Tillid bygger på gulerod frem for pisk

Den 1. juli trådte den ghettolovgivning i kraft, der dikterer, at børn i aldersgruppen et til seks år skal være indskrevet i et dagtilbud. Hvis ikke, bliver forældrene trukket i børnepenge. Anya Degn Sareen og Jytte Thorsø har gennem to-et-halvt år arbejdet med tidlig indsats og forældreopsøgende arbejde. De skaber tillid mellem daginstitutioner og forældre med ét formål: At give børnene den bedste start på livet i samarbejde med deres forældre.

Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk

Et flertal i Folketinget vedtog i 2018, at børn fra ghettoområder skal være i dagtilbud i mindst 25 timer om ugen, fra de er ét år. Ordningen indfases fra oktober 2019. Mens folketingets politikere med tvang forsøger at få primært indvandrerfamilier til at opskrive deres børn i daginstitutioner, cykler Anya Degn Sareen og Jytte Thorsø fra ’tidlig indsats’-projektet i København rundt og har succes med netop det – at få børn i daginstitution med deres forældres gode vilje.

Over 200 familier har allerede haft besøg af superduoen, der består af Anya Degn Sareen, der er sundhedsplejerske og har en efteruddannelse som børnerådgiver, og Jytte Thorsø der er uddannet pædagog. De tager sammen på besøg hos nydanske familier for at fortælle dem om fordelene ved at sende deres barn tidligt i vuggestue og for at hjælpe dem med det praktiske på vejen dertil.

Vi kan ikke fikse alt

Det foregår helt praktisk sådan, at den sundhedsplejerske, der er tilknyttet den flersprogede familie, beder om familiens samtykke til, at Anya Degn Sareen eller Jytte Thorsø må kontakte dem. Det vil være familier, hvor sundhedsplejerskens vanlige motivation ikke er tilstrækkelig. De overtager herefter og aftaler et møde, hvorefter de begge sætter sig på cyklen og tager ud for at møde familien og deres lille nye, hvor de også beder om samtykke til at få besked fra pladsanvisningen, så teamet kan hjælpe med at acceptere en pladshenvisning. Målet med det hele er nemlig at få barnet opskrevet i en daginstitution, men vejen dertil kan være både kort og nem eller lang og snoet – alt afhænger af familiens aktuelle situation.

”Jeg har arbejdet med børn og institutioner i rigtig mange år, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet og sagt til forældrene, at de skal huske at læse 20 minutter hver dag med deres barn, eller ’prøv at lege lidt med legoklodser’. Og måske er der bare ikke råd til legoklodser. Vi får et helt andet indblik, når vi kommer hjem til familierne. Vi finder ud af, hvor det er svært, og om det både er bolig, økonomi og opholdstilladelse, vi skal se på. Vi kan jo ikke gå ind og fikse det for dem, men vi kan godt lime lidt, fordi vi har fået så meget erfaring i, hvordan systemet virker. Derfor kan vi guide dem de rigtige steder hen,” fortæller pædagog Jytte Thorsø.

Kulturelle barrierer

Den primære grund til, at Jytte Thorsøs og Anya Degn Sareens stillinger eksisterer, er, at forskningen viser, at for mange børn starter i 0. klasse uden at have gode nok dansksproglige kompetencer. Forskningen viser samtidig, at børn, der starter tidligt i institution, generelt klarer sig bedre i uddannelseslivet end de, der starter skolelivet med at være bagud sprogligt. Derfor har Københavns Kommune startet projektet ’tidlig indsats’, hvor arbejdet blandt andet består i at tale med familierne om, hvorfor de har valgt institutionerne fra og forklare dem om, at en plads i en daginstitution vil være gavnlig for barnet på både kort og langt sigt.

”Vi taler med forældrene om, hvad det er, der gør, at de ikke har lyst til at sende deres barn i institution. Meget af det handler om, at familierne ofte kommer fra en anden kultur og har et andet børnesyn. Vi taler med dem om, hvordan barnet stimuleres i hjemlandet, hvor man måske bor i storfamilier, og at man her er mere isoleret i sin lejlighed. Derfor kræver det nogle andre ting af dem som forældre, for at deres børn får mulighed for at blive stimuleret socialt, motorisk og sprogligt,” forklarer Anya Degn Sareen.

Det kan virke voldsomt

Anya Degn Sareen og Jytte Thorsø inviterer sig selv på et en time langt møde med begge forældre i familiens hjem, hvor de dels lægger vægt på barnets sproglige udvikling og dels får indblik i, hvad det er for barrierer, familien har i forhold til at sende deres barn i institution.

”Nogen vil måske mene, at det virker voldsomt, at der kommer to fremmede kvinder på besøg. Men vi prøver at løfte stemningen og gøre den ufarlig, ligesom vi er meget anerkendende over for familierne. Vores metodiske tilgang er enormt vigtig for, at de føler sig tilpas. Det betyder rent praktisk også, at en af os fx kan sidde og skrive på computeren, mens den anden kan tale om sprogstimulering. Der er det godt, at vi er to, for vores besøg må ikke vare mere end en time. Det er jo familier med små børn, de kan ikke kapere så meget,” siger Anya Degn Sareen.

Kræver gensidig interesse

Det er især vigtigt at få skabt en tillidsrelation, og det kan det være svært at komme ind på livet af familierne, selv på et hjemmebesøg. Ofte er familierne meget høflige, men det kan tage tid for forældrene at drage nytte af den faglighed, de bliver tilbudt.

”Vi kan kun lykkes, hvis der er gensidig interesse. Der er familier, der takker nej. Men vi oplever, at de nogle gange dukker op igen senere, fordi der er kommet en bevidsthed om, hvordan vi gør tingene i Danmark, og de kan se, at deres barn ikke trives, eller at den sproglige udvikling halter. Samtidig strammer hele ghetto-lovgivningen til. Det kan medvirke til, at der kommer gang i relationen igen,” siger Jytte Thorsø.

Tilliden bærer arbejdet

Når der er skabt en relation til familien, kan det grundige tillidsarbejde begynde. Her forsøger Anya Degn Sareen og Jytte Thorsø at få en fornemmelse for, hvad der konkret står i vejen for, at familien vælger en daginstitution til.

”Det kan være helt konkrete bekymringer. Bliver barnet set i daginstitutionen, er der nogen, der sørger for, at det får noget at spise, bliver det trøstet, hvis det slår sig, og er der sikkert? Vi skal meget tæt på familien for at kunne tale om deres bekymringer, og der bruger vi virkelig hinandens fagligheder. Bare det at komme hjem i folks hjem er jo usædvanligt, og der kan vi se, at vi som par vokser sammen, fordi vi har hver vores faglige blik. Det sundhedsfaglige og det pædagogiske er en skidegod kombination i forhold til at kunne understøtte familierne og imødekomme deres bekymringer,” siger Anya Degn Sareen.

”Vi er fx ude i en familie, hvor forældrene er meget bekymrede for, at barnet skal blive syg. Her kan Anya hive sin sundhedsplejerskerolle frem og tale om, hvad det gør ved immunforsvaret at blive udsat for bakterier, og hvor jeg helt praktisk kan sige, at det også handler om, at barnet får det rigtige udstyr, fx nogle gode sutsko, som er nemme at få af og på,” supplerer Jytte Thorsø.

Systemet gør det svært

Snakken falder på den store politiske interesse, som de såkaldte ghettoområder har fået. I København har man syv boligområder, der betegnes som ghettoer. To af dem er ’hårde’ ghettoer. Men mens ghettoretorikken får politikerne til at stå i kø for at stramme love og regler for indvandrere, genkender Anya og Jytte ikke helt det billede, der tegnes i medierne.

”Det er tit højtuddannede mennesker, vi sidder over for. Vi hører fx ofte den der myte, at forældrene er analfabeter, men det er slet ikke det, vi oplever. Det er søde og rare mennesker, der bare vil deres børn det bedste, og som har mange ressourcer, men som blandt andet støder på, at det er et mega svært system,” siger Jytte Thorsø, og Anya Degn Sareen supplerer:

”Vi kender jo sproget, men selv for os kommer der jo hele tiden nye systemer eller regler, som gør, at processerne ændrer sig”.

Ny lovgivning strammer

Fra oktober indfases den nye lovgivning, der tvinger forældre til at sende deres børn i daginstitution, hvis de bor i et af ghettoområderne. Alternativet er, at de trækkes i deres børneydelse, en ydelse, der for mange af familierne er nødvendig for, at hverdagen kan hænge sammen.

”Man kan være enig eller uenig i den ghettolovgivning, der er, men symptomerne er de samme. Vi arbejder med motivation og med at få forældrene til at synes, at det er en god ide, hvor den nye lovgivning handler om tvang og konsekvens. Vi vil langt hellere det andet, nemlig at forældrene kan føle sig som en inkluderet del af det her samfund,” siger Jytte Thorsø, der har arbejdet i teamet, siden projektets opstart for 2,5 år siden. Projektet udløber ved årets udgang, og Københavns Kommune har valgt ikke at forlænge det.

”Når man følger debatten om kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og parallelsamfundslovgivningen, så tænker jeg, at det er utrolig overset, at vi faktisk taler om fædre, der har to til tre jobs, typisk natarbejde og lavtlønnede jobs. Og så en mor, der ikke har et job. Det er familier med én indkomst. Typisk har i hvert fald faderen en uddannelse hjemmefra, men han kan ikke bruge den, fordi hans danskkundskaber er for dårlige, så han er nødt til at køre taxa eller arbejde i pizzeria,” forklarer Jytte Thorsø om de familier, de typisk møder på deres familiebesøg rundt i København.

Genkender parallelsamfund

Jytte Thorsø vedkender sig også, at der er et parallelsamfund, fordi mor typisk ikke er i tilknytning til arbejdsmarkedet.

”Man tager forståelsen af, at man jo har en værdi i familiestrukturen som mor, fordi man passer sit barn, fra hende, når man sender barnet i institution,” siger Jytte Thorsø om en af de helt store udfordringer ved at overbevise forældrene om, at de skal sende deres børn i institution.

Samtidig peger hun også på, at de som team skal ind og rokke ved hele familiens børnesyn, som ofte er præget af nogle kulturelle forskelle, der ligger meget dybt.

Et andet børnesyn

”Typisk vil børnene blive ammet, til de er to år, og når de er tre, vil man i mange lande sende dem i en form for preschool. I mange kulturforståelser er barnet bare lille og forstår ikke så meget, indtil det er tre år. Her skal vi tale med forældrene om, at hjernen er modtagelig for læring, allerede fra barnet er helt lille. Det er en anden børneforståelse, vi taler ind i,” siger Jytte Thorsø og understreger endnu engang de mange facetter af teamets arbejde:

”I bund og grund handler det om, at vi skal minde forældrene om, at de har et ansvar, fordi de er flyttet til et andet land, hvor tingene foregår på en anden måde. Vi er er søde og anerkendende over for dem. Men det handler det også om at få fortalt, at barnet skal i institution hver dag for at få de rette sproglige, sociale og motoriske kompetencer. Der er mange ting, vi skal tale op, men det hele kommer med den tillid, vi får skabt undervejs,” siger hun.