KiD-projektet

Af Elisabeth Lockert Lange

BUD PÅ LÆRING

Humlen i læring er at blive forstyrret på det rigtige tidspunkt. Derimod mister børn i 0-6 års alderen let koncentrationen om et længerevarende voksenstyret projekt. Det er et par af de erfaringer den integrerede institution Stenurten har gjort sig i deres KiD-projekt om læring i kreative processer.

En drengegruppe og en pigegruppe i nogenlunde samme alder laver hver sit billede. Begge grupper er lige koncentrerede, men drengene farer rundt og snakker om ideer til billedet, mens de arbejder, og pigerne er rolige og meget fordybede hver især uden at de taler ret meget sammen.

Det billede havde det pædagogiske personale i den integrerede institution Stenurten på Nørrebro ikke forventet, da de i forbindelse med deres KiD-projekt satte de to grupper i gang med billederne, fortæller Maibritt Iversen, souschef og projektansvarlig.

Det er en af flere erfaringer, som Stenurten her midtvejs i KiD-projektet kan se aftegne sig. Institutionens projekt handler om dannelse og læring i kreative processer, og selv om selve det kreative forløb er slut, så tilbagestår hele arbejdet med at samle iagttagelserne og vurdere på dem.

»Æstetiske læreprocesser er i forvejen en del af vores projekt her, men dette giver os mulighed for at iagttage hvad der sker i processerne. Vi tror de lærer en masse i de kreative processer, som i øvrigt ikke behøver være kunstneriske, det kan ligeså godt være leg.«

Der er 36 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn i Stenurten. Mange aktiviteter foregår på tværs af de to børnegrupper, og i små grupper. Husets pædagogik er inspireret af den integrerende baggrund, men kun inspireret, understreger Maibritt Iversen.

»I den italienske pædagogik er det som regel sådan at de voksne følger børnenes spor. Og det gør vi også, men vi følger også vores egne spor ind imellem og håber så at børnene følger med os. Hvis de ikke bryder sig om det, så ændrer vi det.«

Men børnene brød sig om det, da de voksne valgte et troldetema til KiD-projektet og ville have børnene til at lave relieffer og arbejde med papmache og maling, eventyr og sange. De seks vuggestuebørn og syv børnehavebørn hoppede med og var vilde med det. Det arbejdede de intensivt med hver formiddag i otte dage.

»Så var de også mætte og skulle ud og lege med andre. Og det er en af vores foreløbige erfaringer med projektet, at de små kan ikke koncentrere sig og holde gnisten så længe.«

Modtagelig for læring
Stenurten valgte at køre deres projekt lidt skoleagtigt, fortæller Maibritt Iversen, skemalagt og bestemt af de voksne.

»Og vi kan se at børn i den alder ikke er gearet til at noget er for ske malagt og voksenstyret. De skal lege. Otte dage i træk (med weekend imellem selvfølgelig) kan de ikke kapere, de har brug for at lave noget andet. Jeg ser det som udtryk for at vi som voksne ikke skal have alt for fastlagte mål for hvor vi ender. Vi kan have en idé, men vi kan ikke beslutte at de skal lære tre sange og så sætte en gren fast. Det kan sagtens ende et andet sted.«

Det er en hårfin balance mellem de forskellige pædagogiske retninger, vurderer hun.

»For det kan hurtigt blive for laissez- faire, hvor man i virkeligheden lader børnene i stikken. Vi skal vise dem andre veje fx i forhold til at løse konflikter. Men vi skal selvfølgelig også gribe børnenes ideer«, siger hun og fortæller et eksempel med en pige som i projektet gerne ville synge en prinsessesang. Det syntes et andet barn var helt i orden, det kunne jo være en troldeprinsesse. En kreativ måde at udvide rammerne på.

I starten af projektet tænkte de voksne at de bare ville sætte rammerne for det og stille de ting frem, som børnene kunne arbejde med. Men de fandt ud af at sådan fungerer det ikke. Der skal være voksne til at vise dem, hvordan man gør og sætte ting i gang sammen med dem.

»Humlen i læring er at vi forstyrrer børnene i processen på det rigtige tidspunkt, ud fra en viden om hvornår de er modtagelige for læring. Der var fx en forældre til en to-årig pige som spurgte om en sang, datteren sang. Vi har ikke lært hende den, men jeg har sunget den, og i det øjeblik har den talt til noget i hende. Det er der vi lærer«, siger Maibritt Iversen.

Lærer hver dag
Den gode stemning er vigtig for læringen, har de også erfaret. Og den gode stemning skabte de i projektet på mange forskellige måder, de spiste, drak te og snakkede sammen, de sang, lavede mapper med sange til hver enkelt, og de deltog selv.

»Vi voksne skal motivere og inspirere, der skal være en rar fornemmelse af at være med, og børnene skal kunne lide hinanden. De er også alle sammen stolte over projektet. Det skabte et fællesskab, og fællesskabet og den gode stemning skal være i orden, før de kan blive motiverede, det er tydeligt. De har også hjulpet hinanden meget, men dog som regel på en voksens opfordring. Måske skyldes det at det har været ret voksenstyret fra start.«

Stenurten er en relativt ny institution. Derfor så de ansatte KiD-projektet projektet som en mulighed til at få mere styr på arbejdsgange og pædagogik, for selv at lære noget også.

»Det er metoder vi arbejder med i forvejen, men projektet har givet os både mere tid og vejledning. Vores mål er at udvikle arbejdsmetoder så vi kan vurdere vores arbejde. Og det er rart selv at lave det arbejde, det er i sig selv en læreproces.«

Maibritt Iversen har ingen problemer med at KiD i så høj grad handler om læring.

Jeg synes det er fint at få nogle bud på, hvordan børn i 0-6 års alderen lærer. Jeg er personligt ikke bange for det, heller ikke for læreplaner, for jeg tænker dem ikke som læseplan. Forslaget om læreplaner kan tolkes både som en opfordring til et pensum og som noget fornuftigt i forhold til 0-6 års børn – for de lærer jo noget hver dag uden at vi kalder det læring. Det handler jo ikke om leg eller læring, men leg og læring, og børn lærer gennem leg. Jeg mener det er forkert hvis der er et mål og et krav om at de skal kunne alfabetet fx, men beder de om hjælp til at skrive deres navn, så hjælper vi. Det gør vi jo også når de vil lære at snøre deres sko. Men interessen skal komme fra dem selv.