Børn har brug for stress
Børn skal ikke pakkes ind i vat og beskyttes mod alt, der kan stresse dem. Det er nemlig i den moderate stress, at barnet udvikler sig, mener professor i mental børnesundhed Carsten Obel, som også synes, at vi spørger børnene for meget om, hvordan de har det.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Stress erikkenoget,børnhar. Det er noget, deudsættes for,ogen tilpas mængdestresserendda sundt.Det siger Carsten Obel, somgennem mange år harforsketi stress tidligt i livet og i børns mentale sundhed.
”Der opstår først et problem, når barnet gennem lang tidmøder udfordringer, som detføler sig magtesløstoverfor.Såkan barnetreageremed mistrivsel.Og det er her, vi voksne skalvære opmærksomme,”siger Carsten Obel, der understreger, at vii højere gradskal iagttage børnene end at spørge dem.
Han mener, atvi somforældre og samfund kan bidrage til at gørebørnmere skrøbeligeved hele tiden atspørge ind til, hvordandehar det.
”Forældre kan komme til at overføre deresstress ogegne bekymringerover børnenes velbefindende til børnene.Det er ikke så underligt,at vi som forældre bliver fristet til hele tiden at prøve at forsikre os om,at vores børn har det godt ved at spørge dem.Det er naturligt nok ien tid, hvor børnene fra en tidlig alder tilbringer deres hverdag et andet sted,endhvorforældrene er. Men det uhensigtsmæssige kan være,atbørnenefåren følelse af, atdepå det punkt kanstyre deres forældre.De kan også inogletilfælde bliveså optaget afderes eget velbefindende,at de glemmer det væsentlige, nemlig hvordan andre har det, og hvad de kan bidrage med til fællesskabet,” siger Carsten Obel.
Trivsel udspringer af fællesskab
Professoren menernemlig, at trivsel – både for børn og voksne – primært udspringer af at være del af fællesskabet ogafat bidrage.
”Vi kender fænomenet fra voksne rygpatienter. De, der hurtigst kommer sig overderes smerter, er dem,somhar en arbejdsplads, der giver udtryk for,at de er en værdifuld arbejdskraft, somer savnet. Det gælder ogsåfor børn: Det at glemme sig selv, fordi man er del af noget større, er i virkelighedenden mest sikre vej til at have det godt,” siger Carsten Obel.
De fleste fårdetaltså bedre, hvis de føler sig vigtige for fællesskabet, menCarsten Obel er klar over, atdetogsåeren samfundsudfordring, for vi er vant til at spørge, hvordandet enkelte barn har det og undersøge deres trivsel.
Stress er et grundvilkår
Selv om voksne skal være opmærksomme på ikke at overføre deres egen stress til børnene,skalbørnene hellerikke pakkes ind i vat og beskyttes mod alt, der kan stresse dem, for det eri den moderate stress, at barnet udvikler sig, siger CarstenObel.
”Et sundt barn bliver, fra det er helt lille, udsat for nye ting, som det skal lære. Små børn vågner for det meste op om morgenen og er veloplagte,og her har de faktisket højt stressniveaufysiologisk,hvilket er centralt for,at de kan væreklar til at møde verden. Deskal lære en massesocialt, og de vil gerne udfordres. Små børn på omkring to år har da også et højere niveau af stresshormonend treårige og fireårige.Desover også mere,og begge dele er forståeligt,da de dagligt gennemgår et krævendearbejdemed nyeudfordringeroghar stort behov forrestitution,” siger professoren, sommener,vi skal huske,atstresser etgrundvilkårfor udvikling gennemvores liv.
Fra stress til mistrivsel
Det skal naturligvis tages alvorligt, hvisdet,der stresser barnet, får det til at glideover i mistrivsel.
”Hvis børn er uoplagte iforhold tilat tage fat på livets udfordringer, kan detprincipielt skyldesto ting, somoftesteri kombination. Det ene er, at de ikke har de samme forudsætninger for at klare udfordringerne som andre børn. Det andet kan være, at de er udsat foret forhøjt niveau af social stress med udfordringer, som de ikke kan overskue, og som de er magtesløse over for.Det kan eksempelvisvære, hvisforældrene skændes, eller at barnet oplever mobning.Ofte er det en kombination af stress og sårbarhed,” siger Carsten Obel, der fortæller, atændring afbørnenes døgnrytmeer et af de første tegn.
”Det er vigtigt at være opmærksom på ændret søvnmønster, spiselyst og oplagthed. Det er tegn på,at dennormale døgnrytme,hvor der er en parathed og evne til at tage nye udfordringer op om dagen og tid til at restituere og reparere om natten,erforstyrret.”
Individuelle reaktioner
Børn reagererdog megetindividuelt, når de udsættes forlangvarigstress.
”Nogle børn bliver urimelige, og andre bliver mere indelukkede, men der er en kæmpevariationi reaktionerne,” forklarerCarsten Obel, som derfor siger, at man skalholde øje medtegn på,om barnet gør noget anderledes,end det plejer, eller om det afvigermeget fra,hvad andre i samme udviklingsfase gør. Man skal være nysgerrig, hvis barnet trækker sig socialt eller reagererheltanderledes i sociale situationer, end man havde regnet med.
”Har de mødt et udviklingstrin, som qua deres forudsætninger er særligt udfordrende,eller sker der faktisk noget omkring dem, som de ikke forstår? Det kan sagtens være helt naturligt, men man bliver nødt til attilstræbe atforstå barnets synspunkt.Det kan være helt simple sociale ting og følelser.Det, dertypisk kan være en udfordring - både for børn og voksne – er at forståsåvelandres, men især egnefølelser.Til gengælder derher, hvis man gør sig umage, et stortudviklingspotentiale ogen storgevinst for at udvikle sig. Og det skaber robusthed over for stress.Familien er vigtigfor barnet, fordi det herharnoglemennesker,der støtter og giver tryghed. Barnethardogogså brug forandre mennesker, som er anderledes, og somkaninspirereog kommemed andre vinkler, så detkan komme videre.Begge bidrag er vigtige for atkomme videre fra en presset situation,” siger Carsten Obel.
Ikke verdens undergang
Pædagogerog andre,som er tæt på børn i det daglige,kanmåske finde hjælp ien systematik og tjeklisterfor at sikre,at de kommer hele vejen rundt om barnets perspektiv, så derkansættes tidligt ind ved tegn på mistrivsel.Man kan helt konkret holde øje med børnenesdøgnrytme,soverytme,spiserytme,hvilkeaktiviteterde indgår i,oghvordan de fungerer socialt.Psykosomatiske smertersom mave- og hovedpineskal man også holde øje med.
Carsten Obelpointerer,at det oftest ikke er verdens undergang, hvis et barn i enkortereperiode føler sig presset.Men det ervigtigt løbende at væreopmærksom påbarnets perspektivogtilstræbeat skabe rammer, så barnet udfordres i en tilpas grad- trives,udvikler sig oglærer af sitliv– herunderogså at komme godtigennem de mindre sjove ting.
”Vi skal passe på ikke at sygeliggøre børnene, men forstådem og deres perspektiv.At reagere med fx ondt i mavener en almindelig reaktion for et barn, somoplever for meget pres.Fokus bør være nysgerrighed på,hvad der presser barnet,”siger Carsten Obel.
Bekymrende at flere bukker under
Selv om stress er et grundvilkår i vores liv, mener Carsten Obel stadig, at det er bekymrende, at så mange helt normalt fungerendebørn ogungesynes atbukke under og havedet skidt.
”Hvisbørnikke kan klaredet,hverdagen byder dem,har vien udfordring som samfund.Vi kanikke gardere os mod alvorlig sygdom, katastrofer,eller at vores nærmeste bliver kørt over. Herskal der selvfølgelig gøresnoget særligtfor dem,som oplever det. Men at alleviandre, herunder børn,som burde have alle muligheder,har det SÅskidt,er naturligvisbekymrende, også fordi vi har brug for de unge i fremtiden”.
Carsten Obel mener derfor, at det er væsentligt at diskutere, hvor vi som pædagoger og forældre fokuserer vores opmærksomhed.
”Opsummerende tror jeg, en del afproblemeter, at vi spørger børn og unge så meget om, hvordan de har det,i stedet for bare at se på, hvordan de fungerer især i samværet med andre børn. Ser vi et barn, som lider, ikke har nogen social kontakt og bare sidder for sig selv? Det finder vi ikke ud af ved at spørge dem om, hvordan de har det. Det finder vi ud af vedat samarbejde om at sedem.Men det allervigtigste er nok atfinde tilbage til en kultur,hvor detnaturlige fokus er atbidrage tilfællesskabet. At børneneoplever, at deer vigtige i det, der foregår i børnehaven eller skolen. det kan være et sted at starte, at lade dem deltage i madlavning eller en anden aktivitet, som involverer samarbejde. det akn ofte give anledning til, at børn deler deres hverdag med én. Og så skal man huske at sige til dem: Hvor er det bare fedt, du er her, det ville ikke være det samme uden dig,”siger Carsten Obel.
Carsten Obel erpraktiserende læge ogprofessor i mental børnesundhed, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Han er pt. Danmarks eneste professor i mental børnesundhed.