Vennerne spurgte, om jeg fik løn, for det var jo ikke et rigtigt arbejde
Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk
”Min far var rejst fra Tyrkiet til Danmark i 60’erne for at arbejde, og mens jeg og mine søskende voksede op, blev vi løbende inviteret til Danmark, fordi uddannelses- og jobmulighederne var bedre i Danmark. Via familiesammenføring flyttede vi en ad gangen til Danmark. Jeg kom hertil i 1984 med tanken om, at så var jeg gammel nok til at begynde at arbejde. Inden vi flyttede til Danmark, besøgte min far os hver sommer. Derfor er der nogenlunde den samme aldersforskel mellem mine yngre søskende.”
”Da jeg som 16-årig kom til Danmark, troede jeg, at en klub var et sted, hvor ældre mænd kom og spillede kort. Men jeg fik tilbudt et job i en klub som 19-årig gennem en, der var på et kursus, min bror gik på. På det tidspunkt var jeg vikar i en børnehave, og jeg anede ikke, hvad det gik ud på, men det var et arbejde. På det tidspunkt boede jeg også i Hvidovre, og der var langt til Bispebjerg! Så jeg gik ind til min nabo, fru Larsen, som tog et kraks kort frem og forklarede, hvordan jeg skulle tage toget til Nørreport og stå af en bus ved Tuborgvej.”
”Jeg kunne ikke tale dansk, da jeg startede. Men det lykkedes mig at forstå, hvad tid jeg skulle komme igen dagen efter. Da jeg kom hjem efter min første dag, så troede mine venner ikke på, at jeg kunne få løn for at spille bordtennis og hygge med børnene. De arbejdede alle sammen på fabrik. Jeg tænkte, at jeg kun ville arbejde en måneds tid. Der skulle bare være penge til Roskilde Festival. Men tre måneder efter begyndte jeg at få en relation til ungerne. Det fik mig til at tænke, at hvis ikke jeg var der, så var der jo ikke nogen.”
”Jeg plejer at sige til mine kolleger, at jeg har et andet job udover at være pædagog, nemlig i hjemmeplejen. Mine søskende og jeg hjælper mine forældre på skift, vi har en slags vagtordning, hvor vi hjælper med at lave mad og en masse andet praktisk. Vi er heldigvis så mange søskende, at det nemt kan lade sig gøre.”
”En kollega opfordrede mig til at tage en uddannelse. Jeg tænkte ellers, at man ikke behøvede at uddanne sig til det her job. Men i 1998 begyndte jeg på klubseminariet. Jeg har efterfølgende læst til familieterapeut. På et tidspunkt fik jeg en kollega, Søren. Vi begyndte at skrive ansøgninger til fonde, så vi kunne få finansieret vores ideer og skabe samarbejde med lokalområdet. I dag kan vi tilbyde alt fra 3D-printere til krearum og computere, og vi er rykket fra at være en kælderklub til store lokaler. Det skift skete i 2013.”
”Jeg kan huske, første gang en af vores unger fik en uddannelse. Det var Rebekka. Hun blev uddannet til maler. Det var en stor ting for os i området og for klubben. Vi kan se, at mange af vores tiltag har gjort en forskel. Vi har været med til at bringe børnene i den rigtige retning, og den klub, vi har i dag, er ikke skabt på de seks år, vi har haft Smedetoften og de nye lokaler, den begyndte i vores kælderklub. Jeg har gemt skiltet fra vores første lokaler, men hold op hvor er der sket meget, siden jeg startede i kælderklubben. Det har altid været en drøm for mig, at hvis vi fik bedre rammer, så skulle vi skabe en klub for alle. Nogle gange forstår jeg ikke, at det er lykkedes.”
”Dengang vi startede, der havde vi bare et par spil, en hockeybane og en madras, man kunne lege på. I dag kan vi ikke længere bare bage boller og spille fodbold. Vi er gået fra at være en klub til at være en vigtig aktør i samfundet. Nogle mener, det kan være sundt at skifte job ind i mellem, men jeg tror, mit personlige engagement har gjort, at jeg stadig har masser af ideer til, hvad vi kan gøre for de unge.”
Hvem: Ayhan Demir
Stilling: Pædagogisk leder
Arbejdssted: Fritidscenter Bispebjerg Syd
Alder: 52