Kommentar:

Af Per Bregengaard, Uddannelses- og Ungdomsbormester i København

SFO I KØBENHAVN - HVAD ENDER DET MED?

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens forslag om at nedlægge 48 selvstændige fritidshjem og erstatte dem med skolefritidsordninger under skolen (SFO’er – eller KKFO´er, som de hedder i København) er blevet sparket til hjørne af et politisk flertal.

Politikerne ønsker at diskutere evalueringen af »samtænkningen « – samarbejdet mellem skole og fritidshjem - og en målsætning for fritidsinstitutionerne før en stillingtagen til forvaltningens forslag. De fleste fornemmer, at tingene et eller andet sted hænger sammen.

Det grundlæggende spørgsmål er: Hvorfor skal vi have skolefritidsordninger i Københavns Kommune? Forvaltningens svar er, at organisationen bliver mere enkel, når fritidsinstitutionen både administrativt og pædagogisk kommer under skolens ledelse – og der ikke længere er tale om ligeberettigede parter, tilføjer jeg. Det sidste er naturligvis en påstand, som der må argumenteres for.

Et fritidshjem er en selvstændig institution med egen bestyrelse, ledelse og budget. En SFO betyder mindre forældreindflydelse og mindre pædagogindflydelse. En SFO er underlagt skolebestyrelsen, skoleledelsen og en del af skolens budget. Man kan ikke fratage skolebestyrelsens eller lederens kompetencer i forhold til skolefritidsordningen, sådan er loven. Og hvis man ønsker en selvstændig SFO-bestyrelse og/eller ledelse, ja så er det et fritidshjem, vi taler om.

Det ligger alene i størrelsesforholdene, at kerneopgaven for en skole med SFO vil være undervisningen og ikke de små elevers fritid. Dette fokus vil sandsynligvis smitte af på de økonomiske prioriteringer af de knappe midler i sparerunder, både når det drejer sig om at påvirke politikernes prioriteringer og om at udmønte skolens eget budget. Det er vel at mærke ikke en planlagt politik, men noget der vil ske i kraft af strukturændringen.

Mindre indflydelse
Den ny struktur ændrer magtforholdene. Fritidspædagogikkens forkæmpere vil med nedlæggelsen af fritidshjem blive svækket i forhold til undervisningens alene i kraft af, at deres platforme i form af bestyrelser og paraplyorganisationer forsvinder. Erfaringerne fra resten af landet er, at personalet i SFO’erne i langt højere grad er blevet nednormeret end lærerne i undervisningen, og dette berører naturligvis udviklingsmål, kvalitet og læringsprocesser i den fri tid.

»Pædagoger i indskolingen« er oppe i tiden i mange kommuner. Og også pædagoger ude omkring i landet presser på for at komme ind i den rigtige skole. Der er mere status ved at være lærer end pædagog, og det kan være en løftestang i spørgsmålet om lønkroner. Jeg tror, at mange pædagoger gennem deres faglighed kan bidrage til den pædagogiske udvikling af indskolingen, men det er skolens mål og synsvinkler, som vil sætte dagsordenen og påvirke pædagogernes fokus. Erfaringerne fra den historiske udvikling af indholdet i børnehaveklassen fra børnehaven på skolen til »0.« klasse i skoleforløbet siger alt om dette.

De særegne kvaliteter, som ligger i fritidspædagogikken, vil, hvis det bliver en del af skolen, let glide i baggrunden og blive perifere. Jeg frygter, at børnene derved vil miste væsentlige kvaliteter i deres liv. Det gælder ikke mindst de børn, som har det vanskeligt med skolens boglige krav. De værdier og sider af personligheden, som udvikles gennem et godt fritidsliv, vil blive forsømte. Hvad det nærmere er for værdier og kvaliteter, vi her skal værne om og fremme, håber jeg på, at vi får defineret mere præcist gennem diskussionerne af målsætningerne for fritidsinstitutionerne. Det er her værd at bemærke, at flertallet blandt forældre ikke ønsker mere skole. Det viser en opinionsundersøgelse.

Fuldtidsstillinger forsvinder
Forvaltningens forslag om at nedlægge 48 fritidshjem har som konsekvens, at langt de fleste skoler vil få en KKFO. Bliver KKFO’en normen, frygter jeg, at politikerne i en fremtidig sparerunde vil beslutte at morgenlukke fritidshjemmene, således som det var lige ved at ske i spillet om budgettet for 2000. Det er absolut en kvalitetsforringelse og vil sandsynligvis give KKFO’en en særlig social profil, fordi den især vil blive søgt af forældre med behov for morgenåbning. Men det kan næppe siges at være en ekstrem kvalitetsforringelse, at alle børn med behov for at blive passet før kl. 8 møder i skolens KKFO.

Den væsentligste kvalitetsforringelse er forbundet med, at alle fuldtidsstillinger på fritidshjemmene hermed forsvinder, hvilket gør fritidshjemmene til meget uattraktive deltidsarbejdspladser. Mange børnehaveklasseledere har også haft deltidsarbejde, men forskellen er, at de sammen med deres egne børn har fri om eftermiddagen og i skoleferien. For fritidshjemspersonalet vil det stik modsatte gøre sig gældende. Fritidshjemmene vil blive præget af uuddannet personale og personalegennemtræk, hvilket vil være ødelæggende for kvaliteten, den pædagogiske udvikling og samtænkningen med skolen. Bestemte strukturer beskytter ingenlunde mod besparelser, men nogle besparelser bliver i kraft af strukturændringer mere oplagte end andre.

En skole med SFO-ordning vil i samarbejdet om samtænkningen naturligvis have et nærmere forhold til »vores KKFO« end til de omkringliggende fritidshjem. Og det bliver endnu mere problematisk for vurderingen af ligeværdigheden, når KKFO-lederen i sin egenskab af afdelingsleder for indskolingen eller lignende kommer til at stå som både skolens og KKFO’ens repræsentant i samarbejdet med fritidshjemmene. Strukturændringen vil også på dette punkt virke fremmende for skolens synsvinkler og fokus.

Jeg frygter, at fritidsinstitutionerne efterhånden reduceres til at blive skolens hjælpere. Den boglige skole med dens krav til traditionelle faglige færdigheder står utrolig stærkt, men kræves alligevel hele tiden styrket. Også derfor er det så vigtigt at få diskuteret og defineret de overordnede mål for fritidsinstitutionerne.

Gift for samarbejdet
Et besnærende argument for udbredelsen af KKFO’er er, at forældrene får endnu en valgmulighed. Jeg tror næppe, at der er nogen forældre, der går voldsomt op i, om fritidshjemmet er selvejende eller kommunalt, eller om institutionen er en KKFO. De vil i den konkrete valgsituation se på indholdet og vurdere renomméet, og så er det et generelt ønske for dem, at deres barn følges med klassekammeraterne over på »fritteren«.

Det afgørende i den politiske stillingtagen er således ikke, om forældrene får en ekstra valgmulighed, men om udbredelsen af en ny institutionstype ad frivillighedens eller ufrivillighedens vej vil påvirke udviklingen af fritidspædagogikken og med dette barndommen i en rigtig eller en forkert retning. Derfor er en strategi med at aftvinge politikerne bestemte garantier, hvis et flertal ønsker at udbrede KKFO’ere, temmelig håbløs. Og de centrale garantier om samme arealkrav og normeringer uanset institutionstype er allerede besluttet i 1999.

Evalueringen af samarbejdet mellem fritidsinstitutioner og skoler viser, at der i løbet af den korte tid er igangsat meget, at samtænkningen har betydet en udvidelse af »rum« for børnenes læreprocesser, at der er åbenhed og interesse hos lærere og pædagoger for at diskutere egen og hinandens faglighed. Men det er også klart, at samarbejdet hæmmes af strukturelle og organisatoriske barrierer: Hvornår kan man lægge fælles møder? Læreres undervisning i andre klasser m.m. Løsningen på disse problemer findes ikke gennem en omdannelse af nogle fritidshjem til SFO’er, hvilket evalueringsrapporten om samtænkningen heller ikke er inde på.

Tværtimod, forvaltningens forslag om nedlæggelsen af 48 fritidshjem vil lægge gift ud for det gode samarbejde, som er under udvikling rigtig mange steder. Personalet på alle fritidshjem vil opfatte det som et klart nederlag for ligeværdigheden, som er grundlaget for samtænkningen. Den positive indstilling om, at tingene skal lykkes, vil forvandle sig til en negativ, og medejerskabet til samtænkningen vil fordufte. Og i stedet for at fortsætte udviklingen af samarbejdet om samtænkningen skal der nu anvendes masser af kræfter på at harmonisere forskellige fritidshjemkulturer til en skolekultur og på at løse de konflikter, der uvægerligt følger, når en institution oplever sig nedlagt eller underlagt en anden institution. Vigtige politiske beslutninger bygger både på kendsgerninger og vurderinger. Jeg håber, at andre vil forholde sig til mine.