Støttepædagog

Af Elisabeth Lockert Lange

FÆLLES BØRN – FÆLLES ANSVAR

Hvad skal der til for at få støttekrævende børn bedre integreret i hele børnegruppens fællesskab?
En børnehave i Sundby Nord er gået nye veje i støttearbejdet – og med meget gode resultater.

Som det er nu, bliver børn, som går i daginstitution og som af den ene eller den anden grund har tilknyttet en støttepædagog, ofte ikke særlig godt integreret i børnegruppen. De ender ofte som lidt ensomme børn ude i periferien af resten af gruppen. Det er en erfaring, som mange støttepædagoger gør sig, og som nylig forskning bekræfter.

Seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, Mai Heide Ottosen påviser, at børnene med særlige behov ofte ender som tilskuere til de andres børns leg. Hun påviser også, at åbne grupper, som gennem deres struktur opmuntrer til et fællesskab, integrerer de støttekrævende børn bedre. Og hun sætter fokus på, hvor vigtigt samarbejdet mellem støttepædagoger og institutionens almindelige pædagoger er for integrationen og fællesskabet.
Personalets oplevelse af fælles ansvar om et fælles projekt er afgørende, konkluderer hun. (Læs mere om Mai Heide Ottosens forskning i LFS Nyt nr 11/03).

Det kan personalegruppen i børnehaven Røde Møllegård i Sundby Nord tale med om. De har det sidste halvandet år afprøvet en ny måde at organisere arbejdet på, som netop bygger på de samme erfaringer og principper.

Og de er fulde af begejstring. Børnene er blevet langt bedre integreret i børnegruppen, forældrene har oplevet en større kontinuitet og tryghed, og samarbejdet mellem støttepædagoger og almindelige pædagoger har vundet ved, at børnene er et fælles ansvar.

»Vores projekt handler om at gøre tingene anderledes helt fra starten. Vi ville se, hvor langt man kan nå med at integrere barnet, når projektet er et fællesansvar for hele personalegruppen.
Mine erfaringer fra tidligere er netop, at det er svært at få barnet integreret i børnegruppen, når det er tilknyttet én støtteperson og ikke er et fælles ansvar. Barnet ender ofte på sidelinjen, isoleret med sin støttepædagog. Hun skal selvfølgelig være til rådighed, men vi har arbejdet for, at der skal være fælles ansvar og fælles fodslag«, fortæller støttepædagog gennem mange år i Sundby Nords korps Annelise Nielsen.

Teamarbejde

Børnehaven har 22 børn, hvoraf de fire er støttebørn. Praktisk fungerer det på den måde, at der er tilknyttet to støttepæda-goger, som er i børnehaven hele dagen, og som er de samme to, uanset om børnene hører under Børne-familieteamet eller Handicapcentret. Desuden har hvert af børnene tilknyttet både en støttepædagog og en kontaktpædagog, sådan at hver støttepædagog arbejder særlig tæt sammen med en af institutionens almindelige pædagoger.

Det er for Annelise Nielsens vedkommende souschef Karin Musso

»Vi sørger for at melde tilbage til hinanden, vi skriver alt ned i en bog og klæder hinanden på løbende. Teamarbejdet er især i forhold til de mere formelle opgaver fx forældresamtaler, for andre personaler laver også meget med børnene«, siger hun og fortsætter:
»Vi er en lille institution, og vi har altid haft børn med særlige behov. Derfor har vi også altid haft mange forskellige støttepædagoger og meget lidt kontinuitet. Vi ville gerne lave en base med fast tilknyttede børn og støttepersoner.«

De understreger begge to, at alle børnene er et fællesansvar for både de almindelige pædagoger og for støttepædagogerne.
Ingen af dem har kun øjne på »deres egne børn«. Det betyder et meget anderledes arbejdsfællesskab for støttepædagogerne, som ellers ofte ikke er med i alle børnenes velfærd. Men selvom personalet har et overordnet fælles ansvar, har de også
klare afgrænsede ansvarsområder. Det giver ro i arbejdet.

Projektet startede den 1. maj sidste år, og den pædagogiske konsulent Margit Nielsen har bakket op om det fra starten.
Undervejs i forløbet har de fået supervision fra PPR Amager, og hele personalegruppen har deltaget i den månedlige supervision. Det har betydet meget, at de her har kunnet bearbejde de mange ting, der er dukket op undervejs, og at det har føltes legalt at bruge tid på det.

De er nu i gang med at evaluere projektet, og til det har de fået hjælp af Torleif Frøkjær, som deltager i bearbejdningen af svarene på det spørgeskema, som blev sendt ud til forældrene.
Evalueringen er færdig om et par måneder, og hvad der derefter sker, er uvist.

Alle forpligtet

Helt grundlæggende for at få et sådant projekt til at lykkes er, at hele personalegruppen er med.
»Det var en forudsætning, at alle i personalegruppen skulle have lyst til forsøget og sige ja til det. Det er et rigtig godt udgangspunkt, for på den måde binder vi hinanden op på det«, fortæller Røde Møllegårds leder Birgitte Møgelmose og tilføjer:
»Og alle i vores personalegruppe har forpligtet sig til denne måde at organisere arbejdet på.«

Annelise Nielsen uddyber:
»Først og fremmest betyder det fælles erkendelser og fælles ansvar. Vi kan kun integrere støttebørnene til et vist punkt. Det tager vi et fælles ansvar for, accepterer og siger til hinanden, at dette er så langt, som vi lige nu kan integrere dette barn, og det er ok. Det fælles ansvar forhindrer mytedannelse. Vi kommer mange ting til livs ved, at alle hører alt.«

Det har stor betydning, at støttepædagogerne er i institutionen hele dagen, på den måde bliver de en del af alle børnenes liv. Børnene synes, de har lige så stor ret til at bruge støttepædagogen som støttebørnene har, støttepædagogen opleves ikke som »øremærket«.

. »At der er to støttepædagoger betyder også, at vi kan blande både børnene og de voksne mere, vi tager fx på ture med både støttebørn og almindelige børn og støttepædagoger og almindelige pædagoger«, siger Karin Musso.

Forældre positive

Resultaterne er tydelige, vurderer de tre pædagoger. Børnene har fået legekammerater, på hver deres måde og nogle kun i glimt, men de er ikke ensomme, de føler sig som en del af gruppen.

»Og jeg har fået kolleger, som jeg kan få længere forløb i forhold til, noget jeg ikke er vant til som støttepædagog. Vi kan ellers ofte opleve os selv som en blindtarm og ikke som en del af institutionen«, siger Annelise Nielsen.

De fremhæver, at det er positivt, at de har fire støttebørn.

»Støttebørnenes problemer er vidt forskellige, og det skaber en større tolerance over for, at alle ikke er ens. Det gør det lettere for de andre børn, og der kommer ikke en gruppering, hvor støttebørnene skiller sig ud som én gruppe.«

En ekstra gevinst for Annelise Nielsen har været, at hun er kommet meget tættere på forældrene. Fra møde til møde med forældrene har de sammen lavet handleplan, og det giver en langt større forpligtelse, når alle er en del af beslutningerne.

»Forældrene er selv på banen på en anden måde, de går ind og tager mere ansvar. De mærker gruppefællesskabet og melder sig ind i det. De erkender også langt mere omkring deres egne børn. En far til et støttebarn fortalte mig fx, at jo bedre hans barn fik det, jo mindre talte barnet om mig og jo mere om legekammeraterne.«

Birgitte Møgelmose supplerer:
»Vi kan tydeligt se det, når forældrene deltager i almindelige arrangementer. De møder langt oftere op, og de skammer sig ikke. De kender vores reaktioner og ser vores holdninger, og det gør det lettere for dem selv at håndtere børnene.«
Alle forældre i institutionen undtagen én har da også udtalt sig positivt over for projektet i evalueringen.

Ny udegående opgave

Et projekt som dette kræver, at der er tale om støttebørn, som kan profitere af det almindelige dagtilbud. Nogle børn kan have brug for egentlige basisgrupper og den trygge og tætte støttepædagog. De børn sendes videre til basisgrupper. Men først bør man forsøge med at integrere dem i børnegruppen, mener de tre pædagoger.

»Vi har ofte med den pædagogiske konsulent diskuteret de problemer der kan være i samarbejdet mellem støttepædagogen og institutionen, og især hvad der gør, at det nogle gange fungerer så godt. Og da lokalcentrene fik udlagt kompetencen til at bruge ressourcerne som de ville, blev dette projekt muligt. Men det er meget vigtigt, at man har fokus på børnene, når man laver projektet, at timerne går til dem og deres hverdag. Man skal holde fast i, at børnene har behov for støtte, og at vi har hver vores faglighed. Det handler ikke bare om timer, men om noget fælles, man udvikler sammen«, understreger Annelise Nielsen.

Ud over timerne i institutionen har hun en udegående funktion.
Timerne er skemalagt, så det er helt synligt for alle i institutionen, hvad hun laver hvornår.
Funktionen indebærer bl.a. at rådgive institutioner, yde hjælp til observationer og tale med forældre. Hensigten er at supplere og i nogle tilfælde erstatte rådgivning andre steder fra.

»Måske er det ikke barnet men familien, der skal støttes op om, måske skal der flere observationer til. Jeg har mange forskellige opgaver, men fast telefon- og udetid i eftermiddagstimerne «, siger Annelise Nielsen. Hun erkender, at hendes måde at organisere sine timer på måske ikke helt svarer til fagforeningens regler, men hun opfordrer til, at både faggruppen og fagforeningen først og fremmest tager udgangspunkt i fagligheden, og i hvad der virker for børnene og familien.

Har der slet ikke været noget, der ikke har fungeret? De leder i erindringen, men finder ikke noget. Udfordringer ja: fx har de skullet strukturere sig mere i forhold til placeringen af de voksne end før, det har krævet mere planlægning og organisering.
Og støttepædagog og kontaktpædagog har da også skullet.