Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Redigeret af Elisabeth Lockert Lange
KOLONISATSER for specialområdet I henhold til overenskomsten ydes der kollonitillæg til ansatte, der deltager i feriekoloni. Tillægget udgør på hverdage kr. 442,53 og på søn- og helligdage kr. 885,07. Tillægget er pensionsgivende. Denne aftale gælder fra 1.6.2002
Alt godt fra havet
Øresundsmiljøskolen i det gamle krudthus Carls Bastion på Holmen er nu åbent for hovedstadens børnefamilier og skolebørn. Her kan de sammen udforske Københavns natur, historie og kultur. Sigtet er at skabe et undervisnings- og oplevelsesmiljø for børn og unge, hvor alle aktiviteter tager udgangspunkt i børnenes egen udforskning af den verden, der gemmer sig under havoverfladen.
Både natur, miljø, friluftsliv og kulturhistorie inddrages for at skabe en forståelse af byens udvikling i sammenhæng med naturgrundlaget. Skolens gamle hus byder på et indendørs havlaboratorium. Her kan børn og voksne udforske krabber, muslingeskaller og snegle i laboratoriets føleakvarium, og her kan de studere alle sider af historien, miljøet, fiskeriet, skibsfarten osv. Skolen sætter nemlig miljø og natur ind i et historisk perspektiv, og de københavnske familier kan få en forståelse for den betydning, naturens tilstand har for at både planter, dyr og vi selv kan leve og overleve.
Daginstitutionerne er også med i miljøarbejdet. Og med det nye havlaboratorium leger de små børn sig til viden om miljø og vand. Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ser det som en fantastisk mulighed, som han håber mange daginstitutioner vil benytte sig af.
Københavns Kommunes Miljøtjeneste og Foreningen Norden, der har brugsretten til Carls Bastion, står for den daglige drift af skolen, som er resultat af et samarbejde mellem tre kommunale forvaltninger, Uddannelses- og Ungdom, Familie- og Arbejdsmarked og Miljø- og Forsyning.
Læreplaner i dagtilbud
Regeringen ønsker som bekendt læreplaner i landets dagtilbud. LFS har sendt et høringssvar og tager fat i en anden ende. Fagforeningen mener, at det er langt vigtigere at kommunerne formulerer en børne- og ungepolitik, herunder en politik for dagtilbudsområdet. Hvis ikke forudsætningerne for det enkelte dagtilbud er til stede, det vil sige hvordan kommunen udmønte formålsbestemmelsen med dagtilbudene, har man ikke det rette grundlag for at beskrive egen pædagogisk praksis. Desuden bør kommunens tilsynsforpligtigelse over for daginstitutionerne skærpes og præciseres.
At indføre pædagogiske læreplaner for alle dagtilbud opfatter LFS som et overbudsforsøg på at rette op på problemerne i ganske få dagtilbud.
FOA udtrykker bekymring for at det handler om at indføre skole ad bagvejen, også selvom det fremgår i bemærkningerne til loven at det ikke er hensigten. FOA ønsker dem omdøbt til pædagogiske udviklingsplaner.
Flere børn begår kriminalitet
Københavns Politi rapporterer, at de i år har »anholdt« og »sigtet« så mange børn under 15 år, at det er nødvendigt med en omfattende kriminalpræventiv indsats. 364 børn under 15 år blev de tre første kvartaler i 2003 taget for forskellige ulovligheder, skriver Jyllands Posten.
De mindste børn er ofte i selskab med ældre søskende, der dog ikke nødvendigvis er over 15 år. Politiet mener, at der både er tale om et socialt problem og ofte også et integrationsproblem. Også tallet af unge mellem 15 og 18 år, der fremstilles i Københavns Dommervagt med henblik på varetægtsfængsling, er steget markant.
Årets Nytårsgave 2004 på 25.000 kr gives til redaktør Jimmy Stahr og forfatter Eva Bendix. De får prisen for at have startet bevægelsen De nye bedsteforældre og for deres arbejde for at fremme kontakten mellem bedsteforældre og deres børnebørn og for at skabe de bedst mulige forhold for børnebørnene.
Bevægelsen har som forsøgsordning medvirket til at få indført varm mad i flere skoler samt været med til at få fjernet reklameblokke i forbindelse med børneudsendelser i TV. I øjeblikket arbejder bevægelsen på at skabe kontakt til skoler for at tilbyde skolen mulighed for at trække på bedsteforældres erfaringer.
25 mio. kr. til forskning i sygefravær
Arbejdsmiljøforskningsfonden uddeler 25 mio. kr. til projekter inden for temaerne »Udstødning og sygefravær« og »Forbedret psykisk arbejdsmiljø«.
Arbejdstilsynet har modtaget 77 ansøgninger til pojekter fra et bredt felt af ansøgere, som arbejder med forskning og udvikling i arbejdsmiljø, bl.a. institutioner/institutter, virksomheder, organisationer m.fl.
»Uddelingen af de 25 mio. kr. er med til at forstærke forskningsindsatsen på området, og det kan medvirke til at afklare arbejdsmiljøets betydning for sygefraværet og for, hvordan der kan forebygges«, siger direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet. Beskæftigelsesministeren har godkendt projekterne og fordelingen af midler. Endnu en ansøgningsrunde starter i år.
NY ARBEJDSSKADEREFORM TRÅDT I KRAFT
Den nye arbejdsskadereform, som betyder at mange af de arbejdsskader som i det gamle system blev afvist, rent faktisk bliver godkendt som arbejdsskader, er trådt i kraft her ved årsskiftet. bygger på et nyt ulykkesbegreb: »en personskade, forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for fem dage«. Dette nye ulykkesbegreb giver et langt mere retfærdigt system og vil føre til flere erstatninger for arbejdsskader. Den væsentligste ændring er at kravet om det udefrakommende og ikke forventelige er væk, dvs at hændelsen som førte til arbejdsskaden nu ikke længere skal være pludselig, komme udefra og ikke mindst være usædvanlig for arbejdet. I den gamle lovgivning blev hvad der er forventeligt for et bestemt arbejde tolket så restriktivt, at meget få arbejdsskader blev anerkendt. Forventningen er også, at sagsbehandlingstiden går ned, fordi loven forenkles.
SEJR FOR ARBEJDSSKADEDE I FLEKSJOB
Kort før jul afgjorde Højesteret, at en person der har pådraget sig en arbejdsskade, og derfor er i fleksjob, skal have beregnet sin arbejdsskadeerstatning uafhængig af den løn, som vedkommende får via sit fleksjob. Derimod skal der anlægges en konkret bedømmelse af, hvad den skadede ville eller burde kunne tjene, hvis vedkommende ikke var i fleksjob. Dommen er i første omgang en sejr til Dansk Metal, som anlagde sagen på vegne af et medlem, i anden omgang alle andre i samme situation.
Dommen får dermed betydning for alle arbejdsskadede i fleksjob. Dommen betyder at alle afgørelser om erhvervsevnetab, hvor den arbejdsskadede har fået et fleksjob på grund af arbejdsskaden, skal genvurderes. De tidligere afgørelser er truffet ud fra en forudsætning om, at erhvervsevnetabsprocenten skal vurderes ud fra indtægtsforskellen der medinddrager fleksjobtilskuddet fra kommunen. Dommen i Højesteret har afgjort, at erhvervsevnetabsprocenten skal træffes udfra hvad den skadede ville kunne tjene, hvis ikke der var etableret et fleksjob. Arbejdsskademyndighederne er aktuelt i færd med at afgøre om de af egen drift genoptager alle sager.
FOKUS - FOrum for Kvalitet og Udvikling i offentlig Service - inviterer til gåhjemmøde om Strukturkommissionens betænkning. Mødet afholdes tirsdag den 3. februar kl. 16-18.00 i Amternes Hus, Dampfærgevej 22, København Ø. Strukturkommissionens er blevet bedt om at vurdere, om der er behov for ændret størrelse af kommuner og amter, og om der er behov for at flytte opgaver mellem forvaltningsniveauer.
Gåhjemmødet giver dig mulighed for at høre mere om betænkningens konklusioner og deltage i debatten med tre af strukturkommissionens medlemmer: direktør Jørgen Søndergård, Socialforskningsinstituttet, direktør Peter Gorm Hansen, KL (Kommunernes Landsforening) og direktør Otto Larsen, Amtsrådsforeningen. Mødet er gratis, men tilmelding er nødvendig.
Dagplejeruddannelsener en ny landsdækkende uddannelse. Den er blevet til i et samarbejde mellem dagplejeledere fra hele landet. Dermed er uddannelsen baseret på alle de gode erfaringer, som er opsamlet i hele landet igennem mange år. COKs (Center for Offentlig Kompetenceudvikling) dagplejeruddannelse bygger på det koncept, som KL og FOA har udviklet.
Målgruppen er nye dagplejere og dagplejere, som ikke har været på grundkursus. Formålet med uddannelsen er at øge dagplejernes kvalifikationer og kompetencer i forhold til arbejdet med børnene og deres forældre. Uddannelsen er modulopbygget, og undervisningen er problemorienteret, erfaringsbaseret og processtyret.
Uddannelsen består af to moduler, et introduktionsmodul med tre dages praktik i egen kommune og en uges teori, og et grundmodul med to ugers teori, seks uger i eget dagplejehjem, og til sidst en uges teori. Kurserne ligger i februar og marts.
Inspirationskurser på Louisiana
Inspirationskurserne i 2004 i Louisianas Børnehus er tilrettelagt for pædagogisk personale og pædagogstuderende. Kurserne er tænkt som inspiration til, hvordan man kan inddrage moderne kunst i sit daglige arbejde med børn. På Louisianas nye hjemmeside www.louisiana.dk kan man se, hvilke kurser der er planlagt i 2004.
Det første kursus i det nye år afholdes mandag den 2. februar fra kl. 10 til 15. Udgangspunktet er udstillingen Soltemplet og den fantastiske samling af præcolumbiansk kunst, som Louisiana har modtaget fra Niels Wessel Bagge-samlingen. På kurset arbejdes med keramiske former, dekorationer, præcolumbianske menneskefremstillinger og begrebet animisme. Kurset koster 750 kroner og tilmelding er nødvendig. Den 8. marts afholdes inspirationskursus med udgangspunkt i udstillingen »I hate you«, Falkenbergs samling af moderne kunst og samtidskunst.