Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Uddannelse
Ud med lønnet praktik
Ny opstrammet pædagoguddannelse er på vej – uden lønnet praktik.
Pædagoguddannelsen skal styrkes, mener regeringen. Udspillet kommer efter pædagoguddannelsen og læreruddannelsen sidste år blev vejet af Danmarks Evalueringsinstitut og fundet for let. Pædagoguddannelsen er for forskellig afhængig af hvor den tages, fagligheden er ikke klar, og den lønnede praktik er uhensigtmæssig.
Undervisningsministeren har nu barslet med et oplæg til en styrkelse af uddannelsen. Forbedringerne skal bestå af at der fra centralt hold stilles flere krav og indføres faste kundskabsog færdighedsområder, fagligheden skal styrkes, der skal være bedre specialiseringsmuligheder, de lønnede praktikperioder skal erstattes af SU-finansierede praktikperioder, indgangsniveauet skal skærpes, og deltagelsespligten strammes.
Tanken er at de studerende skal have bedre mulighed for at dreje deres uddannelse i retning af det arbejdsområde, de bagefter ønsker at arbejde på. Uddannelsen skal fortsat være en generalistuddannelse, men det skal samtidig være muligt at få mere specifikke kvalifikationer inden for et afgrænset område.
Da den lønnede praktik blev indført i 93 var både studerende og pædagoger pædagoger meget utilfredse. Nu blev de studerende indregnet i normeringen, og det blev af begge grupper set som en forringelse. De studerende kunne ikke mere være rigtige studerende og fx trække sig tilbage og iagttage, og for pædagoger blev det oplevet som en nedskæring.
Mange bifalder at det lønnede praktik nu skal afskaffes; studerende, institutionerne, fagforeninger, rektorer.
»I LFS er redegørelsen ventet med stor spænding, og vi er glade for, at der foreslås forandringer i uddannelsen. Vi mener også det er væsentligt, at uddannelsen fastholdes som en generalistuddannelse; dvs at du uddannes til hele det pædagogiske arbejdsfelt. Omvendt ved vi jo, at det i for høj grad har betydet, at det mangefacetterede socialpædagogiske område er blevet for ringe belyst i uddannelsen. Vi er derfor positive over, at undervisningsministerens redegørelse netop peger på den problemstilling og foreslår, at der bliver større mulighed for faglig fordybelse i de enkelte områder indenfor normal- og specialområdet. Der er også i redegørelsen en række andre forhold, der samlet set kan lægge op til nødvendige og positive forandringer«, siger Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS og fortsætter:
»Omvendt er der en række forhold, som vækker vores bekymring. Især omlægningerne i finansieringen af praktikken, hvor de to lønnede praktikker foreslås erstattet med to SUfinancierede af samme længde. Dels mener vi faktisk at lønnet praktik i sig selv rummer en anden dimension i den læring, der skal finde sted under praktikken, for at den studerende er en del i det arbejdsfællesskab, der danner rammen om læring. Dels er vi dybt bekymrede for finansieringsdelen: Hvis det vedtages vil det skulle finde sin afklaring både i KL, og i Københavns og Frederiksberg kommuner. Vi er bekymrede for, at instituionerne så at sige »kommer til at betale gildet«.
Lovforslaget og en eventuel efterfølgende beslutning vil naturligvis blive sat til debat i LFS' relevante fora. ELL