Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
På Frederiksberg er der netop vedtaget en 1. generations handicappolitik
Den er bygget op på visioner om at mennesker med et handicap skal kunne leve et liv »så nær det normale som muligt«. Det er målet, at give borgere med handicap et liv med accept, respekt, fleksibilitet og valgfrihed.
Handicappolitikken er en bred vifte af de tilbud, kommunen kan/vil give deres borgere. Det er godt at se, at der nu er sat focus på en gruppe borgere, som tidligere har levet et noget skjult liv i Frederiksberg. Når Frederiksberg kommune næste gang sætter focus på handicappolitikken og fremkommer med 2. generation, som lovet, kan vi forhåbentlig glæde os over, at der er etableret nye botilbud og dagbeskæftigelsestilbud til mennesker med handicap. Og at der er strammet op på sproget, så det i kommende skrivelser hedder mennesker med handicap/udviklingshæmning på lige fod med »mennesker med autisme«.
Som faglig organisation håber vi naturligvis at få mulighed for at deltage i udarbejdelsen af 2. generations handicap politik, til glæde for både borgere og personale.
Vil du selv læse hele pjecen, kan den findes på: www.frederiksberg.dk/Frederiksberg Kommunes Handicappolitik (link er ikke længere aktivt, red.)
Hvad får vi for pengene?
Hvad er effekten af at anbringe børn uden for hjemmet? Hvad er effekten af specialundervisningen, eller hvad er effekten af aktiveringsindsatsen? Det vil regeringen gerne vide og har sat 100 mill. kr. af til velfærdsforskning over de næste 4 år.
Pengene til velfærdsforskning skal dække både Beskæftigelsesministeriet, Integrationsministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet. Der er udarbejdet et udbudsmateriale, som nærmere beskriver forskningsopgaverne. Udbudsmaterialet findes på Socialministeriets hjemmeside, hvor man også kan hente ansøgningsskema.
Fristen for at søge om støtte til forskning er den 30. september 2004.
http://www.sm.dk/sociale_projekter/puljer/velfaerd/velfaerd.html (link ikke længere aktivt, red.)
Miljøledelse i Vanløse
Det grønne regnskab for Københavns Kommune 2003 viser fremgang, bl.a. en stor stigning i andelen af økologisk mad i institutionerne og en samlet miljøpolitik. Men ikke mindst at en række institutioner er gået i gang med miljøledelse. Det gælder bl.a. 25 skoler, fritidshjem og klubber i Vanløse og på Indre Nørrebro er ti børnehaver i gang.
Kommunen har forpligtet sig til, at de mere end 1.000 institutioner over tid alle arbejder med miljøledelse og miljøcertificeres. I 2002 var kun én institution miljøcertificeret, og 11 var i gang med at blive det. I 2003 var fire institutioner certificeret og 37 var i gang med arbejdet. En analyse i 2003 viste, at endnu flere institutioner gerne vil i gang.
I Vanløse er alle seks skoler i distriktet blevet miljøcertificeret i maj. Og 19 fritidshjem, fritidsklubber og ungdomsklubber arbejder lige nu aktivt på at opnå certificering, bl.a. fritidshjemmet Akacielunden, hvor det er en af hovedprioriteterne i udviklingsplanen for de kommende år:
»For os er det vigtigt, at miljøledelse ikke bare er de voksnes projekt, men også børnenes. Vi vil gerne have, at tingene hænger sammen i hverdagen, og det gør de, når børnene er aktive og med i projektet. Og det er populært hos børnene, blandt andet når vi laver genbrugspapir af gamle aviser. Dermed udnytter vi også de pædagogiske muligheder, der er i miljøledelse«, fortæller Kirsten Egsgård, miljøkoordinator og leder af Akacielunden.
Ny netuddannelse på Dannerseminariet
Dannerseminariet i Jægerspris, der i løbet af et år, er blevet landets største »netseminarium« for pædagoger tilbyder 1. september 2004 en ny slags netuddannelse. Det nye består i at man som studerende på den ordinære netuddannelse møder til undervisning på seminariet en weekend om måneden. Indtil nu er den ordinære netuddannelse blevet tilrettelagt således at man møder på seminariet flere hverdage om måneden, for at følge undervisningen. Ved at lægge undervisningen fredag og lørdag er intentionen at flere får mulighed for at nå frem til seminariet. De studerende på den ny ordinære netuddannelse skal møde op fredag morgen og tage afsted igen lørdag aften. Dannerseminariet stiller kollegieværelser gratis til rådighed, for de der vil overnatte.
Fritidshjem og klubber skal være med til at bryde den onde fedtcirkel
Børn af forældre med kort skoleuddannelse spiser mere fastfood og mindre frugt og grønt, groft brød og fisk end børn af forældre med lang skoleuddannelse. Samtidig eksploderer børns forbrug af slik og sodavand i 10 års alderen. Det viser undersøgelsen »Forældre og børns mad- og måltidsvaner «, som Folkesundhed København har lavet. Derfor skal fritidshjem og klubber i København nu være med til at give børnene smag for sund mad og drikke.
Derfor sætter Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Folkesundhed København sund mad på dagsordenen i fritidshjem og klubber i København. specialkonsulent Susanne Westergren fra Folkesundhed København mener, at fritidshjem og klubber er et godt sted at sætte ind, fordi børnenes slik- og sodavandsforbrug stiger kraftigt, netop når de runder 10 år. Det er udviklingskonsulent Tove Østergaard, Uddannelses- og Ungdomsforvaltning enig i og fortæller:
»Vi har i kontakten med institutionslederne konstateret interesse og åbenhed i forhold til at fokusere på sunde mellemmåltider. Mange institutioner er bekymrede for stigningen i antallet af overvægtige børn i de senere år, og flere institutioner er begyndt at fokusere på børns behov for at få et sundt og mættende mellemmåltid og på den skadelige virkning af slik og søde læskedrikke. Netop institutionernes viden om følgevirkningerne af usund levevis er væsentlig i den følsomme dialog med forældrene om deres børns spisevaner. Institutionerne har også vist ønske om at koble sund kost med motion. Der er derfor også sat fokus på et øget samarbejde mellem institutionerne og idrætsforeningerne.« Der bliver nu nedsat en arbejdsgruppe bestående af personale og forældrerepræsentanter fra fritidshjem, KKFO’er og klubber. Gruppen vil lave et inspirationskatalog og kurser, som kan inspirere institutionerne til at arbejde med mad, måltider og bevægelse. EL