Fritidsinstitutioner

Af Per Bregengaard, uddannelses-og ungdomsborgmester I København, Enhedslisten

KØBENHAVNS KOMMUNE HAR SAT SIN EGEN PÆDAGOGISKE KURS

Torsdag den 11. december er en mærkedag for Københavns fritidsinstitutioner. Den dag besluttede Borgerrepræsentationen, at alle fritidshjem kan opretholde deres nuværende status og at opgive KKFO’erne som strategi. Det er slutstenen på en række vigtige beslutninger for området taget i løbet af 2003.

Gennem de seneste årtier har det været udtryk for en moderne tankegang at skabe en heltidsskole – eller i al fald en helhedsorienteret skole med en skolefritidsordning under skolens ledelse. Det smager af mere skole og en barndom under skolens traditionelle dagsorden, især når dagsordenen er parret med øgede faglige krav i skolefagene.

Efter voldsomme politiske og faglige konflikter og et par vaklende skridt har Københavns Kommune nu sat sin egen pædagogiske kurs, hvor fritidspædagogikken, udviklingstanken og børnenes frirum skal stå stærkt i forhold til den skole, som står stærkt. Det ambitiøse skibs sødygtighed hviler på:

– At fritidsinstitutionerne i lighed med skolerne efter en grundig debat har fået en række målsætninger, der definerer fritidsinstitutionernes selvstændige rolle i børnenes liv og udvikling. Det bliver således synligt, at fritidsinstitutionerne er andet og mere end en pasningsordning mellem skoletiden, hvor »ungerne lærer noget«, og forældrenes ankomst til hjemmet.

– At de selvstændige fritidshjems eksistens er sikret, og indførelse af skolefritidsordninger – SFO’er, som i Københavns Kommune hedder KKFO’er – er opgivet som strategi.

– At udviklingen af samarbejdet mellem skole og fritid fra børnehaveklasse til 3. klasse er præget af ligeværdighed og gensidig respekt, og fritidspædagoger og lærere udvikler samtænkningens målsætning og metode med forankring i egen faglighed for at fremme børnenes alsidige og personlige udvikling.

– At samtænkningen er et politisk højt prioriteret udviklingsprojekt, som er lokalt forankret og har stærk opbakning fra de ansatte og deres organisationer.

Ny målsætning for fritidsinstitutionerne
Visionen er, at de københavnske fritidsinstitutioner befordrer børnenes selvværd og kreativitet ved at bidrage til at skabe ikke alene et sammenhængende, men også varieret, indholdsrigt og godt børneliv. Skolernes målsætninger indeholder en tilsvarende formulering. Målet er alsidigt udviklede, frie, selvstændige og vidende mennesker med værdibaserede, tolerante, demokratiske og sociale holdninger.

Fritidsinstitutionerne skal være lokale og levende udviklingsrum, hvor alle børn føler sig hjemme, kan stifte venskaber og indgå i fællesskaber. Det enkelte barn skal have mulighed for at lege og udnytte sine stærke sider og udvikle sine svage sider i eget tempo. Børnene skal tilbydes udfordringer, møde omsorg og føle sig sete og værdsatte hver dag.

I »Målsætning 2003 for fritidshjem/KKFO« er det uddybet, at fritidsinstitutionen skal give børnene rum til både at lege og lære. Børn udvikler sig bl.a. gennem leg, men også gennem iagttagelse og samvær med andre børn og engagerede voksne. Mange af de aktiviteter, som børn i institutioner deltager i, rummer læringsprocesser. Personalet skal således være opmærksom på de mulige læringselementer, der kan ligge i de forskellige aktiviteter, set i forhold til det enkelte barns modenhed og udvikling. Fritidsinstitutionerne skal samtidig være åbne over for børnenes umiddelbare behov og ønsker. Børn udvikler sig og tager ved lære, når de har mulighed for at bestemme selv og gøre egne erfaringer. For at opnå dette har børnene brug for de voksnes hjælp til at kende deres muligheder og til at kunne vælge forskellige aktiviteter, rum, tidsforbrug og andre samværsformer.

Men børn har også behov for fred og ro – alene eller sammen med selvvalgte kammerater. Personalet skal have omsorg for barnet, men omsorgen skal ske i naturlig respekt for barnets integritet. Børnenes udviklingsrum er kendetegnet som en vekselvirkning mellem de enkelte børns initiativ og formåen og de voksnes og pædagogens bevidste indsats i relation hertil.

Barnet skal kunne bruge forskellige voksne som afsæt til at bearbejde og se potentialet i de spørgsmål og problemer, som det tumler med i dets udvikling. De voksne, som børn møder i en fritidspædagogisk sammenhæng, har en anden dagsorden end undervisning.

Variation og frirum
Alle taler om helhed. Kun Københavns Kommune vægter variationen i rammerne for en god og udviklende barndom.

»Leg og læring« er blevet anvendt som det sesam, der skal lukke op for mere helhed i børnenes dag. Københavns Kommune taler også om leg og læring og er tilhænger af, at legen bruges i undervisningen, og man bruger den ikke mindst i indskolingen. Men man må gøre sig klart, at i skolen bliver legen underordnet læringen. Det er læringen, som er formålet med legen. Legen er arrangeret af de voksne, og dens rammer er fastsat i overensstemmelse med folkeskoleloven m.m.

Leg i skolen kan ikke erstatte den fri leg, hvor børn selv vælger og organiserer ud fra egne behov, indfald og mål. Den fri leg repræsenterer et særligt frirum for fantasi, venskaber og fællesskab. Det står i modsætning til skolen, hvor klassen og gruppen er dannet med en bestemt hensigt.

Overskrifter som »Helhed i børnenes liv og hverdag« præger på temmelig dogmatisk vis den politiske og pædagogiske dagsorden. Jeg frygter, at det bliver skolen og endda en overvejende traditionel indlæring, der kommer til at sætte dagsordenen, hvis man indfører helhedsskolen. Det vil være ikke mindre end skadeligt for børnene og deres udvikling, hvis skolen »kolonialiserer« det frirum, som fritidsinstitutionerne danner en væsentlig ramme for.

Ganske vist lyder det for mange logisk, at en udvidelse af skoledagen på bekostning af fritiden betyder en forbedring af børnenes almene faglige færdigheder. Men det kan faktisk ikke dokumenteres, at tidligere skolestart, længere skoledag eller helhed skolefagligt set giver dygtigere elever.

I England og Frankrig starter børnene i skole et par år tidligere end herhjemme. Når børnene er 10-12 år, er der ingen forskelle i læsefærdigheder mellem engelske, franske og danske børn. I en nordisk læseundersøgelse har man ikke kunnet finde en sammenhæng mellem antallet af »dansktimer«, og hvor langt man er nået i de små klasser.

Man må derfor spørge sig, om vi overvurderer betydningen af skoletidens omfang i tilegnelsen af skolekundskaber. Med andre ord: Er børns skolekundskaber også betinget af det, der sker uden for skolen, i børnenes frirum?

Den fri leg og de andre aktiviteter, som udfoldes i fritidsinstitutionerne, bidrager til, at børnene får brugt deres kræfter og bliver forpustede. Det stimulerer den motoriske udvikling. Det er i frirummet, man får opbygget venskaber og tætte relationer til andre børn og voksne af en anden karakter end i skolen. Netop fordi skolen i højere grad er styret af planlægning og struktureret arbejde. Hvis de elementer, som udvikles i den fri tid, ikke er på plads, er man ikke i stand til at lære særlig effektivt i skolen. Erik Sigsgaard har et tankevækkende billede på dette: »Der er en sammenhæng mellem hasemusklens udvikling og »læsemusklens«.

Det er vigtigt, at børn lærer at læse, skrive, regne og alle de andre færdigheder, som skolen er god til at formidle. Vi er ikke færdige med færdighedssamfundet. Men de traditionelle skolemæssige færdigheder er langt fra de mest afgørende i fremtidens vidensamfund og i den demokratiske og solidariske udvikling, mange ønsker. Der bør ske en forskydning af opmærksomheden mod de blødere kompetencer, som i højere grad læres ved at leve livet. Det handler om selv at tage beslutninger, at være kreativ og finde ud af at virke sammen med andre. Det kræver frirum og er prioriteret i målene for fritidsinstitutionerne i Københavns Kommune.

Skolens traditionelle klasseundervisning disciplinerer til fabriksarbejdet. Fabrikken og den gamle skole ligner hinanden til forveksling. Ordrerne udstikkes, man underordner sig, og tingene foregår samtidigt. Skolen er under stadig forandring. Værkstedsundervisning, projektarbejde og den demokratiske samtale repræsenterer nye former for et engageret og disciplineret arbejde, som skal supplere læringen i frirummet. For de fleste kræver det f.eks. megen viden og øvelse at lære at læse og skrive. Skolen er en specialist i formidling af sådanne færdigheder, som det er vanskeligt at tilegne sig på anden vis.

Et miljøskifte
Det engagerede og disciplinerede arbejde og udfoldelserne i frirummet kompletterer hinanden. Det er langt fra al læring, som er sjov, meget kræver sur øvelse. Det gælder i skolen, men også i fritiden: Det er godt at kunne cykle, men knap så sjovt at falde, mens man lærer.

Skole og fritid bør arbejde sammen, men skal også være adskilte. Det er sundt med et både fysisk og psykisk miljøskifte i løbet af dagen. Men selvfølgelig skal der også være plads til fælles projekter.

Det er vigtigt med hjemklasser i skolen, hvor rummet er en del af læringsmiljøet, og hvor børnene kan indrette deres klasser, som de ønsker. Vi har et princip om hjemklasser i Københavns Kommune, men det kniber med at følge med elevboomet. Vi har det samme princip, når det gælder fritiden i fritidsinstitutionen.

Fritidshjem er et godt ord. I fritiden skal rummene være mere hjemlige end arbejdspladserne på skolen. Deler man lokaler, skal tingene ryddes væk hver dag. Lokalerne bliver mere anonyme, og arkitekturen mister sin væsentlige dimension som forstærker af miljøet. Det fysiske miljøskifte er vigtigt for det åndelige. Det er ikke mindst vigtigt for børn, der har vanskeligheder i skolen og ikke finder deres stærke sider her.

Nogle argumenterer for helheden med, at skiftet skaber »zapperbørn«. Det tror jeg ikke på. For når helheden slår om i ensformigheden, bliver resultatet ikke mere harmoniske mennesker.

Selvfølgelig skal man ikke veksle mellem en uendelighed af miljøer. Men det er fint, at børn dagen igennem bevæger sig gennem flere miljøer. Det giver et mere spændende og varieret liv, som vi også som voksne lægger vægt på. Og det giver muligheder for at høste forskellige erfaringer, der bidrager til den alsidige udvikling af barnet, som både fritidsinstitution og skole har som mål. Begrundelsen for markeringen af et skifte fra skole til fritid ligger ikke kun i et forsøg på at værne børnenes frirum.

Selvstændige fritidshjem
Er det bedst med selvstændige fritidshjem eller SFO’er under skolens ledelse? Et typisk svar fra en kommunal forvaltning vil være, at organisationen bliver mere enkel, når fritidsinstitutionen både administrativt og pædagogisk kommer under skolens ledelse. Problemet er, at det kan gå ud over ligeværdigheden.

Et fritidshjem er en selvstændig institution med egen bestyrelse, ledelse og budget. En SFO-ordning betyder mindre forældreindflydelse og mindre pædagogindflydelse. En SFO er underlagt skolebestyrelsen og skoleledelsen og er en del af skolens budget. Man kan ikke fratage skolebestyrelsens eller lederens kompetencer i forhold til SFO’en, sådan er loven. Og hvis man ønsker en selvstændig SFO-bestyrelse og/eller ledelse, ja så har man et fritidshjem.

Det ligger alene i størrelsesforholdene, at kerneopgaven for en skole med SFO vil være undervisningen og ikke de små elevers fritid. Dette fokus vil sandsynligvis smitte af på de økonomiske prioriteringer af de knappe midler i sparerunder, både når det drejer sig om at påvirke politikernes prioriteringer og om at udmønte skolens eget budget. Det er vel at mærke ikke en planlagt politik, men noget der vil ske i kraft af strukturændringen.

Den ny struktur med SFO´er ændrer magtforholdene. Fritidspædagogikkens forkæmpere vil med nedlæggelsen af fritidshjem blive svækket i forhold til undervisningen, alene i kraft af at deres platforme i form af bestyrelser og eventuelle paraplyorganisationer forsvinder. Erfaringerne fra kommuner uden for København er, at personalet i SFO’erne i højere grad er blevet nednormeret end lærerne i undervisningen, og dette berører naturligvis udviklingsmål, kvalitet og læringsprocesser i den fri tid. Undervisningsminister Ulla Tørnæs oplyser i et svar på et spørgsmål stillet af Enhedslisten 23.10.03 (S. 369), at elev/- lærerratioen gennem de sidste 10 år er faldet med 0,4 elever, mens antallet af SFO-børn pr. fuldtidsansat er vokset med 0,2 børn. Artiklen fortsætter i næste nummer af LFS Nyt.