Rumlepot

Af Elisabeth Lockert Lange

RUNDT MED GLOBUSSEN

En rumlepot giver mulighed for at skabe en god sammenhæng mellem naturinteresse og hjemmeinstitution, fortæller den integrerede institution Viften, som lader børnene selv vælge, hvem der vil ud og køre den dag.

En globus oser af eventyr og opdagelser. Den er normalt rund, men »Globussen « i den integrerede institution Viften på Amager har form af en blå bus.

Globussen er en rumlepot. Den er indrettet til 20 børn med toilet, køkken, fryser, lille soveplads, garderobe og plads til lidt legetøj. Bagi er der fritidsudstyr med alt til bål og bivuak.

Bussen kører hver dag til et sted i naturen, til tider det samme sted nogle dage i træk, så længe der er »noget at hente«, andre gange til forskellige steder. Viften startede som en ren vuggestue, men fik i 98 tilbudt 20 børn ekstra sammen med en rumlepot. Og de sagde ja.

De har nu to børnehavegrupper og tre vuggestuegrupper. Børnehavegrupperne har indtil her i foråret kørt helt traditionelt på skift med én uge af gangen sammen med tre voksne. En fast rutine, de nu har brudt op.

De syntes, der var for mange ufordele ved den faste rutine. Samtidig har de taget metoden den integrerende baggrund til sig, så de spurgte børnene og valgte at følge det de sagde.

»Vi kunne se, at det var svært for børnene at danne venskaber på tværs, og personalet kunne heller ikke få det tætte samarbejde. Det var frustrerende, så vi har i stedet lavet én stor børnehavegruppe, hvor vi arbejder projektvis. 20 børn tager stadig afsted hver dag, men de vælger stort set selv, om de vil afsted den dag, afhængigt af hvad de har gang i, så de ikke skal bryde leg op. Det kræver meget struktur for de voksne, meget kommunikation, benarbejde og langtidsplanlægning, men det er mere lempeligt for børnene«, fortæller leder Lene Zøllner.

Fleksibilitet

Jens Gummesen, pædagogmedhjælper og på merituddannelsen til pædagog, har det overordnede ansvar for rumlepotten og får også et løntillæg for det.

»Vi oplevede med tidligere børnegrupper, at nogle af de store børn, især pigerne, blev trætte af bussen – i hvert fald lige når de skulle afsted. Vi skal være bedre til at tale om Globussen, for det hedder den, og at vi skal ud i Bøllemosen, ikke ud med bussen. Sådan at bussen opleves som et værktøj til at komme et sted hen med gode oplevelser.«

Globussen er Viftens anden bus. Den første var meget gammel, mens denne er ny og lækker, og de har selv været med til at bestemme, hvordan den skulle indrettes. De kører den også selv, fem af de ansatte har taget kørekort til bus. Budgettet til bussens drift og vedligeholdelse er organiseret, så rimelige overskridelser bliver godskrevet, og ubrugte midler går i en fælles pulje til fx at forbedre andre ældre busser.

»Med vores gamle faste struktur med to grupper af tre ansatte, som var væk på skift, så vi ikke hinanden ret meget, og vi kunne ikke udnytte hinandens erfaringer og ressourcer på tværs af grupperne. Med opblødningen kan de voksne deltage på tværs af grupperne, afhængigt af hvem der har lyst til og kan noget særligt. Og vi kan lære af hinandens viden og evner på en bedre måde. Vi vil også kunne vælge at tage ud en mindre gruppe og to voksne, det er på alle måder en mere fleksibelt indretning nu.«

Lene Zøllner supplerer:

»Vi ændrer nemlig også på vores indretning hjemme, så det er muligt ind i mellem at have flere børn hjemme. Fleksibiliteten er jo ligeså meget for børnenes skyld som for vores. Det er absolut en luksus at have sådan en bus; det betyder, at vi også kan køre vuggestuebørnene ud i Kongelunden fx, og så hente børnehavebørnene bagefter.«

Fede stunder

Rumlepotterne startede som et forsøg, endda for at spare penge. Men de ansatte i Viften tror, de er kommet for at blive, som en del af et bredt udbud. Og hvis de selv kunne vælge om nu, ville de vælge rumlepotten igen.

»Men det har ikke været problemfrit at nå hertil, og det har taget lang tid at få implementeret bussen i hverdagen. Vi holdt mange møder om løn, arbejdstid osv og brugte mange timer på det«, siger Lene Zøllner.

»Ja, først nu handler det mere målrettet om pædagogikken. Og vi har fede stunder. Det er om eftermiddagen, at alt guldet sker. Børnene har grupperet sig, de har gang i leg og udforskning, og så skal vi køre. Vi har jo kun 4-5 timer. Men så tager vi samme sted hen dagen efter, hvis der er særlig godt. I starten skulle vi se så mange forskellige steder som muligt, men nu har vi fundet nogle rigtige gode steder, så vi oplever gode ting hver dag«, fortsætter Jens Gummesen og tilføjer:

»Vi har skullet lære at bruge bussen på den bedste måde. Men nu kender vi en del rigtig gode steder, så de nye børn får det endnu bedre. Vi har også prøvet at overnatte her med de store og tage i skoven bagefter til et af kommunens steder. Det var en supersucces med 11 børn og tre voksne.«

Fordybelsestid

Med interessen for den integrerende baggrund har den pædagogiske metode udviklet sig. Hvor de tidligere besluttede sig for f.eks. at gå tur, afventer de nu hvad der sker, og følger det der sker. De følger børnenes spor ude i naturen. Derfor har de også investeret i et par walkietalkies, så de kan splitte sig op og alligevel beholde kontakten

»Når vi er derude, er vi blevet gode til at følge det der sker, fx en lyd, og lade børnene tage initiativet. Jeg har måske set mange snegle men det har børnene ikke, og hvis de vil se på snegle i fire timer, så er det spændende også for mig. For det er fedt, når de bliver grebet af det. Og det allerfedeste er, at vi ikke har tidsfaktoren, at vi ikke hænger i klokken. Her i sommer har jeg ikke følt, at jeg havde travlt, men der er sket en masse ting. Der er store fordele, også for personalet. Vi ser børnene på en anden måde, uden afbrydelser; vi har fordybelsestid. Men det er selvfølgelig også tæt og uden egentlige pauser.«

Naturpædagogik er godt for en masse, det udvikler og skaber sammenhæng mellem kroppens funktioner, motorikken og sågar den mentale og intelligensmæssige udvikling. (Læs mere i forrige nummer).

Det særlige for rumlepotter, peger Jens Gummesen på, er, at de gør det relativt let at koble natur og institution, for sammenhængen er der. Det kan fx handle om at være økologisk og miljøbevidst.
»I praktisk kan vi tage dyr og planter med hjem og arbejde videre med det på stuen. Det giver mulighed for at gribe mange bolde, uanset om børnene er interesserede i fugle, bær eller regnorme. Vi kan fx sætte mad ud til fugle, bygge kasser til dem, tage dem med ud i skoven, og hjem igen og rense dem. Vi kan holde en rød tråd, og vi mærker også at det batter. Børnene bliver bl.a. meget selvhjulpne.«

De skriver ikke deres egen dagbog om dagen i skoven, men de spørger børnene, hvad de har oplevet den dag, og så er det det, de skriver ned. Og det kan være noget helt andet, end de voksne ville have skrevet.

Stor ro

Børnene skal ikke være i institutionen på en bestemt tid mere. Hvis de ikke er der når bussen kører, kommer de ikke med.
For forældrene var det måske rart, dengang tidspunkterne for deres barn var faste. Men de forstår også, at det er godt for børnene at have medbestemmelse. Og hvor de før kunne have et problem, hvis et barn skulle noget tidligere end bussen var hjemme, eller en forælder ønskede at hente tidligt, så bliver det barn bare hjemme i institutionen den dag og en anden kommer med ud.

»Forældrene skal selv kunne bestemme, hvornår de vil aflevere. Og de forældre og børn som gerne vil med bussen, sørger for at være der i tide«, siger Lene Zøllner og peger på, at nogle forældre ikke bryder sig om rumlepotten, men de må så søge en anden institution. Og så forsøger de kraftigt på at få alle forældre med ud med bussen en dag for at se, hvordan hverdagen er.

I det hele taget er de meget solgt til idéen, selvom der også har været problemer, især i starten. Men de synes, at de hurtigt så mulighederne for frihed, fordybelse og oplevelser.

»Vi har meget nærhed og nærvær derude. Vi er tvunget til at være sammen med børnene hele tiden, og samtidig giver det meget mere ro«, siger Jens Gummesen.

Fakta:

Rumlepotter er kørende stuer knyttet til en institution. Busserne, som både har køkken og toilet og plads til 20- 22 børn, kan køre til forskellige steder uafhængigt af faciliteter, for dem har de i bussen. Skiftende børnegrupper er ude med bussen fx fast en uge af gangen eller mere fleksibelt efter interesse.

Kommunen har ti institutioner med rumlepotter for øjeblikket, otte børnehaver og to fritidshjem. Disse ti institutioner har dannet et netværk, hvor de mødes fire-fem gange om året og udveksler erfaringer, gode steder og pædagogik.