Småt nyt
Den bedste tidlige indsats
Der er ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af den tidlige indsats over for sårbare børn og familier. Men hvad er den gode tidlige indsats, hvad siger de konkrete erfaringer, og hvad siger forskningen. Det er emnet for konferencen ’ Tidlig indsats - hvad virker?’ den 12. september 2018, som er arrangeret af Center for Børneliv, CRUNCH og Københavns Professionshøjskole. Program og tilmelding på www.centerforboerneliv.dk/arrangementer/konference-2018
KK mod social dumping
København Kommune har oprustet kampen mod social dumping med blandt andet et særligt indsatsteam og en hotline, hvor man som borger kan anmelde mistanke om social dumping, hvad angår opgaver for Københavns Kommune. Hotlinen har telefonnummer 3366 7010 og mail cfr@okf.kk.dk. Man kan ringe eller skrive til hotlinen anonymt. Hotlinen er altid åben, og indsatsteamet kan rykke ud med kort varsel.
Nyt om dømte udviklingshæmmede
Borgere med udviklingshæmning kan ligesom alle andre blive sigtet og dømt for kriminalitet. Men de kan på grund af deres mentale og psykiske tilstand ikke straffes på almindelig vis. De vil i stedet komme under tilsyn eller blive anbragt på en boform under de sociale myndigheder.
Socialstyrelsen har opdateret og samlet to tidligere håndbøger om domfældte med udviklingshæmning til en ny håndbog til fagpersoner, der arbejder med målgruppen. Den kan findes på socialstyrelsen.dk/udgivelser
Gratis trivselskonference
Hvad er godt trivselsarbejde i daginstitutioner, og hvordan kan man arbejde med pædagogisk udviklingsarbejde fra neden?
Det kan man høre meget mere om på konferencen ’Pædagogers arbejde med børns trivsel i daginstitutioner’, hvor deltagere fra et aktionsforskningsprojekt om trivselsarbejde i daginstitutioner fortæller om deres erfaringer.
Konferencen er gratis og afholdes to gange, 10. og 13. september på Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg. Mere info og tilmelding på ucc.dk/aktuelt/konferencer
Vil du være bolværk mod overforbrug i LFS
Din fagforening skal hverken bruge medlemspengene på champagne eller kaviar til de ansatte. Derfor vælger repræsentantskabet hvert andet år tre bilagskontrollanter, der skal sikre, at medlemmernes penge bliver brugt fornuftigt og i tråd med den linje, som er politisk vedtaget.
Solvej Hansen er veteran som bilagskontrollant og fratræder, fordi hun går på pension. Hun opfordrer derfor andre medlemmer til at overveje tillidsposten, og hun understreger, at den hverken kræver forstand på regnskab eller mange arbejdstimer.
”Vi sidder ikke fysisk og tjekker bilag. Det har LFS en revisor til. Vi mødes fire gange om året til et informationsmøde, hvor vi ser på de store linjer og bliver orienteret om den aktuelle økonomiske situation,” siger Solvej Hansen, der har bestredet posten i 22 år.
”Det er en god måde at få indblik i fagforeningens liv – og så er det smadderhyggeligt,” siger Solvej Hansen.
Bilagskontrollanterne vælges på repræsentantskabsmødet, som i 2018 finder sted fra den 23. til den 24. november. Du kan dog sagens stille op, selv om du ikke deltager her. Du kan sende en mail til i forretningsudvalgsmedlem Pia Ludvigsen, hvor du begrunder din opstilling. Det er også Pia Ludvigsen, du kontakter, hvis du har spørgsmål omkring hvervet. Telefon 3094 8144 og mail pbl004@foa.dk
Tænk dig om i telefonen
Kreative svindlere bruger nu også fagforeninger som påskud for at narre penge fra folk. Et FOA-medlem på Bornholm blev ringet op af ”FOAs hovedkontor” med besked om, at hun havde penge til gode fra en tidligere medlemsperiode. Hun skulle blot oplyse sit kontonummer. Hun hoppede ikke på svindelnummeret, men det er der desværre andre borgere, der har gjort med det resultat, at der er hævet større beløb på deres konti.
Hvis du bliver ringet op af FOA eller LFS med en opfordring om at oplyse dit kontonummer, skal du passe på. Vi beder normalt aldrig om kontonumre. Bliver du ringet op, og er du i tvivl om ægtheden af opringningen, så få et navn på den, du skal tale med, og ring tilbage via hovednummeret.
Stop af sygedagpenge var ulovligt
Østre Landsret har afgjort, at sygedagpenge ikke må standses med tilbagevirkende kraft. Det er sket i en lang række tilfælde gennem årene, og Ankestyrelsen har bakket op om denne praksis – hvilket nu altså er kendt ulovligt.
Har du på et tidspunkt været udsat for, at kommunen stoppede dine sygedagpenge og satte sidste udbetalingsdag før datoen for afgørelsen, kan du have ret til efterbetaling. Du kan på www.mitlfs.dk/13344 læse nærmere om afgørelsen, og om den har betydning for dig.
Døvblindhed
Socialstyrelsen inviterer til landskonference om medfødt døvblindhed den 27. - 28. november. Konferencen er målrettet fagpersoner, og der vil i 2018 være fokus på betydningen af tværfaglighed i indsatser og metoder til målgruppen. Læs mere på www.socialstyrelsen.dk
Dagtilbudsprisen
Alle har mulighed for at indstille en dagpleje eller daginstitution til prisen ”Årets Dagtilbud 2018”, som uddeles af Børne- og Socialministeriet, BUPL og FOA. Find mere info på www.mitlfs.dk/13337
Normeringer
Der kommer øget pres på daginstitutionerne frem mod 2025. Antallet af vuggestuebørn og børnehavebørn ventes ifølge Danmarks Statistik at stige fra 361.300 i 2018 til 414.200 børn i 2025. I samme periode vil der ifølge Finansministeriet komme 11.000 færre offentligt ansatte. Dermed er der stor risiko for ringere normeringer i landets daginstitutioner.