Kommentar

Af Jacob Hougaard, medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet

AD FRIVILLIGHEDENS VEJ

For socialdemokraterne er spørgsmålet om skolefritidsordninger ikke et »enten – eller«, tværtimod er det et »både – og«.

Spørgsmålet om skolefritidsordningerne deler stadigvæk vandene blandt de politiske partier i Borgerrepræsentationen.

Uddannelses- og Ungdomsskoleforvaltningen har senest spillet ud med et forslag om at omdanne 48 fritidshjem til KKFO, som står for Københavns Kommunes Fritidsordning. På længere sigt er der lagt op til, at kommunens fritidshjem skal knyttes til en KKFO på de enkelte skoler. Det vil samtidig være slut med traditionen for fritidshjem i København. Den indstilling kunne Socialdemokraterne ikke tilslutte sig, og sagen er nu udsat til efteråret.

Men hvordan ser fremtiden så ud for de københavnske fritidsordninger? Vi har fra politisk side inviteret til en bred debat med såvel medarbejdere som forældre om dette spørgsmål, og på den baggrund ønsker jeg at bidrage med nogle af de overvejelser, som vi har gjort os i den socialdemokratiske gruppe. Indledningsvis mener jeg, at vi må gøre op med to myter.

Den første myte gælder, at KKFO er indført for at spare penge. Det er rigtigt, at kommunalpolitikerne i mange kommuner har øjnet en mulighed for at spare penge ved at indføre skolefritidsordninger, og derfor har vores debat forståeligt nok fokuseret meget på netop økonomi. Men i København blev KKFOikke indført for at spare penge. Selv om de to fritidsordninger ganske vist hører ind under hver sin lovgivning, nemlig h.h.v. Folkeskoleloven og Serviceloven, så har Borgerrepræsentationen besluttet, at normeringen og kvaliteten skal være den samme.

Den anden myte er, at skoler og fritidshjem ikke kan finde ud af at samarbejde. Det er naturligvis hverken hensigtsmæssigt for børnene eller for medarbejderne, hvis pædagoger og lærere kigger skævt til hinanden. I København er der igangsat projekter, hvor fritidshjem og skoler samarbejder med hinanden – den såkaldte samtænkning – og det tegner til at være en succes. Jeg har selv besøgt flere fritidshjem og skoler, og jeg må sige, at jeg er meget positiv over det øgede samarbejde, som samtænkningen har været med til at skabe rundt omkring i byen.

Dem, som hævder, at skoler og fritidshjem kun kan komme til at samarbejde ved at indføre skolefritidsordninger, har i mine øjne ikke meget at have det argument i. Det kan sagtens lade sig gøre at bygge bro over de kulturforskelle, som findes mellem pædagoger og lærere.

For os er spørgsmålet om skolefritidsordninger ikke et »enten-eller«, tværtimod er det for os et »både-og«. Fritidshjemmene har gennem tiderne spillet en væsentlig rolle i mange københavneres opvækst, og Socialdemokraterne er stadigvæk tilhængere af fritidshjem. Imidlertid ligger der nogle pædagogiske muligheder i skolefritidsordningerne, som vi også er interesserede i at afprøve. Fordi skole og fritidsordning er integreret i en KKFO, vil der kunne skabes en anden form for sammenhæng i børnenes hverdag, end det er muligt på et fritidshjem. Det er baggrunden for, at Socialdemokraterne var med til at trykke på de grønne knapper, da Københavns Kommune besluttede at indføre den københavnske skolefritidsordning tilbage i 1999.

Afprøv det

I Borgerrepræsentationen er der brug for at samle opbakning til en ny politik på området, som kan træde i stedet for beslutningen fra 1999.

Dansk Folkeparti og Venstre ønsker at holde fast i den hidtidige politik og mener, at fritidshjemmene skal omlægges til skolefritidsordninger i stor stil. Derfor skal en ny aftale findes med opbakning fra venstrefløjen og muligvis med de konservative. Hvis der ikke opnås enighed, vil den gamle beslutning fra 1999 fortsætte med at stå ved magt, og alle nyetablerede fritidsordninger vil automatisk være KKFO. Men jeg fornemmer, at både SF og Enhedslisten er parate til at finde en løsning.

I et debatindlæg har Per Bregengaard (Ø) givet udtryk for sine betænkeligheder ved KKFO. Det gælder blandt andet spørgsmålet om forældreindflydelsen og magtforholdet i forhold til skolen, hvor han frygter, at skolekulturen vil blive domi- nerende. Jeg tror det er vigtigt, at vi får afprøvet, hvordan skolefritidsordningerne fungerer i praksis, og så tage problemerne i den rækkefølge, de måtte opstå. Vi er i den forbindelse interesserede i, at der arbejdes på at finde metoder, som kan bevare ligeværdigheden og forældreindflydelsen.

Vores ønske er overordnet, at København får en varieret og sammensat fritidsordning, som giver forældre og børn valgmuligheder og som tager hensyn til lokale ønsker og behov. Derfor ønsker vi i de politiske forhandlinger at skabe forståelse for en aftale, som både giver plads til skolefritidsordninger og til fritidshjem. Vi vil lægge op til at bevare fritidshjemmene som hidtil, for ingen har interesse i at forcere en omlægning til KKFO imod forældre og medarbejderes ønske.

Samtidig ønsker vi at bevare de nuværende skolefritidsordninger, for hvorfor skulle man nedlægge en KKFO, hvis børnene og medarbejderne er tilfredse med ordningen?

Når der etableres nye fritidsinstitutioner ønsker vi, at det så vidt muligt skal være frivilligt, om det skal være fritidshjem eller skolefritidsordning.Lokale ønsker og behov må være afgørende for, hvilken løsning man finder er bedst for børnene. Det må derfor komme an på en individuel vurdering, for nogen steder vil det være en indlysende god idé at oprette en KKFO, mens det andre steder vil være mest hensigtsmæssigt med et fritidshjem.

I de forestående politiske forhandlinger er det vores håb, at der kan skabes enighed om, at fritidsordningerne i Københavns Kommune skal basere sig på en sammensat struktur, hvor såvel fritidshjem som KKFO kan få lov til at fungere ud fra deres egne forudsætninger.