Leder:

Den lille lovlige korruption er den farligste

Af Britt Petersen, formand

Anklager om korruption blev en stor del af valgkampen i København op mod kommunalvalget. Ballet blev åbnet af radikale Anne Mee Allerslev, som mistede borgmesterposten og hæderspladsen på lygtepælene, fordi hun lånte Rådhushallen til sin bryllupsreception.

Kritiske røster har fremført, at det nærmede sig personhetz, da bølgerne gik højest. Og ja – det var ikke kønt, og man kunne have ønsket sig, at det var Anna Mee Allerslevs usædvanligt hårde linje mod syge mennesker i ressourceforløb, der (indtil videre) fik bremset den politiske kometkarriere. Men sagen var nødvendig. For vi skal som samfund slå hårdt ned, når folkevalgte og tillidsvalgte bliver blinde for, om de via deres positioner får uretmæssig adgang til goder, som andre borgere skal betale for eller stå på venteliste for at få.

Den rene korruption er for så vidt enkel nok at tackle, når den først bliver opdaget, for den er ulovlig og hører til hos domstolene.

Det er sværere med gråzonerne, der i højere grad handler om moral. Her opstår der nemt et skråplan. Det kan ske, når mennesker i vigtige positioner glemmer, at de har en særstatus, og at de netop derfor skal være ekstra bevidste om at holde sig på den helt rigtige side af dydens smalle sti.

Det var skidt, at politikerne på Københavns Rådhus gratis brugte de lokaler, som andre skal betale for i dyre domme. Anne Mee Allerslev gled så endnu længere ned af skråplanet, da hun satte embedsværket i sving med forberedelserne til hendes bryllup. Her nytter det ikke at forsvare sig med, at det var lovligt - for det var umoralsk.

Hvis vi ikke er vagthunde over for de politikere, vi har valgt, er der risiko for, at for mange bliver blinde for deres privilegier og falder for fristelsen til at ansætte deres venner, tage mod gaver, som gives i forventning om modydelser eller til at give sig selv klækkelige lønforhøjelser eller personalegoder.

Det gælder det politiske system. Men vi skal også vende spejlet mod os selv, for det gælder i lige så høj grad i fagbevægelsen. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i LFS er fagbevægelsens lille irriterende terrier. Vi sætter gang på gang spørgsmålstegn ved lønniveauet i både FOA og LO, og vi stiller os kritiske over for personalegoder, der langt overstiger det, der findes på det arbejdsmarked, som de tillidsvalgte repræsenterer.

Vi mener nemlig, at fagbevægelsen – i lighed med det politiske system – mister troværdighed og opbakning, hvis vi ikke alle sammen er på vagt over for den lille lovlige korruption.