Idrætsbørnehave

Af Elisabeth Lockert Lange

Børn tænker med kroppen

Om en måned afslutter Ryvang II deres uddannelse i idrætspædagogik. Børnehaven bliver derefter indviet som Københavns første idrætsbørnehave.

»Børn erkender verden gennem bevægelse «.

Med det udgangspunkt har udflytterbørnehaven Ryvang II gennem flere år arbejdet med bevægelse og idræt, og om en måned kan de kalde sig byens første idrætsbørnehave – godkendt som sådan af Danmarks Idrætsforbund.

En idrætsbørnehave er en børnehave, hvor idræt, leg og bevægelse er en integreret del af den pædagogiske praksis. Hvor idræt er det naturlige omdrejningspunkt i hverdagen, og hvor idrætspædagogikken er metoden til at nå de pædagogiske mål.

Børnehaven indrettes, så idræt, leg og bevægelse kan foregå hele tiden og overalt, ude som inde. For at realisere det uddannes de ansatte i en idrætspædagogisk metode, hvor de lærer at bruge bevægelse, koordination, balance, styrke, udholdenhed, udfordring m.m. i pædagogikken. Holdningen er, at ved at fokusere på kroppen og bevægelse, udvikles børnenes kreativitet, sprog, sociale kompetence, evne til at handle, glæde ved bevægelse, osv. Udvikling og dannelse sker gennem fysiske aktiviteter.

Der er både aktiviteter tilrettelagt af voksne, skabt af børnene selv og aktiviteter tilrettelagt i fællesskab. De skal kunne rumme børn på forskellige niveauer i deres udvikling, de skal appellere til deres sanser, give dem mulighed for fordybelse, være spændende og tilfredsstille deres nysgerrighed.

Starter dagen med gymnastik
Ryvang II har 70 børnehavebørn, hvoraf de otte er basisbørn med særlige behov. Så snart bussen er ankommet om morgenen, er der samling for alle børnene. Ikke på almindelig vis, hvor børnene sidder og snakker, børnehaven starter i stedet dagen med gymnastik og bevægelse for alle.

Det hele begyndte for nogle år siden ved bydelsforsøgets start (Ryvang II hører under Valby), hvor børnehaven i højere og højere grad målrettede deres aktiviteter mod det musiske, kreative og fysiske. Ryvang II er privilegeret ved, at de har meget rum og plads til, at børnene kan boltre sig både ude og inde.

Et idrætsprojekt og en undersøgelse i Valby bydel viste det samme som andre undersøgelser både herhjemme og i udlandet har vist, nemlig at børn bliver mere kreative og koncentrerede af at være ude og af at bevæge sig.

»Det bekræftede os i, at vi havde valgt rigtigt ved at satse på udeliv og bevægelse i vores pædagogik«, fortæller Ryvang IIs leder Anne Kløjgaard.

Derefter ansættes pædagog Anne Bros, som sideløbende afslutter en kandidatuddannelse i idræt og psykologi. Hun satser for alvor på idræt med børnene, og ideen om at blive idrætsbørnehave tager form. De får forældrene med på det, og der bliver købt rekvisitter til leg med bevægelse, madrasser, indendørs balancebræt, skateboard og andet.

»Vi kontaktede Idrætsforbundet, som har udviklet et idrætsbørnehaveprojekt sammen med Peter Sabroe Seminariet. Projektet er gennemført to steder, og vi ville gerne være de næste. De besøgte os, men de mente ikke først, at de lever op til de fysiske krav, de stiller. De spurgte efter både idrætshal og boldbaner, men begge dele har vi faktisk til rådighed, rådighed, og de blev da også overbevist om mulighederne til sidst. Og det handler jo heller ikke kun om faciliteter men i høj grad om en kulturændring i institutionen, en anden måde at tænke pædagogik på. At gå fra perlepladepædagogik til fysisk aktivitet«, siger Anne Kløjgaard.

Gennem et år har Ryvang II været igennem uddannelsens tre moduler og udvekslet med en institution i Glumsø, som også uddannes til at blive idrætsbørnehave. Det hele slutter i marts med en stor konference, indvielse til Københavns Kommunes første idrætsbørnehave og navneforandring til »Idrætsbørnehaven i København«.

Københavns Kommune gav også med det samme udtryk for, at de var positivt interesserede i en idrætsbørnehave.

Og så er det sjovt!
Erfaringerne er kun gode. Børnene har både fysisk og socialt udbytte af det.

»Teoretisk set er det sådan med børn i denne alder, at de tænker med kroppen. Så bevægelse gør en masse for deres indlæring. Undersøgelser om udebørnehaver viser jo, at de også bliver bedre i skolen. Det hele påvirkes. Hvis man kun satser på det intellektuelle, så får man kun det, mens bevægelse favner det hele. Vi håber da også, at vi på længere sigt er med til at give børnene nye vaner og en glæde ved bevægelse«, siger Anne Bros.

»Ja, det ser vi også med basisbørnene, at de i højere grad får sprog med«, fortæller pædagog Sussie Hansen og fortsætter:

»Det er virkelig et lyspunkt at se, hvor stort udbytte og glæde vores otte basisbørn har af det. Vi kan se, at nogle som har haft lav status, fordi de ikke kunne så meget, de kan være gode til idræt og bliver nu spurgt, om de vil være med.«
Anne Kløjgaard indskyder:

»Og så er det sjovt! For det skal ikke glemmes. Det er sjovt at bevæge sig, og der er meget glæde ved det. Når de danser så synger de, og når de hopper så griner de. Det er den virkelige drivkraft, at vi får glade børn med røde kinder ud af det. Børn, som sidder stille, får ikke oplevet, hvor glad man bliver af at bevæge sig.«

»Ja, børnene her kan en masse, slå kolbøtter, klatre i træer, balancere. Når man arbejder med dem, og det lykkes for dem, så smitter det af på hele deres leg. De store her vil fx gerne prøve noget nyt og udfordrende hele tiden. De vil tage det næste skridt og eksperimentere med kroppen«, uddyber Sussie Hansen. Alle 70 børn er med i idrætsaktiviteter i løbet af ugen, det kan være gymnastik, slåskamp med regler for fair play overlevelses-tur, gymnastik, rytmik, hockey osv.

Fælles projekt
Selvom Ryvang II roser sig af, at de altid har været en aktiv institution med et aktivt personale, så har idrætsprojektet sat endnu mere fokus på udviklingen af personalegruppen.

»Vi er pædagoger på en anden måde. Ofte var det en slags gårdvagtfunktion på legepladsen, men sådan er det ikke mere. Vi pædagoger er igangsættere, og vi er også med i legen. Det kræver mere, det er en anden måde at være pædagog på. Det er ikke ud med kaffekoppen og overblikket, vi er på hele tiden, og det stiller store krav til os«, understreger Anne Kløjgaard.

Ryvang II har altid arbejdet med åbne stuer og aktiviteter på tværs, men nu tænker de i højere grad institutionen som en helhed. Idrætten er heller ikke kønsopdelt – den favner begge grupper.

»Dette er alles fælles projekt, og det afhænger ikke af personer, for langt hen af vejen kan vi supplere hinanden. Og det er vigtigt, at det er dynamisk sådan og ikke ensporet«, siger Anne Bros.

»Og det er godt for os som personalegruppe. Det højner vores arbejde, at vi har dette fælles udgangspunkt, og det højner altid kvaliteten at udvikle sig. Selve uddannelsen har også været meget udviklende, fordi vi hele tiden skal overveje, hvor vi kan få bevægelse ind i vores aktiviteter og pædagogik, hvad vi gør, og hvorfor vi gør som vi gør. Det kan være svært at formidle det og få ord på, men når det lykkes, så bekræfter det os også i, at vi er gode til det vi gør«, siger Sussie Hansen.

Anne Bros supplerer:
»Det er en stor omstillingsproces, og den har været sværere for nogle end for andre. Det har jeg kunnet se i min rolle som en slags idrætskonsulent her. Det er grænseoverskridende for nogle at skulle bevæge sig og være på, ikke kun sammen med børnene, men også mens forældre ser det. Og der ligger også en udfordring i at skulle gå fra at være dygtig til noget og til at være i uddannelse, komme på skolebænken igen.«

»Ja, mange synes både sang og dans er pinligt, når andre kigger. Man kan jo risikere at glemme sig selv imens, og når man er på på den måde, viser man hele sig selv og ikke blot den kontrollede person. Man skal turde kaos, og for nogle er det for grænseoverskridende at slippe det. Derfor er der også ansatte som er holdt op. Ligesom der har været enkelte forældre, som valgte os fra. For jo mere målrettet vi bliver til idræt og bevægelse, jo mere tiltrækker vi en bestemt gruppe og frastøder andre, både forældre og personale«, vurderer Anne Kløjgaard.

»Men de fleste forældre melder glade tilbage, at de nu har børn, som gider bevæge sig sammen med dem«, indskyder Sussie Hansen.

»Ja«, siger Anne Kløjgaard tilfreds: »Vi har ramt en trend med det vi ville.«+