Anbringelser af børn og unge

Af Elisabeth Lockert Lange

LILLE VIDEN OM ANBRINGELSER

En anbringelse uden for hjemmet udligner ikke følgerne af børnenes tidlige svære opvækst.

Ca. 14.000 danske børn og unge mellem 0 og 23 år er anbragt uden for hjemmet – det er næsten det dobbelte i forhold til vores nordiske nabolande. I Danmark blev der i 2001 brugt omkring 6,5 mia. kr. om året på anbringelserne.

Med de tal er det forbavsende, så lidt man ved om, hvilken effekt anbringelser har og i det hele taget hvilke indsatser der virker hvordan.

Socialforskningsinstituttet har netop udgivet den første danske oversigt over dansk og international forskning om anbringelse af børn – med overvægt af udenlandsk, for der findes kun få danske undersøgelser. Oversigten med godt 600 undersøgelser samler vores viden om emner som effekter af anbringelser, sammenbrud i anbringelser, betydningen af kontakt mellem anbragte børn og de biologiske forældre under anbringelsen, anbringelse i slægtspleje, anbringelse af etniske minoritetsbørn og anbragte børns skolegang.

Det er ikke særlig opmuntrende læsning. De internationale forskningsresultater viser, at en anbringelse uden for hjemmet ikke i sig selv udligner følgerne af de svære opvækstvilkår, børnene blev fjernet fra i sin tid. Tidligere anbragte børn er en gruppe der er uforholdsmæssigt dårligt stillet med hensyn til både uddannelse, arbejde, sundhed og i sociale forhold.

»Vi ved, at anbragte børn er belastet af en række ophobede risikofaktorer, selv efter langvarig anbringelse. De har ringere skolegang, ringere økonomi, større risiko for arbejdsløshed og højere dødelighed end gennemsnittet af befolkningen «, siger seniorforsker og projektleder Tine Egelund.

I egen slægt?

Forskningen viser, at anbragte børn har uforholdsmæsigt mange og store skolearbejdsmetoproblemer. Og desværre er socialforvaltningerne ikke opmærksomme nok på betydningen af støtte til børnenes skolegang og indlæring, når de planlægger anbringelsen. Deres fokus ligger i højere grad på børnenes psykiske konflikter. Samtidig er anbringelsesstederne heller ikke altid opmærksomme på, at indlæring er en vigtig faktor i børnenes udvikling og for deres chancer i fremtiden.

Oversigtens udenlandske forskning viser, at anbringelse i familiepleje i barnets egen slægt har nogle hidtil oversete muligheder. Børnene udvikler sig lige så godt, og de har oftere kontakt med deres biologiske forældre. Og mest opmuntrende er det, at både børnene og plejeforældrene har forventninger om, at plejeforholdet vil være stabilt og måske endda permanent gennem barnets opvækst. Denne større stabilitet er især af betydning for anbringelse af større børn, hvor anbringelser uden for hjemmet ofte bryder sammen.

»For at kunne sige, hvad vi gør godt, og hvad vi kunne gøre anderledes, er det nødvendigt at have flere danske undersøgelser. Vores undersøgelse giver et fingerpeg i retning af, hvor det ville gavne at sætte ind, men der mangler i betydelig grad danske undersøgelser, der kan be- eller afkræfte, hvad de udenlandske undersøgelser har vist«, siger seniorforkser Anne-Dorthe Hestbæk.

Oversigten er udarbejdet for Socialministeriets projekt Kvalitet i Anbringelsesarbejdet med Børn og Unge (KABU), og den danner sammen med tre andre videns- og erfaringsopsamlinger grundlag for prioriteringerne i projektet. (Kilde: Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. Tine Egelund og Anne Dorthe Hestbæk, Socialforskningsinstituttet). EL