Ellepilen

Af Elisabeth Lockert Lange

RO I LEJREN

En rød tråd i pædagogikken, integration af afdelinger og ro og helhed for børn fra 0 til 18 år er nogle af de elementer, som Valby-institutionen Ellepilen er lykkedes med på kun to år. Det har krævet vilje, fleksibilitet og respekt for hinandens styrkesider.

En synlig ledelse og en dynamisk personalegruppe som vil arbejdet med børnene.
Det var en del af skudsmålet, da en anden Valby-institution som led i institutionsledernes erfa-arbejde deltog i en af den integrerede institution Ellepilens personaleweekends for at give feedback på deres oplevelse af gruppen og dens arbejde.

Både dynamikken og den synlige ledelse er tydelig i samtalen med Martin Rosenquist, Ellepilens leder, Charlotte Johansen, dens souschef og Hanne Paluszenski, afdelingsleder. De har sat LFS Nyt stævne for at give deres syn på, hvor institutionen er henne efter sammenlægningen af to institutioner i lejren, som de kalder området, Ellestykket og Pilestykket, med de røde træhuse, og som en opfølgning på den »det vil vi«-artikel som blev bragt i LFS Nyt for halvandet år siden.

Ellepilen blev skabt 1.10. 2001 og huser nu 128 børn fra 0 til 18 år, dvs. fra vuggestue til ungdomsklub. Martin Rosenquist blev leder og han kom med store visioner og ambitioner. Hanne Paluszenski kom til senere, og Charlotte Johansen for mindre end et år siden.

Målet med institutionen var og er først og fremmest integration for børnene, et liv i ro og sammenhæng fra lille til stor gennem 18 år. Når de selv skal sige det, er institutionen nået langt. Og som ledelse udtrykker de en stor respekt for personalegruppen.

»Det tager normalt mindst fem år efter en fusion, før man for alvor kan se hvor det bærer hen. Set i det lys er vi kommet rigtig langt på to år. Personalegruppen har været utrolig meget igennem, og jeg er taknemmelig for deres store indsats. Jeg er glad for at få lov til at være leder for mennesker, som sætter arbejdet så højt, men som ofte løber panden mod en mur på grund af ydre omstændigheder. De er 140% på arbejde, når de er her«, siger leder Martin Rosenquist.

Den røde tråd
Der har også været omkostninger. Meget har skullet forandres, understreger Martin Rosenquist, og der var en række uhensigtmæssige mønstre, som der skulle ryddes op i. Tidligere var der ingen rød tråd i pædagogikken, der var ingen integration mellem afdelingerne og de dækkede fx ikke ind for hinanden, når der var sygdom. Nogle ansatte har forladt institutionen, frivilligt og mindre frivilligt. Sygefraværet er højt delvist på grund af tre langtidssyge. Også han selv har været nede og dykke og måtte have hjælp af lokalforvaltningen.

»Men da jeg gik ned, tog personalet ansvar og tog over. Og de er nu et andet sted og med et andet ansvar«, siger han. Det høje sygefravær er arbejdsrelateret på grund af den hårde belastning, det er, hele tiden at arbejde på at ændre og integrere. I den forbindelse har de også haft et firma, Nursecare, ude og helbredstjekke nogle af personalet, en god oplevelse og et lille tiltag som gav tilfredshed.

»Det høje sygefravær betyder at der konstant mangler nogen et eller andet sted i huset, som andre skal dække for. For selvom vi er tilknyttet et område i huset, arbejder vi på kryds og tværs, laver fælles ting og dækker hinanden ind«, siger afdelingsleder Hanne Paluszenski.

Souschef Charlotte Johansen tilføjer: »Bortset fra presset, er det ikke ellers mit indtryk at vores arbejdsmiljø er dårligt, der er ingen sladder i krogene og den slags. Vi kan selvfølgelig gå fejl af hinanden, gamle og nye, men jeg må sige at de 8-10 som er tilbage fra før sammenlægningen er fantastiske til at omstille sig«.

Ud af forandringsprocessen er der kommet en meget positiv arbejdsgruppe, fortæller Martin Rosenquist. >Nøgleordet er fleksibilitet, og det er nødvendigt i en institution som denne. Man hjælper hinanden på stuerne. Én gang om året tager vi også op, om hver enkelt medarbejder er der, hvor de gerne vil være, og så taler vi jobrotation. Nogle har også brugt det«.

Bruger hinanden
Med integrationen og samarbejdet er der også kommet en ny mulighed i huset for at bruge hinandens ekspertise, for hver især har den meget blandede gruppe evner og kundskaber, som andre kan have glæde af. De har derfor netop etableret en idébank, som de forventer en del af.

»Vi synes det er vigtigt at vi bruger hinandens forcer, og der er en stor viden i huset. På hvert personalemøde har vi et tema og et oplæg, hvor vi bruger en time på at én af os underviser de andre i noget, han eller hun ved særligt meget om. Så diskuterer vi bagefter, hvad vi kan bruge det til pædagogisk. Sidst var det børns sprog«, fortæller Martin Rosenquist. Hanne Paluszenski fortsætter:

»I det hele taget bruger vi meget at se på hinanden i hverdagen. Vi bygger på tillid og åbenhed, og det fungerer fint at lære ved at se andre gøre noget eller lave noget sammen, hvor den ene kan observere den anden«.

»Vi er også en meget direkte gruppe og vi har meget fjol; vi griner meget. Vi er også rummelige, og ledelsen holder ikke øje med folk. Tidligere kunne folk føle det sådan, når Martin gik igennem stuerne, men det er der slet ikke noget af mere. Nu er vi et lederteam, og personalet ved at vi ved at de laver noget. Og så synes vi også, det er ok at kigge hinanden over skulderen – og spørge positivt«, supplerer Charlotte Johansen.

Aktiv forældregruppe
Institutionen ser sig selv som serviceorgan for både børnene og forældrene. Institutionens forældrebestyrelse er meget aktive og interesserede i både personalets og børnenes velfærd, fortæller de.

»Forældrene kommer med mange forslag, og vi er meget åbne over for deres idéer. Vores forældrebestyrelse har bl.a. bevilliget en personaleweekend på landet, så vi kunne grine og være sammen socialt. Vi bruger dem meget, og det er forældrene, der skriver i årsplanen, hvad vi har lavet i årets løb. De er lige så meget med i hverdagen som resten af os, og sådan har de selv valgt det«.

En ny og en gammel forældregruppe har mødt hinanden med positive resultater, for 97% af alle børn i vuggestuen og børnehaven kommer nu fra alle dele af København. Ellepilen er blevet en efterspurgt institution med venteliste.

Det har ikke været gratis. I forløbet er der brugt adskillige millioner kroner på at ombygge, modernisere og gøre indretningen tidssvarende.

Der er meget plads både ude og inde. Udefra er det stadig de røde træhuse der ligger som en trelænget gård med en stor legeplads foran, der møder én når man kommer. Indvendig er der vuggestue, småbørnsstue som mellemstation, børnehave, fritidshjem, fritidsklub og ungdomsklub: hver aldersgruppe har deres stuer med deres tydelige særpræg. Der er nye værksteder, bl.a. sløjd, musikrum og ikke-voksen værerum. Meget er blevet ændret, stuer sat i stand og malet, køkken moderniseret, toiletter renoveret, bortset fra et pissoir (!), som meget snart står for tur. De fleste rum er lyse, farverige og charmerende. Legepladsen er helt ny, flot og spændende med store trækonstruktioner. Bag husene er der en vild naturlegeplads som kontrast til den pænere legeplads.

Klar pædagogik
Pædagogikken har de også fået fod på. Som tema har de venskaber og relationer, struktureret forskelligt i forhold til aldersgrupperne, men det bygger på respekt og tillid.

»Derfor er det også så vigtigt, hvordan vi selv taler til hinanden indbyrdes. Og vi er ved at være den helt rigtige gruppe nu med klare retningslinjer for vores pædagogik, som vi nu er i gang med at praktisere«, vurderer Charlotte Johansen.

Det handler bl.a. om, at hvis én voksen siger nej, det kan hun ikke lige nu, så må barnet gerne spørge en anden. Det handler om at se på, hvad de selv som pædagoger kan gøre anderledes, hvis nogle børn laver ballade. Det handler om sprogstimulering, ikke fordi de har mange to-sprogede børn, men fordi mange danske børn har brug for det. Ud over at det er integreret i dagligdagen med sange og bevidsthed om kommunikationen, har de sat en fast pædagog af til det fire timer om ugen. De bruger meget musik, har indført en stille hvilestund hver dag med stille musik bl.a. hvalsang, som ren mediation for at gå imod børnenes stress. Børnene lærer koncentration, bl.a. via skakspil, som mange af børnene er meget glade for. Skakspillet står for sig i stor størrelse på et bord, det skaber en anden respekt for det, er deres erfaring.

Og de har planer. Reggio Emilia pædagogik er en del af Ellepilens mål for fremtiden efter en studietur til Firenze sammen med Valbys andre institutionsledere. Deres mål er at være en institution, hvor de ting børnene ønsker at prøve, afprøves, hvor fortrolighed mellem barn og voksen er en naturlig del af dagligdagen, hvor forældrene har lyst til at deltage og være med. En institution hvor alle føler sig hjemme og hvor der er plads til alles forskellighed.

Til efteråret udvides institutionen med en udflytterdel, så børnene også får mulighed for at komme ud på en grund i Greve på 13.000 kvm.