Boganmeldelse
Udviklende øjeblikke. Udviklingspsykologi i pædagogisk arbejde
Af Rikke Yde Tordrup
”Der var et udviklende øjeblik.” Mange vil huske psykolog Rikke Yde Tordrup fra DR-dokumentaren ’Hvem passer vores børn’, hvor hun sad på sidelinjen og analyserede, hvad der skete - og ikke skete – i samspillet mellem børn og voksne i de institutioner, dokumentaren handlede om.
Rikke Yde Tordrups bog ’Udviklende øjeblikke’ kommer nu i en ny og revideret udgave, der blandt andet inddrager de lave normeringers betydning for børnenes psykologiske udvikling.
Rikke Yde Tordrup gennemgår i bogen de tegn, der kan være på, at et barn har udviklingsvanskeligheder, og hun fortæller, hvordan pædagoger og andre voksne omkring barnet kan støtte børn i deres udvikling. I bogen viser Rikke Yde Tordrup også, hvordan man selv kan arbejde med nogle enkle udviklingsplaner for børn i samme aldersgrupper.
Akademisk Forlag
252 sider. Kr. 299,95
Mobbemønstre og magtkampe. Håndtering af mobning i skolen
Af Stine Kaplan Jørgensen
Mobning og dårlig trivsel er et alvorligt problem for mange skolebørn, og ny forskning peger på, at mobning ikke er et spørgsmål om enkelte børns personligheder, men om sociale processer og komplekse gruppedynamikker.
Denne bog giver en grundig introduktion til, hvordan mobning som fænomen kan forstås, samt en omfattende indsigt i, hvordan hyppigt anvendte tiltag mod mobning som fx gruppesamtaler eller ”den gode stol” undertiden kan virke stik mod hensigten. Bogen redegør desuden for den såkaldte positioneringsteori, der er velegnet til at få blik for magt i samtaler. Endelig præsenteres en analytisk model, der kan bruges i arbejdet med at mindske mobning blandt børn i de danske skoler.
Eksemplerne i ’Mobbemønstre og magtkampe’ stammer fra skolen, men dens pointer og anbefalinger er også relevante i andre sammenhænge, hvor man arbejder med indsatser mod mobning, fx daginstitutioner og ungdomsuddannelser.
Hans Reitzels Forlag
256 sider. Kr. 250,-