SYNSPUNKT

Af Claus Bendix Olsen, socialpædagog

UDVIKLINGSHÆMMEDE HAR OGSÅ RET TIL SEX

Efter jeg har læst socialpædagog Jeanette Dyhrs synspunkt med overskriften Seksuelt Dilemma i LFS Nyt nr.18 blev jeg inspireret til at skrive lidt om mine erfaringer og tanker angående handicappede og seksualitet.

Jeanette stiller mange relevante spørgsmål om blandt andet grænser i forhold til sig selv, og de borgere, hun er sat til at hjælpe. Jeg har i kraft af mit arbejde på et bosted for voksne udviklingshæmmede også været på en del kurser om dette emne. På disse kurser oplevede jeg også, at der blev stillet en masse spørgsmål om grænser og alt det man skal passe på. Jeg oplever at alle er enig i at beboerne har ret til et sexliv, men vi syntes at opgaven er meget svær at håndtere. Det er så svært at komme i gang.

Men behøver det at være så svært? En måde at komme i gang på er at gøre sig klart, hvilken opgave vi har med at gøre. Her kan det være til nytte at læse Socialministeriets vejledning »Seksualitet uanset handicap«, som første gang udkom for mere end 10 år siden (1989). Men fremskridtene har været små i retning af bedre seksuel vejledning og hjælp til de udviklingshæmmede og handicappede, derfor er vejledningen udgivet igen i en ny udgave i 2001.

Formålet med vejledningen er:
• at beskrive den støtte og hjælp, der kan ydes til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
• at oplyse hjælpepersoner om, hvilke forpligtelser og rettigheder de har i forhold til at yde støtte og hjælp til seksualitet
• at beskrive de retlige rammer, så både hjælpepersoner og personer med nedsat funktionsevne kan være trygge ved henholdsvis at give og modtage hjælp
• at angive nogle pædagogiske retningslinier, der kan afklare nogle af de tvivlssituationer, som hjælpepersoner kan stå i, når de skal give oplæring, støtte og hjælp til seksualitet.

Vi har som pædagoger en pligt til også at tage hånd om det seksuelle område, selv om vi finder det svært, det fremgår også af serviceloven: En af de gennemgående målsætninger i serviceloven fra 1. juli 1998 er at skabe så normale vilkår og livsbetingelser som muligt for mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Et væsentligt formål med den sociale indsats er at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder. Samtidig skal indsatsen være med til at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse, blandt andet gennem kontakt og samvær.

I disse bestræbelser indgår også spørgsmål om støtte og hjælp i forbindelse med seksualitet. Også i FN’s Standardregler om Lige muligheder for handicappede (standardregel nr. 9) understreges det, at mennesker med nedsat funktionsevne skal have mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold på linie med andre mennesker, og at de i denne forbindelse skal støttes gennem lovgivning samt med relevant rådgivning.

Ømtåleligt emne

Vi behøver ikke at være så bange for at gå i gang, der er faktisk mange der forlanger og forventer at vi tager hånd om dette, og mulighederne er der. Men det er svært, og jeg tror vi undskylder det med at vi er bange for at overskride brugernes grænser Men står vi ikke tit i andre situationer, hvor vi overskride nogle grænser hos brugerne? Og når vi så oplever det, ved vi så ikke hvor grænsen er, stopper op og ændrer kurs?

Hvorfor er det så meget farligere, når vi taler sex? Jeg tror det er fordi seksualitet stadig for mange er et ømtåleligt emme. Det er svært at tale om, fordi det involverer en erkendelse af vores egen seksualitet. Jeg tror det er umuligt at forholde sig til andres seksualitet uden at forholde sig til sin egen. Derfor vil det være nemmere »bare« at sende beboeren til en prostitueret, men det er en lidt nem løsning, eller få fat i en seksualvejleder, men dem er der ikke nok af, så de er svære at få fat på. Men det er jo ikke brugernes problem, så noget må vi gøre selv. Og jeg mener vi kan meget selv.

Jeantte Dyhr er også inde på prostitution, og hun skriver om frygten for at beboerne skal udsættes for hiv og andre sygdomme, men jeg tror de flest prostituerede passer på sig selv. Prostituerede er andet end gadeluderen – de er en stor og nuanceret gruppe af mennesker som af forskellige årsager har valgt denne levevej.

Nogle mener at vi som pædagoger må se på denne »faggruppe« som et muligt redskab i det pædagogiske arbejde. (Jeg er ikke helt afklaret omkring brugen af prostituerede, jeg syntes der er nogle problemer i det, fx at det er kvindeundertrykkende og på længere sigt ikke særlig sundt for kvinden). Men i forhold til brugerne er min holdning ikke så interessant, for hvis brugerne giver udtryk for et ønske om at jeg skal etablere kontakt til en prostitueret, skal jeg gøre det, uanset min holdning, det står klart og tydeligt i vejledningen.

En anden ting jeg har oplevet i forhold til beboere der køber sex er, at det er svært at forklare beboeren, at det er en tjenesteydelse som han køber, (det er mest hanner der gør det) og at det ikke er en kæreste og kærlighed. Jeg har også oplevet at fyren ikke får den forløsning, vi som pædagoger havde håbet på, men blev mere tændt og ikke kunne forstå, hvorfor han ikke også bare må tage på de andre kvinder på institutionen. Så er der også det økonomiske aspekt, der ryger nogle lommepenge!

Men det som en prostitueret kan være god til at fortælle og vise er, hvad der er godt og hvornår beboerne tager for hårdt fat. Han får mulighed for at lære nogle tricks som han kan bruge en dag, hvor der (måske) kommer en kæreste.

Men jeg syntes ikke det er ved prostitution vi skal begynde, når vi snakker beboere og sex. Det er vigtigt at man begynder med »mindste indgreb princippet« og det kunne i mange tilfælde være onani, for så er det ikke så svært at komme i gang. Og nogle gange er det heller ikke så meget der skal til.

Min oplevelse er at det er godt i personalegruppen at få snakket om alle beboerne i forhold til seksualitet, lige som vi taler om alle de andre ting, fx kost og hygiejne. Som vi jo også tit regulerer. Det er vigtigt at tale om vores egne grænser i personalegruppen og er åbne om det. Hvad syntes jeg er svært? Og hvilken hjælp kan jeg få fra mine kollegaer så det ikke opleves så svært? Der er måske nogle der syntes det er svært at beboerne ser pornofilm og har blade liggende. Eller synes, at blot det at beboeren har ret til et sexliv er svært, men så er det måske det forkerte job man her. Det er vigtigt, at det ikke bliver den laveste fællesnævner, der bliver bestemmende for opgaveløsningen.

Se på beboernes adfærd. Hvem har et behov for vejledning/hjælp, er der noget i beboernes uhensigtsmæssige adfærd, der måske skyldes et uforløst sexbehov?

Find ud af hvem af beboerne der onanerer. Dem der ikke gør det, behøver de hjælp? Det kunne være pornoblade, film, glidecreme. Der er lavet film til udviklingshæmmede som omhandler vejledning i onani. Noget andet der er vigtigt at få undersøgt er forhudsforsnævring. Nogle mænd kan have forhudsforsnævring, og kan derfor have svært ved at onanere, da det kan gøre ondt.

Skaber vi mulighederne for at det kan lade sig gøre at onanere? Ved ikke at forstyrre og fx lade dem være alene i badet. Så er der nogle praktiske ting som at det er en god ide at der er en håndbruser, især for kvinderne, ikke noget med fast monteret bruser på væggen! Er badeværelset et behageligt sted at opholde sig, eller kan det være hyggeligere? Er der spejle på bostedet? Det er vigtigt for kropsbevidstheden at man kan se sin krop, og det er altid en begyndelse.

Forsøg at skabe et miljø hvor det er naturligt at snakke sex. Det er også vigtigt at man i personalegruppen finder ud af, hvilke ord man bruger, fx. kalder man det at hygge sig, når man mener onanere. Så skal man sige onanere eller hvilket ord man nu vælger. Når beboerne ved hvad det hedder, kan de også selv sige hvad de vil.

Hvis beboerne har sprog, kan man spørge dem om de onanerer. Nogle vil måske mene at det er at gå over en grænse, for hvad hvis de ikke har lyst/behov, er det så os der påtvinger dem et behov? Det syntes jeg ikke det er; tænk hvis de har det behov, men der aldrig er nogen der har talt med dem om det. Hvorfor skulle de ikke have den glæde i livet? Det er os der er tættest på dem, så det er noget vi skal tage os af. Min oplevelse er at beboere, der kan tilfredsstille sig selv er mere harmoniske og afslappede.

Kropsbevidsthed

Hvis man beslutter at der er brug for praktisk hjælp til onani, så skal der laves en handleplan på det. Der er i vejledningen klare regler om det, fx må vi ikke onanere på en person, men vi må godt støtte en beboers hånd. Det vil sige, hvis det fx er en mand må vi godt holde uden på hans egen hånd. Det er også her man kan beslutte, om man evt. vil inddrage en seksualvejleder eller en pædagog, som måske ikke er så tæt på beboeren. Som personale har man altid ret til at vælge en sådan opgave fra, når det omhandler praktisk hjælp. Her er det måske også vigtigt at slå fast, at vi aldrig må bruge os selv som seksualpartner i bestræbelserne på at tilfredsstille beboernes behov.

Seksualitet handler også meget om kropsbevidsthed og berøring. I forhold til berøring er mange af vores brugere meget underernærede, måske kan vi blive bedre til at turde åbne op og bruge vores kroppe fx massage. Vi er meget bange for at nusse og berøre.

Motion er også en god ting, det ved alle, men også i forhold til sex kan det havde en betydning. Jeg har hørt erfaringer med udviklingshæmmede par, der holdt op med at bolle, hver gang de blev lidt forpustede og mærkede hjertet banke, og de ikke viste hvad det betød. Så kan det være en ide fx at løbetræne eller dyrke anden fysisk aktivitet og få erfaring for at det ikke er farligt at blive forpustet.

I forhold til pårørende vil nogle måske mene at der kan opstå problemer. Det kan der jo altid, men i forhold til seksualitet oplever jeg at de pårørende faktisk er lettede over, at vi også tager dette aspekt med i vores arbejde. Hvis de undrer sig over det, må vi forklare at det er en pligt vi har. Det er en opgave, vi skal tage os af.

Måske får jeg det til at lyde meget let, det ved jeg godt det ikke er. Men beboernes seksualitet fylder meget også selv om vi ikke gør noget ved det, og måske mest da. Jeg ved godt at dette emne for mange er svært, men jeg håber at mit indlæg kan inspirere til at gå i gang med arbejdet. Når man først er i gang så føles det ikke så svært. Det er en proces, og det sværeste er at komme i gang.

Jeg håber det kan medvirke til at mennesker med nedsat funktionsevne også får mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold på linie med andre mennesker, og får den støtte der skal til.