Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Arbejdsmiljø
Ud til højre...
Af Elisabeth Lockert Lange
Udbygningen af Bedriftssundhedstjenesten blev stoppet af den nye regering. Det møder hård kritik, bl.a. fra LFS, som opfordrer Københavns Kommune til at betale for at tilslutte kommunens dag- og døgninstitutioner og dagplejen.
Ved dette årskifte skulle en ny bekendtgørelse været trådt i kraft, som for København betød, at hele dag- og døgninstitu- tionsområdet skulle tilsluttes Bedriftssundhedstjenesten København, sådan at i alt 13.600 ansatte i kommunen blev omfattet.
Men sådan er det ikke gået. Den nye regering stoppede udbygningen som noget af det første, da den tiltrådte. Som argument bruger den borgerlige regering, at der er brug for at nytænke arbejdsmiljøpolitikken og i dialog med arbejdsmarkedets parter. Og så mener de, at der er for meget bureaukrati i ordningen.
Det er faglig sekretær i LFS, Olaf Christensen, fuldstændig uenig i. »Der kan sagtens ske nytænkning ved den udvidede tilslutning til Bedriftssundhedstjenesten, ja, mulighederne for det styrkes af en udbygning. Og selvfølgelig skal arbejdsmarkedets parter inddrages. Vores erfaring er, at det bliver de også. Men det er vigtigt, at der er en professionel arbejdsmiljørådgivning, også når parterne er uenige«, fastslår han.
Fremfor bureaukratisk beskriver Olaf Christensen Bedrifts- sundhedstjenesten København som strømlinet og velrenomeret.
»Bedriftssundhedstjenesten København er en velfungerende professionel bedriftssundheds tjeneste, som får meget ros af arbejdspladserne, og som respekteres af resten af landet. Det er vores klokkeklare erfaring med et positiv samarbejde. Så intet af det kan bruges som argumenter imod en tilslutning«.
Arbejdsmiljøproblemer
Bedriftssundhedstjenesten Københavns kommune er landets største offentlige bedriftssundhedstjeneste. De rådgiver ansatte i institutioner og virksomheder om, hvordan de kan forebygge arbejdsmiljøproblemer.
Bremsningen af den planlagte udbygning af Bedrifts- sundhedstjenesten betyder, at der alligevel ikke er mulighed for at yde forebyggende arbejdsmiljørådgivning til dag- og døgninstitutionerne i Københavns kommune. Faktisk er der i stedet for tale om en nedskæring. Samtidig med at det blev vedtaget at udbygge tjenesten fra årsskiftet, blev der aftalt en nedsat normering, fra 1250 ansatte pr. BSTmedarbejder til 1600. Den nedsatte normering bliver fastholdt. Så reelt bliver der skåret ned i Bedriftssundhedstjenesten, uden at der kompenseres ved, at der tilsluttes flere ansatte.
»Vi har haft mange tiltag sammen med Bedriftssundhedstjenesten, bl.a. omkring vold på døgnin- stitutionerne og støj, kursusvirksomhed og erfaringsudveksling, så vi har masser af konkrete eksempler på, hvordan de kan være med til at styrke arbejdsmiljøindsatsen – ikke kun for de enkelte arbejdspladser men for hele områder«, vurderer Olaf Christensen.
Problemerne på kommunens arbejdspladser er veldokumenterede. Han nævner de tre arbejdsmiljømæssige hovedproblemer, som LFS' medlemmer oplever: indeklima, støj og psykisk arbejdsmiljø.
»Den store fælles undersøgelse for nogle år siden påviste, at 80% af institutionerne har store problemer med støj. Vi har endnu ikke fået nogen reaktion fra de kommunale arbejdsgivere på, hvad de vil gør ved det. Også psykisk arbejdsmiljø oplever vi fylder mere og mere ude på arbejdspladserne, foruden nedslidning af rygge, som vi ser især i arbejdet med små børn og udviklingshæmmede. Trods at der er uddannet særlige ryginstruktører, er der stadig store problemer. Bedriftssundheds-tjenesten har konsulenter, som har viden om disse områder, og den vil kunne medvirke til et konstruktivt fremadrettet arbejdsmiljøarbejde«.
Det er desværre ikke første gang at BST-udbygningen sættes i stå. Da hele social- og sundhedsområdet skulle omfattes af BST-pligten, var det den Socialdemokratiske regering med Jytte Andersen i spidsen, der standsede udbygningen.
»Også dengang skete det med forblommede vendinger om, at det forebyggende arbejde fortsat skulle udbygges. Det skulle bare sket på et mere frivilligt grundlag og der skulle være mere plads til anderledes BST-ordninger og alternative rådgivnings- og forebyggelsesinitiativer. Der skete imidlertid intet ud over at udbygningen blev sat i stå. Netop derfor måtte man flere år efter igen sætte den lovpligtige BST-udbygning på dagsordenen. Når den nye beskæftigelsesminister nu igen standser udbygningen for at gøre plads til alternative forebyggelses-initiativer er der i bedste fald tale om uvidenhed eller dumhed, men konsekvensen vil desværre nok være direkte nedskæring på arbejdsmiljøområdet«.
Fire millioner
Der er store fordele ved, at viden og erfaring om arbejdsmiljø fastholdes i Københavns kommunes regi og på samme instans, fremhæver Olaf Christensen.
»Fremfor at det er private konsulentfirmaer, som gør sig erfaringerne, og som tager deres viden med sig, er det klart at foretrække, at erfaringer og viden bibeholdes i Bedriftssundhedstjenestens regi. Når bare den fastholdes som en uvildig instans, er det den bedste model for det forebyggende arbejdsmiljøarbejde «.
Siden udbygningstaksten blev vedtaget, har Bedriftssundhedstjenesten forberedt sig på det. Det betyder, at de står med et beredskab til kvalificeret rådgivning, som arbejdspladserne har et stort udækket behov for.
»Bedriftssundhedstjenesten har gjort meget for at sætte sig ind i de nye områder, som skulle have været tilsluttet ved årsskiftet. Det er ærgerligt, at al den energi tabes. Men der er ingenting til hinder for, at Københavns kommune vælger at fastholde tilslutningen. Det vil koste ca. 3 mill. i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og 1 mill. i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen at gennemføre tilslutningen af alle deres arbejdspladser«.
Peanuts mener han – i forhold til hvad kommunen kunne få ind på det i form af støtte til et sundt og sikkert arbejdsmiljø for de ansatte i kommunen.
»Det eneste der står tilbage som argument for ikke at fastholde udbygningen er, at der ikke længere er et lovkrav, og at man vil spare på det forebyggende arbejdsmiljøarbejde. Men kommunen har altid fremhævet, hvor vigtigt det er for dem med med et godt arbejdsmiljø for de ansatte og en arbejdsmiljøindsats ud over det sædvanlige. Og mit argument er, at man reelt vil spare penge ved at investere i det forebyggende arbejde. Som en tilslutning til Bedriftssundhedstjenesten vil være«, siger Olaf Christensen.