Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Medlemsmøde
Kom og hør om Palæstina!
LFS har fået to eksperter til at fortælle medlemmerne om Palæstina/Israel konflikten, og om hvordan livet leves i Palæstina.
Hvis du vil høre om alt det, medierne oftest ikke har med, så mød op på medlemsmødet tirsdag den 29. januar kl. 18.
Den ene vidende er Jan Mathisen, næstformand i den københavnske fagforening for Hotel- og Restaurationsansatte. Den anden er cand.scient. Søs Nissen.
Mens hun vil fortælle om det mere overordnede og den historiske baggrund for konflikten, fortæller Jan Mathisen om livet i området. Han har været i Palæstina i flere omgange sammen med andre fagforeninger.
»Mit oplæg er en øjenvidneberetning fra de oplevelser, vi har haft på turene dertil. Jeg viser en stribe lysbilleder om, hvordan folk lever under besættelsen og konflikten, deres dagligdag, og hvad der er virkeligheden bag mediernes billede, som jeg mener ofte er forvrænget.
Derfor kan mine billeder chokere, når folk som ellers følger ganske godt med i, hvad der sker i konflikten, hører hvordan forholdene reelt er for det palæstineske folk«, siger Jan Mathisen og fortsætter: »Intet er normalt, normalitetsbegrebet er helt sat ud af funktion – og intet er selvfølgeligt i deres hverdag.
Mine lysbilleder er især fra Jerusalem, Herbron og Gaza. De viser en dagligdag, hvor den palæstinesiske befolkning stort set er lukket inde, og bevægelsesfriheden er begrænset til nulpunktet. De må ikke bevæge sig udenfor, har militært udgangsforbud og sådan har det været i over et år.
Deres dagligdag er sammenlignelig med den jødiske ghetto i Warszawa under nazismen«.
Billederne på denne side er fra maj måned fra Hebron.
Kom og se flere den 29. januar.