Beskrivelse af praksis

Af Elisabeth Lockert Lange

FAGLIGHED I SPIL

Socialministeriet har med en stor evaluering af dagtilbudsområdet for første gang dokumenteret, hvad der sker på området. Og den viser, at der sker en masse. Evalueringen viser også, at der er behov for at udvikle den faglige identitet og et sprog til at formidle, hvad det er for en viden og kvalitet, der ligger på området, så andre end området selv forstår det. Det er med andre ord på tide, at det pædagogiske personale begynder at formulere, hvad værdien i deres arbejde er.

De allerfleste børn tilbringer en stor del af deres barndom i dagtilbud sammen med andre børn og professionelle voksne. Hvordan er Servicelovens formålsbestemmelse slået igennem i kommunerne? Fastlægger kommunerne mål for dagtilbudenes arbejde og har de mål skabt kvalitetsudvikling i dagtilbudene? Det har der manglet viden om, men med Socialministeriets evaluering af, hvad Servicelovens formålsbestemmelse har betydet for dagtilbudene, står man med et nyt overblik.

Dagtilbudsområdet er et område med stor bevågenhed hos kommunerne. 83 af kommunerne har formuleret en børnepolitik, og kun fire ud af 226 kommuner har ikke formuleret målsætninger på dagtilbudsområdet.

Netop derfor er der stigende behov for og krav om, at det pædagogiske personale begynder at formulere sig præcist i forhold til andre faggrupper om, hvad pædagogisk arbejde er.
Kommunerne føler, at de mangler indsigt i arbejdet, og de efterspørger et sprog, som kan formidle den pædagogiske praksis og faglighed.

Det store materiale består bl.a. af 226 kommuners dokumenter om børnepolitik og dagtilbud, en interviewundersøgelse med grupper af interessenter og et børneprojekt, hvor 9. klasses elever var på institutionsbesøg.

Evalueringen af lavet af CASA, Center for Institutionsforskning ved Højvangseminariet og Institut for Uddannelsesforskning ved Roskilde Universitetscenter under ledelse af lektor Søren Smidt fra RUC.

I starten af marts fortalte Søren Smidt om evalueringens metode og resultater på en konference arrangeret af CVU Øst.

Flyselskab og forsamlingshus

Hvad er et dagtilbud? Spørger Søren Smidt og giver et trefløjet bud: en arena i børns hverdag, en arbejdsplads for pædagogisk personale og en del af den kommunale service til borgerne, som skal hænge sammen med, hvad der ellers sker i kommunen.

Evalueringen viser en pendlen mellem forskellige positioner børnepolitikken og en uklarhed i forhold til, hvor man skal lægge sig. Der er en skoleforberedende position med forslag om læseplaner i dagtilbud, en position som lægger vægt på identitet og institutionalisering af barnelivet og ser børns tilværelse i lyset af samfundsudviklingen, og der er den omsorgsfokuserede position, hvor barnets tryghed og trivsel er i centrum. Man skal ikke nødvendigvis vælge, men det er vigtigt at vide, hvad man skal lægge vægt på, påpeger Søren Smidt.

To styringstankegange dominerer hos kommunerne: en managementtankegang og en lokaldemokratisk tankegang. Den første vil optimere og effektivisere serviceproduktion og kvalitetsudvikle gennem målbare mål og brugerundersøgelser. Den opererer med kontrakter, og forældrene ses som brugere og forbrugere. Den lokaldemokratiske tankegang er ligeså udbredt med sin prioritering af forældresamarbejde og forældrebestyrelser og udvikling af pædagogisk indhold. Forældrene ses som dialogpartnere.

»De to mixer sig sammen og er svære at skille ad. Kommunerne forsøger at integrere dem, så dagtilbudene er lige dele flyselskab og forsamlingshus. Det er vigtigt at gennemskue, at det er to styringsrationaler, der blander sig sammen, og at det har stor konsekvens, om vægten ligger på det ene eller det andet.«

Brug for sprog om pædagogisk arbejde
Kommunerne stiller stigende krav om både effektivisering og kvalitet. De har respekt for det pædagogiske arbejde, men oplever, det er svært at anskueliggøre det.

»Mange kommuner har mere eller mindre opgivet at få hold på, hvad der foregår, altså at få det pædagogiske personale til at formulere sig præcist. De oplever derfor, at de mangler indsigt i arbejdet, mangler viden om, hvad pædagogisk kvalitet er og mangler redskaber til at vurdere den. De oplever, at det pædagogiske personale lægger vægt på følelser, som er svære at definere, og det kan give sammenstød mellem forvaltningsniveau og pædagoger. Kommunerne spørger: hvad laver I, og pædagogerne siger: kærlighed og leg. Der er brug for, at den praktisk bundne viden om, hvad der er centralt i dagtilbud, kommer ind i en begrebsmæssig sammenhæng. Der ligger en opgave i at udvikle et sprog til at formulere sig om egen praksis«, siger Søren Smidt.

Hovedaktørerne på området er børnene – selvom det ikke altid er lige tydeligt. Og de bidrager aktivt til, hvad der sker i dagtilbudene, fremhæver Søren Smidt, for de organiserer sig på måder, som ikke svarer til virksomhedsplanerne.

Også børnenes stemme høres i evalueringen. Som projekt tog 9. klasses elever på institutionsbesøg med deres egne tidligere erfaringer i rygsækken. Og deres stemme er positiv over for børneinstitutionen, som de mener det er godt for børn at være i sammen med andre børn. De oplever de voksne som omsorgsfulde og opmærksomme.

Men de efterlyser mere plads, bedre legepladser, og mere sprælske pædagoger.

»Det er vigtigt at få børnenes stemme på banen. Der bør ikke laves udviklingsarbejde på dagtilbudsområdet uden børnenes stemme. Det giver ikke et præcist og klart materiale, men det er vigtigt at få med, selvom det ikke er sandheden fra dybet.«

Den diffuse kvalitet

Der tales en masse om kvalitet, men det er et uklart diffust begreb, vurderer Søren Smidt.

»Det tages for givet, og vi vil have mere af det, men det er svært at udtrykke, hvad der menes med det. Den politisk-administrative måde at tale om kvalitet på lægger vægt på styringsprocessen. I denne tankegang skabes kvalitet gennem at tilrettelægge og følge en rationel styringsproces. Her tales om målsætning, effekt, kontraktstyring, lederrolle og forældretilfredshed. Den pædagogisk-faglige opfattelse af kvalitet lægger vægt på, hvordan barnet har det og på indholdet i den daglige kontakt. Det er en umiddelbar oplevelsesmåde, og der tales om den pædagogiske praksis, relationen, og fagligheden.«

Nu er der så ved at udvikle sig en tredje måde at tale kvalitet på: om at komme videre, om et fælles sprog og et fælles udgangspunkt for hvad kvalitet er. Der er brug for at skabe sammenhæng mellem styring og økonomisk effektivitet på den ene side og pædagogisk kvalitet og udvikling på den anden.

Forvaltningerne skal styre, koordinere og omsætte de politiske målsætninger. De skal finde en balance mellem at være præcise og rummelige. Én forvaltningsperson siger: der er dybe følelsesmæssige reaktioner fra pædagogeres side, hvis vi bliver for snævre.

»Det er en opgave for forvaltningerne at indgå i dialog med et område med en særlig kultur og et personligt engagement og gøre det med en viden om, at netop personalets engagement er væsentligt for, at de er gode pædagoger. De skal være villige til at udvikle området, og måske skal fagligheden styrkes i forvaltningen, så de har en større viden om deres egen praksis «, siger Søren Smidt.

To slags ledere

På CVU Østs konference beskriver Søren Smidt også andre aktører i dagtilbudene:
De pædagogiske konsulenter varetager det daglige samarbejde, de har både en pædagogisk og en administrativ funktion. Dagplejelederne er bevidste om hierarkiet med dagplejen nederst og skolen øverst, og de kæmper for at blive set som en del af dagtilbudsområdet. Deres perspektiv er derfor at synliggøre dagplejen, skaffe anerkendelse og udvikle pædagogikken. Hvis de ikke får lavet virksomhedsplaner, bliver de overset.

Daginstitutionslederne er i centrum for forandringsprocesserne.

»Der beskrives to typer ledere. Forvaltningens leder, som udvikler lederrollen, og som er kommet længere væk fra institutionen. Og »moderen« som har omsorg for personalet og oplever institutionen under pres, og at tiden går fra børnene. Hun tvivler på »måleriet« og vil hellere styrke den pædagogiske faglighed«, fortæller Søren Smidt og fortsætter:

»Pædagogerne har på mange måder vendt ryggen til forandringerne. De har en oplevelse af, at der konstant skæres ned, men at de alligevel laver alt det, de plejer. De siger selv, at de er en dum faggruppe på den måde. Men institutionsledere og pædagoger skal også indgå i dialogen om den pædagogiske udvikling, inddrage styringsmæssige og organisatoriske principper og udvikle den faglige identitet.«

Forældrene er som helhed en uhomogen gruppe, men de aktive forældre udgør en homogen gruppe. Italesættelse, målsætninger og børnepolitik har skabt en politisk offentlighed, og for politikerne er det først og fremmest forældrene, der er vigtige.

Dilemmaer

Evalueringen afdækker et dilemma mellem målbarhed og meningsfuldhed – på flere områder. I forhold til de forældre som ønsker sikkerhed, produktion, pædagogiske diskussioner og ture og de forældre som er usikre. Dagtilbudene skal kunne rumme begge typer. Det opleves som et stort og krævende arbejde.

»Der er også en faglighed i spil i samarbejdet med skolen. Der er eksempler på, at det fungere godt, men interessen er mindre fra skolens side, og dagtilbudene står lidt med hatten i hånden. Skolefolk har stærke traditioner og begreber, og pædagogerne oplever usikkerhed i forhold til skolen. Samtidig oplever de et pres fra forvaltningen om at samarbejde«, vurderer Søren Smidt.

Børn med særlige behov fylder meget i kommunernes dokumenter. De har stor politisk bevågenhed, og der bruges mange ressourcer på truede, handicappede og tosprogede. Men i forhold til det tværfaglige samarbejde om disse børn oplever personalet i dagtilbud først og fremmest, at de som fagggruppe og dagtilbudenes potentiale ikke bliver brugt.

»Dagtilbudene oplever sig som kvalificerede og rummelige. Men der er problemer med at få formidlet viden til dagtilbudene, så den viden kan indgå i det praktiske pædagogiske arbejde. Samtidig har de svært ved at komme af med deres egen viden, og de tværfaglige teams har ikke fundet sin form. Der er brug for en klar rollefordeling, bl.a. i forhold til rummeligheden i dagtilbud. Også her er fagligheden sat til skue, dagtilbudene skal udvikle sig og formulere, hvad pædagogisk arbejde er i forhold til andre faggrupper.«

I de sidste år er der sket en langt større dokumentation og skriftlighed fx i årsplaner. Og evalueringen viser, at det pædagogiske personale selv generelt går ind for dokumentation og skriftlighed, da det øger deres egen bevidsthed om, hvad de gør og hvorfor.