CV: Lærer, journalist, digter, aktivist og vuggestuemedarbejder

”Jeg uddannede mig i Serbien som lærer med linjefag i it og teknik. Jeg ville aldrig have troet på det, hvis nogen havde sagt, at jeg en dag ville komme til at arbejde med vuggestuebørn. Nu har jeg været i Platangården i ni år, og jeg savner de små børn, når jeg er på kursus. Det er så meningsfuldt at arbejde med de helt små og at opleve deres umiddelbarhed og engagement, når man sætter noget i gang.”

”Jeg var lærer i Beograd i fem år, men jeg overgav mig mere og mere til journalistikken og endte med at arbejde på en avis på fuld tid. Vi levede i et autoritært regime under Milosevic, og demokratiet var langt hen ad vejen sat ud af kraft. De landsdækkende medier var loyale over for regimet, men den lokalavis, jeg arbejdede for, blev betragtet som talerør for oppositionen. Jeg var aktivist, og jeg blev chefredaktør for avisen i foråret 2000, hvor Milosevic endelig blev væltet om efteråret. På et tidspunkt havde vi aktioneret og demonstreret i månedsvis; det var en intens periode, hvor vi oplevede, at vi var med til at ændre Serbiens historie. Jeg fik senere at vide, at jeg stod på regimets liste over folk, man holdt særligt øje med. Men der skete mig aldrig noget.”

”Da Milosevic var faldet, gik jeg ind i kommunalpolitik. Vi ville skabe et demokrati. Men så blev jeg forelsket i min nuværende kone. Så forelsket, at jeg valgte at flytte til Danmark for at være sammen med hende. Det var i 2008. Jeg kan stadig savne min karriere og mit politiske arbejde i Serbien. Men jeg har ikke lyst til at flytte tilbage. Det danske system er så meget mere velfungerende, og det politiske system i Serbien er meget mere råt. Som tillidsrepræsentant kan jeg sidde og samarbejde med min leder om at finde de bedste løsninger. Det sker ikke i Serbien, der er fronterne altid trukket hårdt op.”

”Det er svært at skifte sprog som 40-årig. Folk siger, at jeg taler godt dansk. Ja – men det er ikke det samme som det sprog, man er vokset op med. Jeg vedligeholder mit serbiske ved at skrive for et serbisk nyhedsbureau i min fritid, og jeg skriver digte. Jeg tror aldrig, jeg komme til at kunne udtrykke mig flydende og ubesværet på skriftligt dansk på samme måde, som jeg kan på serbisk. Men det var vigtigt for mig hurtigt at lære at tale dansk, så jeg kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg fik job i Platangården efter halvandet år på sprogskole. Det er en fantastisk arbejdsplads. Da jeg først læste om arbejdsfællesskaber, blev jeg helt overrasket over, at der fandtes et særligt ord for det, vi har med hinanden på min arbejdsplads.”

”Jeg sagde ja til at tage posten som tillidsrepræsentant, fordi der var brug for det. Det var heller ikke unaturligt med min baggrund. Da jeg var lærer i Serbien, var jeg med til at starte en fagforening, der brød med den statsstyrede fagforening, som alligevel bare var regimets forlængede arm. Men jeg har det også sådan, at man skal engagere sig og tage et ansvar. Det kommer naturligt, når man har levet i et land, hvor den demokratiske maskine er brudt sammen, og hvor der udbrød krig fra den ene dag til den anden. Så tænker man aldrig mere: Det kan ikke ske her. For det kan ske alle steder. Derfor er man nødt til at tage ansvar for andet og mere end sig selv.”

Hvem: Sasa Markovic

Stilling: Pædagogmedhjælper

Arbejdssted: Vuggestuen Platangården på Frederiksberg

Alder: 50

Privat: Gift. En søn på 21 og to bonusdøtre på 16 og 18.

Bonusinfo: Har udgivet tre digtsamlinger på serbisk og er dansk korrespondent for serbisk nyhedsbureau.