Hjemløsedag med sorg og glæde
Det var en tydeligt rørt og overvældet Nanna W. Gotfredsen, der modtog Hjemløseprisen 2017 på vegne af Gadejuristen.
Nanna W. Gotfredsen var inviteret til at holde tale på Hjemløsedagen den 17. oktober, og prisuddelingen kom som en overraskelse for den engagerede og hjertelige leder af Gadejuristen. Prisen blev begrundet i Gadejuristens utrættelige kamp for de hjemløses og socialt udsattes rettigheder - både i et utal af konkrete sager for hjemløse kvinder og mænd og gennem en utrættelig fortalervirksomhed for hjemløses juridiske rettigheder og menneskelige værd.
Sognepræst Pernille Østrem afholdt en kort og rørende mindehøjtidelighed for de hjemløse og udsatte, der er døde i det forløbne år. Hun talte om, hvordan Hjemløsedagen både bringer glæde, når man igen mødes med gamle venner, men hvordan dagen også fører tankerne hen på de, der ikke er her længere.
”De, der har knappet den sidste øl op, og de der ikke længere skal bekymre sig for, hvor de skal sove næste nat,” sagde Pernille Østrem, der appellerede til, at vi alle husker at være gode ved hinanden hver dag.
Forsamlingen sagde et symbolsk farvel til de afdøde ved at sende sorte balloner til himmels, og derefter talte socialborgmester Jesper Christensen om behovet for en meget mere menneskelig indsats mod hjemløshed, som han kaldte det mest presserende problem for ham selv som socialborgmester:
”Mit allerstørste ønske er at bekæmpe hjemløsheden og ikke de hjemløse,” sagde borgmesteren, som især pegede på en boligpolitik, der i meget højere grad tilgodeser de svageste:
”Vi skal ikke have en by, hvor de rige bor i Nordhavn med havudsigt, og hvor de fattige kan få en våd papkasse at sove i.”
als