Børn med særlige behov i institution:

Af Tine Seibæk

I TILSKUERENS ROLLE

I 20 år har det været målet, at børn med handicap skal integreres i daginstitutioner på lige fod med normalt fungerende børn. Men noget er tilsyneladende gået galt, for børn med handicap ender næsten altid i tilskuerens rolle. Hvis de skal med i fællesskabet, kan det være en fordel med åbne handicapgrupper, mindre selvforvaltning og ikke mindst en stor pædagogisk bevidsthed, viser ny undersøgelse.

Mark er udviklingshæmmet. Ude på legepladsen går han hen imod en gruppe andre børn, tre drenge, der leger med en bold. Han prøver at komme med i legen, men bliver først ignoreret. Da han vil sparke til bolden, bliver han afvist med ordene: »Der er altså ikke plads til dig – vi kan højst være tre«.

Situationen er ikke enestående. En nyere undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at børnehavebørn med særlige behov – trods servicelovens målsætning om integration – oftest befinder sig i tilskuerens rolle. De bliver ikke diskrimineret, men de er næsten altid i en marginaliseret position og kommer aldrig ind i centrum af børnegruppen. Kontakten med de »normale « børn er kort og sporadisk, viser SFI’s undersøgelse »Et differentieret fællesskab«.

Den er lavet af seniorforsker Mai Heide Ottosen og stud.scient. soc. Tea Torbenfeldt Bengtsson. De satte sig for at undersøge, om børn med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har mulighed for at være en del af børnehavens sociale liv på lige fod med andre børn. Forskerne besøgte i foråret 2001 otte børnehaver i hovedstadsområdet og observerede i alt 29 børn – de fleste i 4-5 års alderen – med særlige behov. Ca. halvdelen af børnene var enkeltintegrerede, dvs at der gik et-to børn i institutionen med handicap. Resten befandt sig i enten åbne eller lukkede handicapgrupper tilknyttet en specialstue. Børnene – der f.eks. havde hjerneskade, downs syndrom, DAMP, rygmarvsbrok, dværgvækst eller bevægelseshæmning – havde alle en støttepædagog tilknyttet.

Mai Heide Ottosen og Tea Torbenfeldt Bengtsson observerede forskellige forhold, der så ud til enten at fremme eller forhindre, at børnene blev en del af fællesskabet. Den største forhindring var, at indsatsen over for børn med særlige behov er orienteret mod det enkelte barn.

»Fra kommunens side sørger man f.eks. for støttepædagog, fysioterapi og talepædagog til barnet – og det ser ud som om, at de tilbud fungerer. Men man er mindre optaget af at tænke i pædagogiske baner, og af at barnet skal blive en del af det sociale fællesskab«, siger Mai Heide Ottosen.

»Ansvaret for, at de handicappede bliver integreret i børnegruppen, er lagt ud til den enkelte institution, leder og pædagog. Dermed kommer man i institutionerne let til at sidde på “øde øer” uden at vide, hvad der foregår i naboinstitutionen eller nabokommunen. Der mangler vidensopsamling og en fælles idé om, hvordan man kunne gribe integrationen an – og det får konsekvenser for børnene.«

Lukkede grupper og selvforvaltning

De to forskere tilbragte 15-45 timer i hver børnehave som »fluer på væggen«. Og de kom frem til, at bl.a. rammerne havde betydning for, hvor vidt børnene kom med i gruppen - og det betød meget, om de var enkeltintegrerede eller i grupper. De definerede grupperne som henholdsvis åbne og lukkede. I de åbne handicapgrupper havde børnene deres egen stue, men tilbragte alligevel en stor del af dagen sammen med de øvrige børn. I de lukkede grupper var børnene mest på deres egen stue, oftest med en lukket dør som en afskærmning mod verden »verden udenfor. Børn i lukkede grupper havde mindst chance for at lære de andre børn at kende. Gruppen blev ofte en institution i institutionen.

»Man skal være klar over, at børnene i de lukkede grupper havde de mest alvorlige handicap – men derfor kan de jo godt have glæde af at møde andre børn også«, siger Mai Heide Ottosen, der trods ulemperne ikke synes, at lukkede grupper er entydigt negative.

»Børn med alvorlige handicap HAR behov for en helt særlig omsorg. Den beskyttelse, ro og afgrænsethed, der kan være i de lukkede grupper, er god for nogle børn. Samtidig har børnene – i både åbne og lukkede grupper – også glæde af fællesskabet i gruppen. Børnene i de lukkede grupper, der var forskræmte på legepladsen, foldede sig f.eks. ud på en helt anden måde sammen med gruppen.«

Mai Heide Ottosen mener, at åbne grupper – som model – indeholder de bedste udviklingspotentialer. Børnene bliver – lettere end i de lukkede grupper – en del af fællesskabet samtidig med, at de har fordelen ved at være i en gruppe.

»Men man skal være opmærksom på, hvad man gør. I en af undersøgelsens institutioner var gruppen ret åben – børnene var meget ude på de andre stuer – men det skyldtes, at man led af personalemangel.«

Et andet forhold, som blev tydeligt, var, at selvforvaltning ikke er det mest optimale at byde handicappede børn. De har ofte brug for en fast struktur, hvis de skal have en chance for at blive en del af fællesskabet. F.eks. i form af voksenstrukturerede aktiviteter, der giver dem ret til at være med i legen – ellers risikerer de for ofte at blive valgt fra af de andre børn.

»Børn med handicap skal være i institutioner med rutiner, der understøtter, at de kan blive en del af fællesskabet. De har brug for en hjælpende hånd, så der ikke er for meget, der er overladt til dem selv. Et eksempel kunne være dét at spise frokost. I institutioner med selvforvaltning må børnene f.eks. selv tage deres madpakke og spise, når de har lyst. Men det betyder som regel, at de spiser med de børn, de kender i forvejen. På den måde understøtter man de fællesskaber, børn allerede har. Det kan være svært for børn med handicap at komme med dér.«

»Mad indbyder til et socialt fællesskab. Og dét at man sammen har nogle ritualer; at man dækker bord, vasker hænder og venter på, at der bliver sagt »Værsgod« bidrager til at skabe et fællesskab, som børn med særlige behov kan blive en del af. Når de sidder og spiser med de andre børn, får de mulighed for at få en samtale i gang – ofte med støttepædagogens hjælp. Og den samtale kan så evt. danne grundlag for en leg senere«, siger Mai Heide Ottosen.

Vigtigt med vi-følelse hos personalet

En anden vigtig konklusion i undersøgelsen er, at det fremmer børns muligheder for at blive en del af børnehavens sociale liv, når de to personalegrupper – støttepædagoger og »almindelige « pædagoger – samarbejder godt. Dvs at der i personalegruppen i højere grad skal være en vi-følelse frem for en »dem/os kultur«.

»Nogle institutioner har – uanset om børnene er enkeltintegrerede eller i grupper – en dem/os kultur. Og der har ledelsen virkelig et ansvar for at skabe nogle rammer, så pædagogerne forstår, at integrationen af handicappede er et fælles projekt«, siger Mai Heide Ottosen og giver et eksempel:

»Når et barn med handicap sidder ensom på legepladsen, er det ikke kun støttepædagogens ansvar at få sat en leg i gang. Det er også de andre pædagogers ansvar at skabe et rum for det sociale fællesskab. Når en institution vælger at påtage sig et barn med særlige behov, skal man virkelig få snakket igennem: »Hvordan bliver barnets trivsel i børnegruppen til alles ansvar?«. Selv om støttepædagogen selvfølgelig er den primære ankerperson«, siger Mai Heide Ottosen.

Et eksempel på en dem/os kultur kunne være en af undersøgelsens institutioner, der havde en lukket handicapgruppe

»Personalet var ikke onde, men man havde bare nogle rutiner, hvor man ikke hjalp hinanden. Handicapgruppen var en institution i institutionen. Hvis en af støttepædagogerne f.eks. skulle til et møde, vidste de ikke, hvad de skulle gøre. Som udenforstående tænkte vi: »Hvorfor spørger de ikke bare om hjælp på den anden stue?«. Men det, mente de ikke selv, kunne lade sig gøre. Så i de situationer måtte der skaffes vikar, rykkes rundt på møder osv, hvor det nok kunne have været ordnet mere fleksibelt.«

En hårfin balance

En anden konklusion i undersøgelsen er, at man som pædagog enten kan blive en katalysator (der formidler kontakt) eller en afskærmer for det handicappede barn. Sidstnævnte taler f.eks. på barnets vegne, uden at det er nødvendigt.

»Hvornår skal man hjælpe barnet, fordi det har behov for at komme ind i gruppen – og hvornår virker støtten faktisk hæmmende for, at barnet klarer sig på almindelige vilkår? Hvorfor giver man nogle steder det handicappede barn tøj på først, når man skal ud? Hvorfor skal det ikke selv prøve? Hvorfor tager man barnet med handicap på skødet og giver det en særlig plads, når man læser for hele gruppen? Det er en hårfin balance, om man er katalysator eller afskærmer – og det fordrer virkelig en bevidsthed at forblive en katalysator«, mener Mai Heide Ottosen.

Udover at undersøgelsen viste, at handicappede børn befinder sig i fællesskabets periferi, var det også tydeligt, at de normalt fungerende børn havde meget lidt interesse for dem.

»Det hænger dels sammen med, hvor godt man kender hinanden. Hvis børnene ikke rigtig kender hinanden, tager de heller ikke initiativ til leg og samvær. Men vores – og andre – undersøgelser viser, at der blandt børn i denne alder ikke er fordomme og diskrimination. Det vigtige for børn på dette alderstrin er, at legen kan drives videre. Og almindeligt fungerende børn kan være sårbare over for tvetydigheder. Dvs hvis de og det handicappede barn ikke forstår hinanden, hvis det handicappede barn f.eks. vil have, at legen tager en anden retning uden at kunne kommunikere det. Den erfaring så vi, at nogle af de almindeligt fungerende fik med de psykisk handicappede. De havde svært ved at mestre kompleksiteten i legen og blev dermed mindre interessante som legekammerater.«

Undersøgelsens resultat – at børn med handicap næsten aldrig er i centrum af børnegruppen – overraskede dem ikke.

»Man vil aldrig kunne undgå, at børn med handicap har sværere ved at sætte dagsordenen. Men ved hjælp af en bevidst pædagogisk praksis kan man skabe flere muligheder for, at børnene bliver en del af fællesskabet«, siger Mai Heide Ottosen.