Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nye bøger
Unge i det kriminelle felt-
et studium af forskningslitteratur
Af Lilli Zeuner og Jeppe Højland
Ifølge statistikken er den samlede ungdomskriminalitet faldet de sidste 20 år. Til gengæld stiger den grove kriminalitet blandt unge.
I Socialforskningsinstituttets nye rapport her, peger Lilli Zeuner på, at nogle unge reagerer på omverdenen på en sådan måde, at de bidrager til deres egen marginalisering. For at tilgodese retsbevidstheden og bremse kriminalitetens udbredelse bliver de unge lovovertrædere ofte behandlet på en måde, så de fastholdes i at være kriminelle.
På den ene side må samfundet markere at det finder de unges adfærd uacceptabelt, og samtidig prøve at få den unge tilbage på ret køl. Men problemet er, at de to opgaver ofte er i modstrid med hinanden.
»Når man ser, hvorledes unge mennesker gennem deres egne reaktioner kan være med til at fastholde sig selv i afvigerrollen, fremtræder der et paradoks. Og når man ser, hvorledes samfundet i et forsøg på at begrænse kriminaliteten og sikre retsbevidstheden kommer til at reagere på en sådan måde, at den unge bliver fastholdt i sin lovovertrædende adfærd, så fremtræder der en serie dilemmaer, vi bør tage alvorligt,« siger Lilli Zeuner, der også konstaterer, at forskerne ved overraskende lidt om bander og bandekriminalitet.
SFI · 126 sider · Pris 120 kr.
Ulighed og livsforløb
Analyser af betydningen af social baggrund
Af Mads Meier Jæger, Martin D. Munk og Niels Ploug
Denne undersøgelse er en af flere undersøgelser, der gennemføres i forbindelse med forskningsprogrammet om social arv. I denne rapport analyseres udbredelsen af social ulighed i Danmark, og sammenhængen mellem social ulighed og social baggrund på en række områder.
Den sociale arv influerer på valg og muligheder i voksenlivet. Som noget nyt viser undersøgelsen fx, at bedsteforældrenes uddannelsesniveau har betydning for børnebørnenes uddannelse.
SFI · 150 sider · Pris 135 kr.
Værgemål
- og andre former for repræsentation
Af Dorthe Vennemose Buss
Hvordan er reglerne om værgemål for børn og voksne? Hvordan anmoder man om værgemål?
Denne opdaterede anden udgave indeholder en gennemgang af de forskellige muligheder for at varetage økonomiske og personlige forhold til mennesker med nedsat handleevne fx demente, psykisk udviklingshæmmede, hjerneskadede m. fl. Desuden gennemgås reglerne om værgemål for børn og voksne, suppleret med en kort beskrivelse af reglerne om fuldmagt, generalfuldmagt, pensionsadministration samt stedfortrædende samtykke på sundhedsområdet.
Der gives praktiske anvisninger og der henvises desuden til forskellige hjemmesider, hvert kapitel er suppleret med relevant litteratur og lovmateriale, og til belysning af praksis er medtaget mange afgørelser fra domstole, statsamter og Civildirektoratet mv.
Bogen er et godt redskab for alle, der i praksis beskæftiger sig med værgemål og/eller mennesker med psykiske handicap og er endvidere anvendelig som introduktion til personretten.
Dorthe Vennemose Buss er cand.jur., ph.d og ansat som juridisk projektkoordinator på H:S Hukommelsesklinikken, Rigshospitalet i København, hvor hun arbejder med dementes retslige forhold.
Nyt Juridisk Forlag · 168 sider · Pris 285 kr.