Livet efter #Hvem passer vores børn

Hun forlod sin stilling som institutionsleder på landsdækkende fjernsyn, og hun fortalte med tårer i øjnene, at hun ikke længere kunne forsvare de forhold, hun kunne tilbyde børnene. Tv-udsendelsen startede en lavine.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Tina Brandt var forberedt på, at det ville give bølgeskvulp, da DR-dokumentaren ’Hvem passer vores børn’ blev sendt den 11. marts 2019.

”Jeg havde forventet og håbet på reaktioner. Men ikke i denne størrelsesorden,” siger Tina Brandt.

Dokumentaren viser den rå og realistiske daginstitutionshverdag i to institutioner i henholdsvis Greve og København, hvor der er alt for få voksne til alt for mange børn. Tina Brandt deltog i dokumentaren og kneb en tåre, mens hun fortalte, at hun forlod sin stilling som leder i Børnehuset Hurlumhej i København.

Tina Brandt har siden på sidelinjen har kunnet følge, hvordan forældrereaktionerne på de sociale medier foreløbig er resulteret i landsdækkende demonstrationer den 6. april samt i et samråd om minimumsnormeringer i Folketinget, hvor Tina Brandt fulgte med fra en tilhørerplads.

Minimumsnormeringer er ikke nok

Hun har fået et hav af personlige henvendelser fra pædagoger, andre fagfolk og forældre, og hun oplevede til sin store overraskelse at blive klappet af, da hun for nylig deltog i et arrangement på professionshøjskolen i København.

”Dokumentaren må have været gnisten, der tændte bålet. Men det ulmede i forvejen, og vi har som pædagoger talt om det i årevis. Vi manglede bare, at forældrene også opdagede, hvordan tingene står til i de danske daginstitutioner,” siger Tina Brandt, der har været meget bevæget.

”Jeg føler mig også håbefuld. Men jeg har dybest ser svært ved at tro på, at det vil gøre en forskel. Vi har som pædagoger prøvet at fortælle om forholdene i årevis, uden at de folkevalgte har lyttet. Men måske – måske – vil timingen op til et folketingsvalg betyde noget. Det er fx i sig selv værd at bemærke, at nogen trækker børneministeren til samråd omkring normeringerne. Også selv om jeg personligt ikke ser minimumsnormeringer som løsningen,” siger Tina Brandt.

Et stort kollektivt bedrag

Tina Brandt vil meget hellere have færre børn i grupperne, og så mener hun, at både folkevalgte og de kommunale forvaltninger skal lade pædagogerne passe deres arbejde i stedet for at sende flere konsulenter med programmer og læreplaner. Strømmen af skrivebordstiltag kan ikke forbedre kvaliteten i dagtilbuddene.

”Jeg tror ikke, at de folkevalgte og de ansatte i forvaltningen har nogen idé om, hvor stor en kløft der er mellem det, de ønsker og siger, der foregår, og den virkelighed, der er ude i institutionerne. Det er et stort kollektivt bedrag. Og børnene har ikke glæde af, at vi som pædagogisk personale bruger vores tid på at skrive glittede foldere om, hvor anerkendende vi er. De har brug for, at vi ER anerkendende i vores praksis sammen med dem. Forskningen viser fuldstændig entydigt, at det, som børn har brug for, er kontakt med nærværende og kompetente voksne,” siger Tina Brandt.

Glemt vigtige pointer

Der er gået vigtige pointer tabt i kampens hede, og tingene er mere komplekse end bare normeringerne, mener Tina Brandt:

”Pædagoguddannelsen er nu så beskåret, at vi kan mærke det på de nyuddannede. De mangler grundfagligheden, de mangler lavpraktiske færdigheder, og de mangler viden om børns behov,” siger Tina Brandt, der også mener, at det spiller ind, at børnesammensætningen i dagtilbuddene har ændret sig:
”Jeg hører ingen tale om, at børnehavebørn er blevet væsentligt yngre i de forløbne ti år. Vi får dem typisk i børnehaverne, når de er to år og ti måneder, og på grund af den tvungne skolestart forsvinder de til KKFO eller fritidshjem om foråret, og ikke længere i august, i det år, hvor de fylder seks. Det betyder at gennemsnitsalderen i børnegrupperne er faldet. I samme periode er antallet af børn med udfordringer steget på grund af inklusionsdagsordenen. Begge forhold lægger et større pres på dagtilbuddene, som yderligere er blevet overdænget med skal-opgaver fra både regering og kommune,” siger Tina Brandt, der understreger, at hun ikke opsagde sin lederstilling som en protesthandling.

Jeg ville være blevet syg

”Jeg sagde op, fordi jeg ville være blevet syg, hvis jeg var fortsat. Jeg havde allerede prøvet at være sygemeldt med stress-symptomer i 2015. Så det har været undervejs længe. Noget af det, der blev afgørende, var, at mine børn er blevet voksne og er flyttet hjemmefra, så jeg kun skal forsørge mig selv. For jeg står over for en usikker fremtid,” siger Tina Brandt, der pt. er i et løntilskudsjob i et firma, der arrangerer udvekslingsophold for studerende.

”Det er forrygende at kunne lave noget uden hele tiden at blive afbrudt. Og jeg får rent faktisk også ros. Første gang det skete, var jeg ved at falde ned af stolen; det oplever man ikke som daginstitutionsleder i Københavns Kommune. Her består kontakten i, at man får at vide, at man skal tage flere børn, løbe hurtigere, arbejde smartere og leve op til flere krav, for det kan alle de andre.”

Tina Brandt vil gerne kunne leve af den uddannelse som familierådgiver, hun har taget gennem de seneste år.

”Jeg håber også, at man ude i institutionerne vil bruge mig til oplæg i forhold til samarbejdet mellem pædagoger og forældre. Det vil være trist, hvis jeg ikke kan bruge de erfaringer og den viden, som jeg har oparbejdet gennem hele mit arbejdsliv.”

Ansvarsfralæggelse og valgkamp

Det var Jacob Mark, SF, der havde indkaldt til det samråd om minimumsnormeringer i dagtilbud, der fandt sted på Christiansborg tirsdag den 2. april. Samrådet bragte dog ikke megen klarhed. Det udviklede sig derimod til en blanding af ansvarsfralæggelse og valgkamp.

Den konservative børneminister Mai Mercado forsøgte at vinde de mange fremmødte forældres hjerter ved at bakke helhjertet op om de planlagte demonstrationer den 6. april og ved ensidigt at skylde skylden for de dårlige normeringer på kommunerne.

Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokratiet og Jakob Sølvhøj og Pernille Skipper fra Enhedslisten forsøgte gentagne gange at få ministeren til at forholde sig til, om regeringen vil forholde sig til det stigende børnetal og kommunernes deraf følgende merudgifter, når der i forsommeren skal forhandles økonomi med kommunerne, men de fik ikke svar.

Det mest konkrete, der kom ud af samrådet, var et løfte om, at ministeren ville indkalde til et ekstraordinært møde blandt de centrale aktører på området, herunder KL, BUPL, FOA, FOLA, med henblik på at få et mere realistisk overblik over, hvordan det reelt ser ud med normeringerne i de danske daginstitutioner.