Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Ved Elisabeth Lockert Lange
www.etsundtarbejdsliv.dk
Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed afprøver i øjeblikket værdsættende samtale som metode i arbejdet med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø på 14 arbejdspladser inden for social- og sundhedsområdet.
Det drejer sig blandt andet om sygehusafdelinger, daginstitutioner, døgninstitutioner og lægepraksis.
Formålet med projektet er at finde nye metoder i arbejdet med psykisk arbejdsmiljø, som er det arbejdsmiljøområde, hvor flest af branchens ansatte oplever problemer. »Et sundt arbejdsliv«, som projektet hedder, er BAR
SoSus hidtil mest ambitiøse inden for psykisk arbejdsmiljø. Det startede i 2002 og slutter med en åben konference i november 2004, hvor erfaringerne fra projektet bliver formidlet. Samtidig bliver der udgivet en vejledning i at bruge værdsættende samtaler i arbejdsmiljøarbejdet inden for social- og sundhedsområdet.
Du kan smugkigge på projektet på www.etsundtarbejdsliv.dk
Værdsættende samtale, også kendt som appreciative inquiry, er en særlig positiv dialogform, der gør en organisation i stand til selv at forbedre sit arbejdsmiljø. Værdsættende samtale forvandler arbejdslivet indefra.
CVU Øst tæt på spaltning
Bestyrelsen i CVU Øst har besluttet at spalte CVU Øst. Beslutningen indstilles til Undervisningsministeriet, der har det sidste ord.
På de fem seminarier, der udgør CVU Øst, har de lokale bestyrelser, medarbejdere og studerende alle været enige, så efter toethalvt år går parterne hver til sit. Der skal nu forhandles med de øvrige CVU’er i København og på Sjælland, så alle CVU Øst’s aktiviteter kan fortsætte i et andet regi.
CVU står for Center for Videregående Uddannelse. CVU Øst består af Ballerup- Seminariet, Haslev Seminarium, Højvangseminariet, Københavns Socialpædagogiske Seminarium og Roskilde Pædagogseminarium.
Roskilde Amts Sygeplejeskole er tilknyttet i netværk. CVU Øst har ca. 350 ansatte og 4000 studerende samt en af landets største kursusafdelinger på pædagogområdet.
Humorkonference
Danmarks Pædagogiske Universitet bliver vært for den årlige humorkonference i juli 2006 med deltagelse af 250-400 internationale forskere fra International Society for Humor Studies, som tæller humoreksperter inden for discipliner som psykologi, medicin, lingvistik, litteratur, politik, uddannelse, pædagogik og filosofi.
Formand for konferencen i 2006 bliver adjunkt ved Danmarks Pædagogiske UniversitetMartin Führ, der har forsket i humor blandt børn.
Finland har haft succes med at bryde den sociale arv efter årtiers målrettet indsats i daginstitutioner og skoler.
De finske pædagoger udarbejder hvert år en plan fordet enkelte barn i institutionen. Planen opstiller mål for barnets udvikling inden for motorik, evner til at forstå og lære, skriver Ugebrevet A4. I Danmark får 77% af alle børn, hvis far har en uddannelse, der er kortere end 7. klasse, en ungdomsuddannelse. I Finland er tallet 86%. I Finland er pædagogerne gennem nogle år blevet uddannet på universitetet, og medhjælperne har også en egentlig uddannelse, noget en finsk pædagog angiver som en del af forklaringen.
Socialforskningsinstituttet peger på, at der er meget få immigranter i Finland, og det har stor betydning for den samledelæseevne, skriver A4.
Virker det eller ikke?
Torsdag den 13. og fredag den 14. november 2003 inviteres 125 politikere, administratorer, pædagoger, socialrådgivere, AF-konsulenter m.fl. inden for social- og velfærdsområdet til at deltage i Nordisk Campbell Centers andet årlige seminar om evidensbaseret politik og praksis. Nordisk Campbell Center er et datterselskab i Socialforskningsinstituttet.
På seminaret vil førende nordiske og internationale forskere inden for området afdække, hvordan man ved hjælp af systematiske oversigter over forskningsbaseret viden om effekterne af sociale og velfærdspolitiske programmer kan nå frem til at få besvaret det meget centrale spørgsmål:
Virker det, eller virker det ikke?
På seminaret kan forskere og praktikere mødes, udveksle erfaringer og diskutere netop disse essentielle spørgsmål.
Der vil være dialog-workshops inden for en lang række områder dækkende bl.a. alkoholmisbrug, aktiv arbejdsmarkedspolitik, anbringelser, distriktspsykiatri og etniske minoriteter foruden plenumforedrag om bl.a. evidensbaseret politik og praksis. Hovedsproget på seminaret vil være engelsk kombineret med diskussionsgrupper på de forskellige nordiske sprog.
Det er muligt at tilmelde sig seminaret via centrets hjemmeside på adressen www.nc2.net, hvor der også er yderligere oplysninger om seminaret. Seminaret er støttet af en bevilling fra Nordisk Ministerråd. Nordisk Campbell Center har til formål at udvikle social- og velfærdspolitikkens kvalitet ved at producere, formidle og opdatere forskningsbaseret viden om sociale programmers virkning.