Marginaliseredeunge

Af Thomas Davidsen

TIDLIGE TABERE

De unge møder kravet om uddannelse overalt. Mange kan ikke klare presset og mister selvtilliden, siger ungdomsforsker Noemi Katznelson. Systemet gør de unge til tabere, inden der er nogle der aner, hvordan de er som personer, siger fællestillidsmand Jørgen Bjergskov Nielsen.

»Man snakker meget om marginalisering på arbejdsmarkedet. Men problemet opstår inden, for skolerne har allerede kørt mange unge ud på et sidespor.

De går i specialklasser, og man kalder dem hørehæmmede og talehæmmede, og jeg ved ikke hvad. De er stort set hæmmede af et eller andet alle sammen, og der er ikke nogen, der holder sig tilbage med at fortælle dem det.«

Ordene er fælledstillidsmand i Nordisk Kabel og Tråd, Jørgen Bjergskov Nielsen.

Eftersom maskinhallerne i NKT er en mulig arbejdsplads for unge, der ikke er bogligt stærke, møder han naturligt mange fra den såkaldte restgruppe.

»De kommer og tror ikke, at de kan noget. Men det viser sig, at når vi afholder kurser for dem, som er direkte målrettede mod, at de kan passe en computerstyret maskine, hvilket såmænd ikke er helt nemt, så kommer stort set alle i arbejde.«

»Der var en specialklasse, som kom for at se vores fabrik. De stillede mange spørgsmål – »hvad er det for nogle folk der arbejder her, hvad uddannelse har de…?« Da svaret var, at man ikke behøver at være verdensmester i at skrive stil for at arbejde her, men at vi har noget computerstyring på maskinerne, så sagde de, »nå, det er ikke noget for os, for vi er jo en specialklasse. Vi kan lige så godt la’ være, for her skal man jo kunne noget. Det kan vi ikke.«

»Jeg måtte virkelig tale dunder til dem. »Hold dog op! Fordi man er dårlig til at læse, betyder det da ikke, at man ikke kan komme ud og arbejde. Det har man gjort altid«. Systemet gør alt for tidligt folk til tabere. Hvorfor kan man dog ikke forholde sig til, hvordan virkeligheden er, nemlig at der er nogle, som ikke har spor lyst til at uddanne sig, men sagtens kan passe et arbejde af den grund. Det er en fuldstændig urimelig byrde at give unge mennesker at marginalisere dem, inden der er nogle der aner, hvordan de er som personer«, siger Jørgen Bjergskov Nielsen.

Fra bistandsklient til ingeniør
I mange år har NKT samarbejdet med kommuner og arbejdsformidlinger omkring at få marginaliserede unge i arbejde. De er blevet taget ind på arbejdspladsen direkte fra bistandssystemet, og har fået en uddannelse direkte rettet mod, at de kan passe et arbejde på fabrikken.

»Det er så tydeligt, at det største problem er at få dem overbevist om, at de godt kan sidde på en skolebænk og lære noget teori. Deres frygt for overhovedet at gå i gang er virkelig stor. Når de først er kommet over den forhindring, så viser det sig jo, at de allerfleste kommer i arbejde. Der var oven i købet én, der efter et uddannelsesforløb på ni måneder fandt ud af, at han hellere ville være elektriker. Så læste han videre hos os, og da han var færdig, læste han videre til ingeniør. Han var en af de umulige, som ikke ville arbejde. En anden søgte på Novo og gik efterfølgende i lære som elektriker, og er nu færdiguddannet. Ham kender jeg, han har været det mest umulige apparat man kan forestille sig. Nu har han kone og barn og fungerer på alle måder. Så hvem er det, der har marginaliseret hvem på et meget tidligt tidspunk«, spørger han og fortsætter:

»På skolerne vil man meget gerne have, at så mange som muligt skal i gymnasiet og have en højere uddannelse.

Hvorfor i himlens navn vil man det?
Gå dog i stedet ud og kig på alle de jobs der er, lad vær med at døm noget ude, men præsentér det som en palet af muligheder. Systemet skal ikke, udover at marginalisere, også favorisere visse typer job. Jeg vil meget hellere have en dygtig maskinarbejder end en dårlig ingeniør. Folk yder langt mere, når de gør noget der passer til dem. Derfor skal man holde op med at skubbe folk i retninger, som de dybest set ikke har det godt med«, siger Jørgen Bjergskov Nielsen.

Jeg har fejlet
Politikerne har i de sidste mange år tordnet »uddannelse!«. Ifølge forskningskoordinator på Center for Ungdomsforskning Ungdomsforskning på RUC, Noemi Katznelson, er denne diskurs nu slået massivt igennem, ikke bare ned gennem systemerne, men også blandt de unge selv. De har en personlig forventning til sig selv om, at de skal tage en uddannelse. Alt andet er et nederlag.

»De marginaliserede unge, hvoraf de fleste er droppet ud fra en eller anden ungdomsuddannelse, ved godt at de har fejlet, og at de ikke kan leve op til kravene. De fornemmer i høj grad presset fra systemet. Kravet om uddannelse møder de overalt – blandt venner, forældre, vejledere, hele vejen op gennem folkeskolen og på andre ungdomsuddannelser og i de projekter de er inde over.«

»Når de ikke kan leve op til kravet om uddannelse, bliver de sig pinligt bevidste om, hvad de ikke kan. Derfor er deres selvtillid fuldstændig i bund. Den samme unge kan det ene øjeblik sige, »man skal jo ha’ en uddannelse, jeg skal bare lige finde ud af, hvad det skal være for én« – og det næste øjeblik sige, »jeg kan overhovedet ikke«. Selvtillid er alfa og omega.«

»Holdningen fra systemet til dem der ikke har en uddannelse er, at eftersom alt hvad der overhovedet kan gå og kravle er under en uddannelse, så må dem, der falder fra eller aldrig kommer i gang, stort set ingenting kunne – ellers havde de jo været under uddannelse. Hvis vi snakker de meget marginaliserede unge, er det ikke helt uforståeligt, for mange af dem har voldsomme problemer. De kan være traumatiserede, misbrugte, misbrugere, boligløse, socialt isolerede eller det hele på én gang. Nogen af dem vil endda være skubbet ind i uddannelsessystemet og dermed se ud, som om de er i gang med en ungdomsuddannelse, men de vil tilhøre den relativt store procentdel der falder fra«, siger Noemi Katznelson.

Al statistik peger på, at hvis man ikke har nogen form for uddannelse, så er man virkelig ilde stedt. På den anden side understreger Noemi Katznelson, at en erfaring som lyder mange steder fra er, at man ved at ændre rammerne og forventningerne til de unge også kan ændre på udfaldet af en indsats for at få dem i arbejde.

»Der findes ikke nogen juhu-løsninger, men der er ikke nogen tvivl om, at der er mange der har fået meget ud af nogle praktiske anlagte projekter, der ikke er egentlig uddannelse, men handler om at kunne varetage et job. Mon ikke de unge, som får bygget noget selvtillid op i den slags forløb alligevel på et senere tidspunkt netop bør bruge den til at få en egentlig uddannelse. For risikoen for, at man på et senere tidspunkt ryger ud af arbejdsmarkedet, er relativt stor. Det er en speget situation, for der er meget få jobs, der ikke kræver en uddannelse.

Man organiserer stort set ikke arbejdspladser længere, som bruger ufaglært arbejde. Så de unge der ikke er boglige bliver i stadig stigende grad tilovers.«

16-17% af de unge er i det der hedder restgruppen. Det er dem der ikke får en ungdomsuddannelse, siger Noemi Katznelson og fortsætter:
»Der er en del af dem, som er godt socialt fungerende og har et godt netværk, de er bare ikke særligt boglige.

Som uddannelsessystemet er indrettet nu, kan de fleste af dem ikke gennemføre selv de praktiske uddannelser. Dem er der nemlig også relativt høje krav til, f.eks. skal man kunne læse engelske manualer. Den måde vi har indrettet os på gør, at disse i mange tilfælde ressourcestærke unge i høj grad er i fare for ende som marginaliserede.«