Leder:

Vejen til banden begynder i blealderen

Af Britt Petersen, formand for LFS

Bandeaktiviteterne i København, især København NV, har trukket overskrifter sommeren igennem. Det har fået overborgmesteren til at varsle, at han vil arbejde for en markant opgradering af de udgående indsatser over for de unge, der er i risiko for at blive rekrutteret af Loyal To Familie og andre destruktive fællesskaber.

Det kan vi kun bifalde. Godt pædagogisk gadeplansarbejde er et af de vigtige svar på udfordringerne. Men vi vil som pædagogisk fagforening gerne understrege, at det kun bør være én del af den forebyggende indsats. Derouten for de unge, der ender med at blive del af kriminelle netværk, starter nemlig længe før.

Loyal To Familia indfanger næppe mange unge, som kommer fra velfungerende familier, hvor forældrene har styr på, hvad deres børn foretager sig og hvem de er sammen med. Banden får næppe heller fat på ret mange af de unge, der klarer sig godt i skolen, har fritidsinteresser, som de går op i, og som måske har fået en læreplads eller studieplads på en videregående uddannelse.

Går du ind i en børnehave i NV - eller en af de øvrige bydele med mange udsatte familier - vil pædagogerne allerede der kunne udpege, hvilke børn der om 10-15 år vil være i risikozonen for at komme ud i noget skidt. Vi har nemlig ikke chancelighed for alle børn i Danmark. Er du barn (læs: Søn) i en familie med massive problemer, ingen tilknytning til arbejdsmarkedet og for få ressourcer til at være forældre, er du oppe mod tunge odds.

Vi kan selvfølgelig bare fortsætte med at fylde fængslerne op med bandemedlemmer. Den strategi vil betyde, at der kommer en ny, hver gang vi burer en inde. Skal vi reducere bandernes rekrutteringsgrundlag, er der kun en vej frem: Vi er nødt til at tage den tidlige indsats alvorligt. Der har været en tendens til at acceptere, at der er en gruppe børn i dette samfund, der allerede ved skolestart er så langt bagud, at man nærmest giver op på forhånd og lader dem sejle gennem hele deres skoletid. Den holdning er vi nødt til at gøre op med.

Børn i udsatte boligområder skal i daginstitution, og daginstitutionerne skal have en ordentlig normering, så børnene her kan få det skub i ryggen, som andre børn får hjemmefra. Har de brug for en ekstra sprogindsats for at kunne følge med i skolen, skal de have den. Familierne skal have støtte, så de kan formå at være der for deres børn. De store skolebørn skal følges på vej i en håndholdt indsats, så de ikke forlader folkeskolen til ingenting. Og der skal være forsvarlige pædagogiske tilbud til børn og uge i de udsatte boligområder, så de ikke er henvist til bandernes grillarrangementer.

Det er dyrt, ja, men det er formentlig meget dyrere på den lange bane, hvis vi lader være, for sociale problemer har det med at reproducere sig selv gennem generationer.