Seminar om socialt arbejde:

Af Elisabeth Lockert Lange

ETIKKENS VOGTERE

Socialstaten er en faldende stjerne. Baggrunden for det – og den – gav sociologiens »grand old man«Zygmunt Bauman en analyse af på et europæisk seminar om socialt arbejde og velfærdssamfundet i fremtidens Europa. Hans udgangspunkt er, at socialstaten er i defensiven og skal forsvare sin berettigelse. Han argumenterede, at etik og moral i det globale samfund er det eneste argument for socialstaten, og det anses ikke for tungtvejende nok. Socialstaten skal også kunne betale sig, sådan som den gjorde i det samfund, den blev skabt i. Dengang blev de arbejdsløse og uvirksomme set som en arbejdskraft-reserve, nu er de bare overflødige.

Europa forandrer sig hastigt, og derfor er socialt arbejde også i en forandringsproces. En proces som afspejler de grundlæggende ændringer i den sociale realitet.

En af forandringer ses i den voksende mængde mennesker, som oplever at blive socialt udstødt. De langtidsarbejdsløse, dem med nedsat arbejdsevne og dem med sociale problemer.

Samtidig sker der forandringer i forholdet mellem stat, marked, frivillige organisationer og det civile samfund. Det stiller spørgsmålet, hvem der er fremtidens aktører inden for socialt arbejde og hvilke roller de vil spille. Især er synet på modtagerne af social hjælp ændret, de skal bevise sig værdige ved at deltage i diverse aktiveringsprojekter, og der udvikles nye former for social kontrol, et fænomen som synes at vokse trods forsøg på at af-bureaukratisere og af-institutionalisere.

Forskellig slags måling og evaluering af det sociale arbejde er også stigende i fokus, og der tales om kvalitetskontrol og minimumsstandarder.

Disse emner og mange flere blev debatteret på det internationale seminar Social Work in a Future Europe, som blev holdt i København i slutningen af maj. Seminaret samlede 750 deltagere fra 25 lande.

I defensiven

Idéen med seminaret var at deltagerne kunne udveksle erfaringer, diskutere og nå konklusioner om bl.a. socialarbejderens rolle i den nuværende og fremtidige europæiske velfærd, forskelle og ligheder mellem de europæiske landes socialarbejde, og nye strategier i kampen mod social udstødelse og fattigdom.

Det meste af seminaret foregik i workshops, men som en tankevækkende start gav professor i sociologi ved universiteterne i Leeds og Warszawa, Zygmunt Bauman, en forelæsning om socialstatens fremvækst og den krise, som den befinder sig i nu. Han blev mødt af mange spørgsmål fra salen, spørgsmål som bekræfter og afspejler de mange problemer, som socialarbejdere står overfor netop nu.

Zygmunt Baumans overordnede mål er at inkludere de ekskluderede, han ser dette som den globale udfordring for socialt arbejde. Og han er ikke optimistisk i forhold til, at de nu ekskluderede bliver inkluderet igen, til gengæld tror han på, at mennesket over tid vil udvikle nye humane demokratiske institutioner.

Der er nemlig sket det, som han aldrig havde troet muligt: socialstaten er tvunget i defensiven og skal forsvare sin eksistensberettigelse. Han forestillede sig, at socialstaten var menneskehedens højeste niveau, og han troede aldrig, den ville blive undermineret.

»Socialstaten er skabt gennem gradvise fremskidt. Idéen med socialstaten er at sikre folk mod ulykke og uheld, og dens tilstand måles på dens svageste medlem. I de tre første ti-år efter 2. Verdenskrig nåede den sit højdepunkt. Nu skal socialstaten derimod forsvare sig mod angreb og kritik. Hvordan er det sket?«

Etik er ikke nok

»Socialstaten er et historisk produkt, og der er derfor ikke kun én grund til, at den opstod. Skabelsen af socialstaten har mange bevæggrunde – og de gik ud over politisk holdning. Bl.a. var der arbejderbevægelser, som modigt kæmpede for den, og der var politikere som så faren ved for mange meget fattige mennesker«, sagde Zygmunt Bauman.

Han pegede på, at det engang var en god investering at vedligeholde arbejdsstyrken. Det var dengang, et samfund ønskede at have mange indbyggere, for så var der mange soldater, og de som ikke var soldater var en reserve, som skulle holdes i god form. Det samme gjaldt de arbejdsløse, de var en reserve af arbejdskraft, som det var en god investering at holde i form.

»Pointen er, at det ikke kun handler om etik. Hvis socialstaten skal vinde, skal der mere til end kun det etiske argument – etikken er et svagt væsen og vinder ikke på egen hånd.«

Der var i datidens samfund en gensidig afhængighed mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Dengang fandtes der livsstillinger. Nu ved mange ikke, hvor de er om få måneder.

»Det giver meget forskellige tids- og livsperspektiver. Hvis man har en lang tidshorisont, så er det nødvendigt at finde en måde at fungere sammen på, som begge kan leve med. I det samfund kan hverken virksomhederne eller arbejdskraften bare flytte.«

Det er helt anderledes nu. Nu kommer kritikken af socialstaten fra alle dele af det politiske spektrum.

Fra produktion til forbrug

»Hvad er der sket – eller rettere hvad sker der – for vi er midt i det. Der er to arbejdsmarkeder – et traditionelt hvor man arbejder hen mod en gensidig enighed om vilkår etc, og et arbejdsmarked som fx Silicon Valley, hvor ansættelsestiden i gennemsnit er otte måneder. Det betyder, at der ingen forventning er om noget langsigtet eller permanent. Det er blevet projekter – livet i projekter – uden noget permanent eller langsigtet, og derfor er der ingen trang til at regulere mellemmenneskelige forhold, så de kan holde og klare sig over længere tid.«

Han pegede på, at succes nu først og fremmest handler om mobilitet, snarere end indkomst, og det behøver ikke være fysisk mobilitet, det kan også være i cyberspace. Og det er de som er bundet i én lokalitet, som har mest brug for socialstaten, mens den mobile elite ikke har brug for at investere i arbejdskraften i én lokalitet – det er ikke mere nogen god investering.

En anden grundlæggende samfundsudvikling ses i den rolle, som forbrug har fået.

»Samfundet har udviklet sig fra at være et samfund af producenter til at være et samfund af konsumenter. Producentsamfundet så på de arbejdsløse, de uvirksomme, som nogen der skulle bringes tilbage til at blive produktive.

Sådan er det ikke i forbrugersamfundet. Der måles samfundet ikke på, hvad vi producerer, men på hvad vi forbruger. Stigende forbrug er vejen ud af enhver økonomisk bølgedal «, sagde Zygmunt Bauman og fortsatte:

»De som er i jeres varetægt er netop dem, som ikke kan forbruge. Og derfor er de arbejdsløse, uvirksomme og fattige uden nogen social funktion, for de kan aldrig være en reserve af forbrugere.«

De overflødige

Han eksemplificerer skiftet i synsvinkel og de uvirksommes funktionsløshed gennem de engelske ord unemployed og redundant. Begge bruges om at være arbejdsløs, men unemployed (det tidligere mest brugte udtryk) er arbejdsløs i betydningen ikke-i-arbejde. Det signalerer noget midlertidigt. Redundant, som er det ord der bruges nu om arbejdsløshed, betyder egentlig er at noget eller nogen er overflødig, unødvendig.

»Det er et relativt nyt fænomen fra det tidspunkt, hvor man begyndte at producere orden. Som en del af moderniteten reformeres orden igen og igen. Og der er altid nogen som ikke passer ind, det er pointen ved at producere orden, at man gør noget eller nogen overflødig. Med den økonomiske fremgang producerer man ting med mindre og mindre omkostning, og de som ikke kan det er overflødige «, sagde Zygmunt Bauman og fortalte om begrebet usynlige arbejdsløse brugt om arbejdere i lande uden moderne økonomi. Pointen er, at hvis man indførte den moderne økonomi der, ville de blive arbejdsløse.

Der blev også tidligere i industrisamfundet produceret overflødige mennesker. Men dengang kunne de drage ud til den store del af verden, hvor moderniteten ikke havde vundet indpas. Den verden blev anset for »tom« – bortset fra de oprindelige par »primitive«. De drog til Amerika, Australien, Afrika, og holdningen og handlingen foregår stadig, understregede han, fx i Israel, hvor nye emigranter ikke tager hensyn til, at der bor nogen i forvejen.

»Men nu er planeten fuld! Og nu tvinges vi til at løse dis-se problemer lokalt, på trods af at de produceres globalt. Alle dele af verden producerer nu overflødig befolkning, og strømmen går nu i den modsatte retning. Vi får andre landes overflødige befolkning, som måske oplever os, som vi oplevede kolonierne dengang.«

Etik står alene

Socialstaten er ikke i stand til at håndtere denne situation. Og den kritiseres for ikke at kunne gøre det.

»Man giver socialstaten skylden for det globale problem med overflødige mennesker og bebrejder den fx i form af udtalelser om, at »de kommer her og gider ikke lave noget, fordi vi er for generøse med socialhjælp og understøttelse« Som om mennesket ikke glæder sig ved aktivitet og er stolt over, hvad det skaber. Det er en stor del af den menneskelige værdighed«, sagde Zygmunt Bauman og fortsatte:

»Det etiske princip bag socialstaten understøttes ikke længere af rationel økonomisk kalkulation, og det er ikke længere muligt at begrunde socialstaten med økonomisk rationelle argumenter. Etikken er blevet skilt fra pragmatikken, og etikken står nu helt alene – enten tager man dette ansvar for hinanden eller man gør det ikke. Meget ofte siger socialarbejdere i selvforsvar: vi er ikke godt nok organiseret, vi gør det ikke godt nok. Hvis vi gjorde, så ville der ikke være den kritik af socialstaten. Selvfølgelig kan noget forbedres af den vej, men ikke ret meget, for det handler om samfundets etiske standard. Der er ikke længere nogen økonomisk rationelle grunde til at tage hånd om andre. Man kan kun sige, at det er bedre, ikke mere rationelt, det er bedre at have moral og etik, selvom det ikke gør virksomheder mere profitable. Etik og moral er nu det eneste grundlag for socialt arbejde.«

Han talte om grænselandet, der hvor lovløsheden hersker. I forbindelse med industrialiseringen tog det 100 år at få reguleret dette grænseland med menneskelige rettigheder og forpligtelser, og det blev til sidst kronet med socialstaten.

»Situationen nu er den samme, men dette ingen-mandsland er nu den globale scene. Derfor kommer anslag mod os bag på os, og vi ved ikke, hvordan i morgen ser ud. Men der er ingen lokale løsninger på globale problemer. Det skal I pege på over for jeres kritikere, at socialt arbejde ikke kan løse de globale problemer. Og i det lange løb må I socialarbejdere se i øjnene hvem I er. I er det levende blod i det menneskelige samfund. Socialarbejdere er vogterne af den etiske standard.«