Solliden

Af Elisabeth Lockert Lange

DEN STORE UDFORDRING

Hvordan inddrager man forældre, som enten sidder i fængsel med lange domme. Er psykisk syge. Er gået til i druk. Eller lever som narkomaner. Det er den helt store udfordring, som pædagogerne på Københavns Kommunes børnehjem Solliden dagligt står overfor.
Og det er ikke nogen nem opgave, fordi de fleste forældre slet ikke har lyst til at tage del i et samarbejde, de er blevet tvunget ind i.

Myndighederne har direkte overført cirkulæret om brugerinddragelse fra daginstitutionerne og folkeskolen til anbringelsesområdet – og det er meget problematisk, fordi disse forældre ikke magter at indgå i de formelle og strukturerede sammenhænge, som lovgivningen lægger op til. Slet ikke. Det mener Torben Høgh Andersen, der er leder af Københavns Kommunes børnehjem Solliden.

»Jeg mener, at lovgivningen på den måde svigter disse forældre. Reelt er den med til at fratage dem indflydelse i stedet for at give dem indflydelse. Der står, at vi skal oprette et forældreråd på vores institution. Det er også helt fint, men der står intet om, hvad dette forældreråd skal tage stilling til. Hvad de har kompetence til. Hvor de kan tage beslutninger. Og det er reelt med til at efterlade forældrene i et stort tomrum, fordi de ikke har ressourcer og overskud til selv at definere, hvad de gerne vil have indflydelse på«, siger Torben Høgh Andersen og fortsætter:

»Men når man ser på daginstitutions- og skoleverdenen, er der nogle meget klare regler for, hvad forældrebestyrelserne har magt og medmagt over. Det drejer sig om økonomi, overordnede pædagogiske principper, personaleforhold og så videre. Sådan er det ikke på vores område, og det gør det meget svært at få implementeret den formelle del af brugerindflydelsen, så den passer på de forudsætninger og interesser, forældrene til vores børn har.«

En anden væsentlig barriere for at få brugerindflydelsen til at fungere i praksis er, at forældrene ikke selv har valgt, at deres børn skal være på institutionen. De er ikke kommet af lyst. De er kommet af nød. Og de har i praksis ikke haft noget valg – hvad enten der er tale om en frivillig anbringelse eller en tvangsanbringelse.

Har ikke oprettet forældreråd

Torben Høgh Andersen trækker dette dilemma frem, fordi det har stor betydning for den måde, som forældrene oplever brugerindflydelsen på.

»Det er vigtigt at være opmærksom på, at vi prøver at sælge forældrene en vare, som langt de fleste af dem ikke har efterspurgt. Som de slet ikke ønsker at købe, fordi de allerhelst ville have, at deres børn var hjemme hos dem selv. Og derfor synes jeg, at cirkulæret om brugerindflydelse er håbløst, fordi det overhovedet ikke er anvendeligt i vores virkelighed. Forældrene kan i hvert fald ikke bruge det til noget«, understreger Torben Høgh Andersen.

Solliden har ikke været i stand til at oprette forældreråd på trods af, at ledelsen gentagne gange har indkaldt forældrene til møde om det. Det er der mange gode forklaringer på. Med en børnegruppe på 12 børn hvoraf en del er søskende, er der ikke ret mange forældre til at indgå i det. Når så en del af forældrene er fængslet for længere tid, og resten er meget belastet af psykisk sygdom, alkoholisme og narkomisbrug, er det nærmest umuligt at etablere et fungerende forældreråd. Derfor har personalet på Solliden valgt at gribe brugerindflydelsen helt anderledes an. Vægten er lagt på den individuelle indflydelse i modsætning til den kollektive. Og på den konkrete inddragelse i stedet for den generelle inddragelse.

»Vi vurderer, at det er meget mere værdifuldt og konstruktivt at inddrage den enkelte forælder i den konkrete sag frem for at inddrage en gruppe af forældre i de mere generelle overordnede forhold her på institutionen. Inddragelsen af barnet og forældrene er et individuelt forhold mellem dem og os. Ved at sætte fokus på problemstillingerne i den konkrete sag, oplever vi, at vi meget bedre kan gøre forældrene til aktive medspillere. De kan nemlig se en fordel i at tage del i deres eget barns sag, uden at de behøver at forholde sig til en masse overordnede forhold, som de ikke umiddelbart kan overskue eller koble til deres eget barns liv. Og det virker, fordi vi får et meget tæt og personligt forhold til den enkelte forælder«, fastslår Torben Høgh Andersen.

Krævende samtaler

I praksis foregår det på den måde, at pædagogerne er primær kontaktperson for to børn hver. Derudover er Torben Høgh Andersen ansvarlig for forældrekontakten for gruppen af små børn, og hans souschef er det for gruppen af store børn. Det betyder, at forældrene altid kan komme i kontakt med en medarbejder, som har et indgående kendskab til deres barn – også ved sygdom, kurser og i ferier.
Desuden fungerer både leder og souschef som supervisor for pædagogerne i forhold til forældresamarbejdet. Specielt er de meget opmærksomme på at støtte og vejlede de mere uerfarne medarbejdere, fordi det er meget fagligt og personligt krævende at gennemføre dette forældresamarbejde.

»Det er meget vigtigt, at personalet forholder sig professionelt professionelt til forældrene og ikke lader sig styre af mere moralske og følelsesmæssige reaktioner. Man skal være opmærksom på, at mange af de nyuddannede pædagoger slet ikke kender den virkelighed, som de skal til at arbejde i. Typisk har de kun beskæftiget sig teoretisk med forældre af denne type. Og ét er at læse om dem. Noget helt andet er at møde dem face to face. Det er en svær situation at stå i, så derfor skal de have kvalificeret hjælp«, understreger Torben Høgh Andersen.

Forældrene er generelt på besøg i huset én gang om ugen. Som udgangspunkt er børnene hjemme i weekenden i det omfang, det kan lade sig gøre rent praktisk, og det er forsvarligt for børnene set i forhold til, hvordan forældrene har det. Ellers prøver personalet at holde møder med forældrene for at orientere dem om, hvordan det går med barnet. Og for at snakke om hvad der skal ske i fremtiden. Det kan være små dagligdags ting som indkøb af tøj, tilmelding til den lokale fodboldklub fodboldklub eller lignende. Og det kan være store beslutninger om barnets fremtid.

»Når vi har disse møder, er vi altid to personaler til stede. Det er en sikring af, at der bliver sagt de nødvendige ting. Og det giver os efterfølgende mulighed for at sikre, at vi har forstået forælderens reaktion. Det kan vi nemlig bedre, når vi er to professionelle om samtalen«, påpeger lederen.

Fastholde forældreansvaret

Torben Høgh Andersen understreger, at det er et mål at fastholde forældrene på, at de stadig har ansvaret for deres eget barn. At de føler et ejerskab til deres forældreansvar. Men det skal selvfølgelig ses i forhold til den enkelte families situation og formåen.

»Det er klart, at vi påtager os det primære ansvar for barnets opvækst, hvis far sidder fængslet i lang tid, og mor er på stoffer. Men der, hvor det er muligt og forsvarligt i forhold til barnets tarv, arbejder vi målrettet på at fastholde forældrene i deres forældrerolle over for deres barn. Vi har intet ønske om at tage magten fra forældrene. Tværtimod. Det giver dem nemlig endnu en følelse af afmagt og nederlag. Og det er det sidste, disse forældre har brug for«, pointerer lederen. Og han fortsætter:

»Derfor er det også forældre, der går til møde på skolen. Eller til forældredag i børnehaven. Eller til skolefest. Eller går med til lægen. Eller hvad der nu er af aftaler og arrangementer, som forældre normalt tager del i. Men det er klart, at vi er backup, hvis de ikke er i stand til det eller alligevel svigter aftalerne, selv om de havde lovet at være med. For det er jo en del af både deres og børnenes virkelighed.«

På Solliden er medarbejderne meget opmærksomme på, at de ikke hele tiden kommer til at udstille forældrenes fejl og mangler. Derfor arbejder de bevidst på ikke hele tiden at lave tiltag, som udstiller forældrenes svagheder.

»Eksempelvis holder vi en julefest for børnene og deres forældre hvert år. Men vi holder ikke juleaften med traditionel julemad, fordi vi godt ved, at vi kan lave andestegen eller flæskestegen meget bedre, end deres mor kan. Vi serverer noget andet, så børnene og forældrene ikke direkte kan sammenligne vores julemiddag med den, de skal have derhjemme juleaften, hvis moderen overhovedet er i stand til at stable en julemiddag på benene.«

»Det er klart for alle, at vi har mere tid og overskud samt flere penge til at lave en god julemiddag for. Så derfor vælger vi at lave noget helt andet, fordi det er en indirekte måde at vise forældrene respekt på«, påpeger Torben Høgh Andersen.

Han opsummerer brugerindflydelsen i nogle få nøgleord, som åbenhed, tillid og gensidig respekt. Det er nødvendige forudsætninger, hvis det skal lykkes at få inddraget disse forældre i en konstruktiv dialog om, hvordan de i fællesskab kan være med til at skabe de bedste betingelser for børnenes liv. Og erfaringerne viser, at det kan godt lade sig gøre.