Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Det rummelige arbejdsmarked
FEM FOA-AFDELINGER I STORKØBENHAVN I FÆLLES PROJEKT
Det rummelige arbejdsmarked bliver først rigtigt rummeligt, når tillids- og sikkerhedsrepræsentanter er med til at programsætte det på den enkelte arbejdsplads. Det kræver en holdningsændring på den enkelte arbejdsplads, som de tillidsvalgte nu bliver rustet til at klare. De fem københavnske FOA afdelinger, søsætter nu det fælles projekt, de har forberedt gennem et halvt år.
Mere rummelighed på arbejdspladserne og kvalitet i jobtræningen, så behøver kollegerne ikke at ryge så hurtigt ud af arbejdsmarked, som det ofte sker. Det er drivkraften i de fem FOA afdelingers projekt.
Selvom arbejdspadserne inden for de fem FOA afdelinger er forskellige, er der fælles berøringsflader og problemer. Så hvorfor gøre tingene alene, når man kan løse dem i fællesskab.
Projektets navn er arbejdsfastholdelse, og det er der behov for.
FOAs medlemsgrupper er nogle af de faggrupper, som lever med størst risiko for udstødning fra arbejdsmarkedet. Undersøgelser viser, at flere FOA medlemmer er langtidssyge, og generelt syge i længere tid end andre.
Lovgivningen og de indgåede aftaler mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked lægger op til, at de enkelte arbejdspladser bliver mere rummelige. Tillidsrepræsentanterne skal inddrages, men erfaringerne viser, at det bliver de ikke.
Fraværspolitik
Det handler i høj grad om holdningsændringer på de enkelte arbejdspladser, når der skal skabes rum til de kolleger, der af en eller anden grund har været nødt til at geare ned. De fem FOA afdelinger vil med deres fælles projekt klæde tillids- og sikkerhedsrepræsentanterne på, så de kan medvirke til, at der på den enkelte arbejdsplads etableres personalepolitikker, som udmønter den ramme, der er indgået centralt om de sociale kapitler.
Det indebærer rummelighed i forhold til fleksjob, jobtræning m.v.
For at nå frem til dette, skal der ændres på nogle holdninger på arbejdspladsen. Derfor har projektet til formål at ruste tillids og sikkerhedsrepræsentanterne til at indgå i holdningsbearbejdelser, der er medvirkende til at gøre den enkelte arbejdsplads mere rummelig.
Arbejdsfastholdelse handler om syge- og fraværspolitik. Projektet er derfor også målrettet på at få de enkelte arbejdspladser til at udforme en fraværspolitik, der fastholder såvel korttids som langtidssyge på arbejdsmarkedet.
Omkring de ledige medlemmer har projektet det mål, at tillids og sikkerhedsrepræsentanterne skal bidrage til, at ledige i aktivering får aftalt indholdsrige forløb i jobtræning, som skal munde ud i ordinær beskæftigelse.
Fælles temadage
Og hvordan bliver de fem FOA afdelingers tillidsfolk så klædt på til de nye opgaver? De vil samarbejde om fælles undervisning og formidlingsindsats, og invitere alle tillids- og sikker-hedsrepræsentanter til temadage med Dialogteatret. Der vil blive afholdt 10 ens temamøder. Dialogteateret står for afviklingen.
Det foregår således:
Dialogteatret gennemspiller to forestillinger, som deltagerne byder ind på.
De to stykker, som Dialogteatret spiller, er udarbejdet i fællesskab med de fem FOA afdelinger.
Det ene handler om en kollega der er på vej ud, og det andet om en kollega på flexjob/arbejdstræning, der skal ind på arbejdspladsen.
Udgangspunktet er om arbejdspladsen er rummelig eller ej.
Hensigten er, at deltagerne også får prøvet deres holdninger af, og får udfordret dem i de konkrete spil, der bliver vist.
Temadagene kører ikke med foredrag og oplæg, men styres og gennemføres af Dialogteatret.
Deltagerne får udleveret et fælles materiale, så de kan gå hjem og arbejde ud fra det på deres arbejdsplads.
Du kan læse mere om Dialogteatret på www.dialogteatret.dk (link er ikke længere aktivt, red.).
Tillidsvalgte og sikkerhedsrepræsentanter får information om, hvornår de skal deltage.
Her er de fem:
KLS- Kommunale Lønarbejderes Sammenslutning
LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger
TF – Trafikfunktionærerne fagforening
FOA afd. 1
FOA Social- og sundshedsafdelingen i Storkøbenhavn