Specialområdet

Af Elisabeth Lockert Lange

DOKUMENTATION GIVER VIDEN

Effekten af resultatmåling er, at fagligheden målrettes i en fokuseret indsats: hvis vi ved, hvad vi vil måle, så ved vi også hvad vi går efter. Siger Lars Bluhme om dokumentation af det socialpædagogiske arbejde.

Dokumentation handler om viden. Viden som er fagligt forankret, og som man kan bygge videre på i morgendagens arbejde.

Dokumentation handler også om at formidle sit fag og sin praksis til myndigheder, politikere og andre faggrupper, så de ved hvad man egentlig laver, og hvor man gør en forskel ved sit arbejde. Det ved de ikke nu, og pædagoger har da også notorisk svært ved at beskrive deres fag, faglighed og pædagogiske praksis.

Dokumentation af socialpædagogisk arbejde og pc’en som redskab til denne dokumentation var temaet for en undervisningsdag, som specialområdets bestyrelse havde arrangeret for ca. 35 medlemmer – bredt repræsenterende alle dele af specialområdet. Erfaringerne med dokumentation som metode og pc’en som redskab var lige så spredte. Nogle bruger det allerede, andre arbejder med papir og blyant.

Oplægsholder var Lars Bluhme, uddannet socialpædagog. Han arbejder med at udvikle pc som redskab i dokumentation og resultatmåling af det socialpædagogiske arbejde. Han har desuden været konsulent for bo- og arbejdsprojekt Havdrupvej i deres udvikling af et elektronisk dokumentationsredskab.

Et præcist mål

Det starter med et mål – som oftest kaldet en handleplan, eller behandlingsplan. Lars Bluhme understregede, hvor vigtigt det er at beskrive målet helt præcist og konkret.

»Det er ikke nok bare at skrive, at beboeren skal fungere bedre i gruppen. Hvordan skal han fungere bedre, præcis hvilke sociale kompetencer skal han opnå og hvordan: det er der, det bliver et pædagogisk redskab.«

Når målet er nået, består dokumentationen i at beskrive hvad der gjorde, at det blev nået. Med en dokumentation af hvordan det lykkedes, kan man bygge oven på den viden.

»Ved at følge dokumentationssporet beskriver man sin faglighed som fag og ikke blot som praksis.«

Behovet for dokumentation af resultater kommer ikke kun fra faget, det kommer også »ovenfra«. Her ønsker man viden om, hvad alle de mange milliarder kroner, der går til den socialpædagogiske indsats bruges til, hvilken kvalitet man får for pengene og en dokumentation for, at den gør en forskel.

»Politikere og embedsmænd forstår ikke, hvad pædagogisk arbejde er, og det kan afspejle sig i bevillingerne. De ser på feltet oppefra, hvad det har betydet, mens vi ser det nedefra. De ser også på effekten af forløbet bagefter, fx om unge tidligere kriminelle og narkomaner holder sig på sporet.«

Der er nogle områder, hvor det er svært at få gode resultater, men et synligt resultat skaber større forståelse for arbejdet.

»Det er vigtigt for os at holde fast i, at vi skal synliggøre fagligheden, så det ikke bliver ren logistik, vi beskriver. Resultatmålingen betyder, at vi målretter fagligheden gennem en fokuseret indsats, for hvis vi ved hvad vi vil måle, så ved vi også hvad vi går efter. Og her er det vigtigt at måle på det man synes er vigtigt. Altså at gøre det vigtige målbart, og ikke at gøre det målelige vigtigt.«

Et fag uden synlig metode

Systematik er alfa og omega i dokumentationsarbejdet. Der skal være en struktur for dataindsamling, der skal være målemetoder, dokumentationsmetoder og formidling.

Sagt på en anden måde: hvad er det for en bevægelse, vi som pædagoger har set hos brugeren. Det er det essentielle, uanset om det er små eller store bevægelser.

»Og hvordan kan vi se, at det pædagogiske bevæger sig sammen med den enkelte beboer eller bruger, det er det vi skal dokumentere. Når man evaluerer sine resultater, vil man opleve, at resultatmåling og kvalitetsudvikling går hånd i hånd«, hævder Lars Bluhme og uddyber:

»Et fag, som ikke kan beskrive sin faglighed, er ikke et fag. Vi har haft metodefrihed i over 20 år, og nu er det et fag uden synlig metode. Vi har afvist ydre standardisering, og vi har afvist at dokumentere vores egne standarder. Der er behov for en metode til at beskrive arbejdet, synligt og systematisk. Faglighed og begrebsforståelse højnes samtidig, fordi man er nødt til at reflektere over, hvilken bevægelse der er og tydeliggøre hvorfor. Og det gør det også langt lettere at samarbejde med andre parter og andre institutioner.«

En institution som kun har talekultur, hvor man kun er sammen i relationen og kommunikerer, er oftest præget af overlevelseskultur, mener han.

»De ansatte får ikke dokumenteret noget og derfor heller ikke lagt et grundlag for dagen efter.«

Fremtidsorienteret

Med udgangspunkt i den forskning, som Center for Rusmiddelforskning har lavet på baggrund af en række institutioner inden for misbrugsområdet opstiller Lars Bluhme tre (ret provokerende) kriterier for pædagogiske resultater:

Pædagoger med dårlige resultater har ingen dokumentation. Intet tyder på, at de har kontakter med andre professionelle, at de bruger handleplaner, eller at de sætter noget nyt i gang. Pædagoger med rimelige resultater har dokumentation for, at de kompetent bruger andre professionelle, de har en klar korrespondance med relevante autoriteter uden for institutionen, og de har en tydelig plan for og formidling af den enkelte brugers behandling. Pædagoger med meget fine resultater har samme dokumentationsprocedure som dem med de rimelige, men derudover har de en dokumenteret foregribelse af problemer.

»Der ligger altså en fremtidsorientering i, at man har en fagligt forankret viden om sandsynlige problemstillinger, i modsætning til hvis man blot tager sig af problemerne, når de opstår.«

Via pc’en kan man strukturere sine informationer, så man har mål, observationer og vurderinger for sig, anbefaler Lars Bluhme:

Målbeskrivelsen er konkret og specifikt i forhold til hvilke kompetencer brugeren skal udvikle, observationerne er objektive, dvs hvad ser man, og vurderingerne er subjektive, dvs hvilken betydning tillægger man det man ser. Desuden kan man vælge en dagbogstekst til alt det andet, ture, adfærd osv.

»Vi er ved at udvikle en dokumentationskultur, og ud af den skal vi udvikle en formidlingskultur.«

Alt er selvfølgelig ikke rosenrødt bare man dokumenterer, resultatmåler og bruger pc til det. Der er også faldgruberne.

Den helt oplagte er, at man bruger for lang tid på det, tid som går fra brugerne. Og ja mener deltagerne, det er da langt hurtigere at skrive en besked i hånden.

Jakob Majvig, som er medlem af specialbestyrelsen og arbejder på Havdrupvej, erkender blankt, at det var tidskrævende i starten. Men også at det giver en masse i form af bevidstgørelse af mål, formål og værdien i arbejdet. Og så bliver det lettere i sidste ende, når man først har lært at formulere sig klart.

En anden fare er tingsliggørelsen af brugeren. En tredje er en skjult dagsorden, hvis man ikke deler sin information med brugeren. En fjerde kunne være »tunnelsyn«: faren ved at man kun ser det man har besluttet at dokumentere og måle på.