Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
KABU-projektet
PENGE TIL UDVIKLING
Socialministeriet har afsat 10 mill. kr. til lokale projekter, som har fokus på udvikling af arbejdet med børn og unge anbragt uden for hjemmet.
Pengene er et led i det treårige kvalitetsprojekt KABU (Kvalitet i anbringelsesarbejdet med børn og unge), som fokuserer på kvalitet og dokumentation i anbringelsesarbejdet med personligt og socialt udsatte børn og unge. Baggrunden for projektet er dels en række anbefalinger fra undersøgelser og udvalgsarbejde, dels et ønske om at samle, udvikle og formidle viden, der kan opkvalificere arbejdet med anbringelser på alle niveauer.
Projektet er nu nået til dets anden fase, hvor der er fokus på metodeudvikling, dokumentation og formidling. Derfor pujlen på 10 mill. kr. til lokale projekter med fokus på udvikling af arbejdet. Pengene gives til støtte til projekter i perioden september 2003 til og med marts 2005. Der vil være en overgrænse for bevillinger til de enkelte projekter på 200.000 kr.
Pujlen overordnede formål er at støtte iværksættelsen af dokumentations-, metodeudviklings- og formidlingsprojekter, der belyser og aktivt udvikler kvaliteten i den indsats, der ydes over for anbragte børn og unge. Projekterne skal medvirke til at afprøve nye arbejdsmetoder, styrke kvalitetsudviklingen i arbejdet med de anbragte børn og deres forældre og dokumentere og formidle den gode praksis.
Ved prioriteringen af ansøgninger vil Socialministeriet lægge vægt på følgende temaer:
Anbragte børns skolegang, hvor fokus fx kan være på samarbejdet mellem skole og socialforvaltning.
Anbragte børns fritid, som fx kan handle om identitetsdannelse eller socialisering i normalsystemet.
Hverdagsliv på anbringelsesstedet hvor projekter kan have fokus på børns indflydelse og inddragelse, humor eller behov for kontaktperson.
Temaet brobygning drejer sig om alle væsentlige overgange i barnets liv, mens temaet tilsyn kan udmøntes i projekter om fx udvikling af modeller for det gode tilsyn. I forhold til temaet slægtsanbringelser, som udenlandsk forskning tyder på rummer mange fordele, kan en projektoverskrift fx være samarbejde nærtstående – professionelle. Temaet samarbejdet barn – nærtstående – system/professionelle kan sætte fokus på fx samværet og samtalen mellem barn og forældre.
Flere eksempler kan findes i KABU-materialet.
Der kan søges midler til både metodeudvikling, dokumentation og formidling inden for hvert tema.
Alle aktører på anbringelsesområdet kan søge om støtte fra puljen, det vil sige kommuner, amtskommuner, institutioner, private organisationer, uddannelsesinstitutioner og forskningsinstitutioner.
At blive godkendt til støtte som delprojekt under KABU indebærer nogle forpligtelser om at deltage i projektledernetværk. Overgrænsen for støtten er 200.000 kr., og støtten kan gives til fx planlægning, koordinering, formidling osv.
Man skal søge på et særligt ansøgningsskema, som sammen med en puljevejledning kan hentes på Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk under Sociale projekter/puljer og på www.kabuprojektet.dk (link er ikke længere aktivt, red.)
Ansøgningen kan ikke udfyldes på nettet, den skal sendes i underskrevet stand (i papirudgave) til Socialministeriet, Tilskudssekretariatet, Holmens Kanal 22, Postboks 1059, 1008 København K.Ansøgningsfristen er den 1. juli 2003.