det batter
”Du skal vælge de rigtige kanaler til at få din kritik og dine løsninger frem til dem, som kan ændre noget,” siger socialpædagog Lillian Johanne Eleonora Bekker. Hun har været med til at stifte psykiatrifaggruppeudvalget i LFS og har oplevet, at det rent faktisk nytter, hvis man kæmper på den rigtige måde. Hun opfordrer derfor folk til at melde sig til udvalget – og på barrikaderne.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Tre kolleger blev sparet væk, og bemandingen faldt fra 14 til 10 timer i døgnet på det bosted, hvor Lillian Johanne Eleonora Bekker arbejder. Hun og kollegerne er derfor naturligt nok frustrerede over udviklingen inden for socialpsykiatrien. Lillian Johanne Eleonora Bekker mener alligevel, at de pædagogiske medarbejdere skal være påpasselige med, hvilken retorik de bruger ude på bostederne.
”Det er forståeligt, at man er negativ, men retorikken skal flyttes ud af arbejdsmiljøet. Den negative retorik vil i værste fald sprede sig til borgerne, som bliver utrygge. Vi har en pligt til at lære af det, der er sket på området, og finde frem til, hvordan vi kan ændre det. Men vi hjælper ikke os selv ved at blot at få ondt af os selv, og vi hjælper ikke borgerne. Det gør vi til gengæld, hvis vi går ud og slås for forholdene i de rigtige fora,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker.
Afdæk, belys og kanaliser
Lillian Johanne Eleonora Bekker og de øvrige medlemmer af psykiatrifaggruppeudvalget har sammen skabt helt konkrete forslag til en revidering af socialpsykiatrien. Deres forslag blev fremlagt for politikere, bruger- og pårørendeorganisationer på Arbejdermuseet, og de var på den måde med til at skabe den nye grundfortælling for socialpsykiatrien i København. Grundfortællingen giver en fælles forståelse af recovery og rehabilitering, og det ligger socialpædagogen meget på sinde. Derfor har hun også kæmpet for, at medarbejdere i socialpsykiatrien skal have en fælles basisuddannelse. Det er blevet en realitet med den sociale diplomuddannelse ’Psykosocial rehabilitering’.
”Det batter at afdække og belyse problematikkerne i for eksempel psykiatrifaggruppeudvalget. Fagforeningen kan i det regi hjælpe med at være en kanal ud til politikerne og det omkringliggende samfund. Det er os på gulvet, som skal belyse de reelle problematikker og kæmpe for bedre vilkår. Vi skal ikke være naive og tro, at der ikke kan skæres mere, og at der kommer nogen ud af det blå og siger, at det er synd for os og trækker besparelserne tilbage,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker.