Akeleje

Den troværdige voksne

Af Elisabeth Lockert Lange

Den integrerede institution Akeleje i Valby deltager i projektet Motivation til erhverv. De arbejder med de unges værdier og moral, men først og fremmest med selve relationen til den unge.

»Hvad er den mindste ændring, der skal til for at skabe ny udvikling? Det er der vi sætter ind over for den unge. Vi spørger fx en 15-årig dreng, hvad han gerne vil blive, og han nævner så måske ingeniør. Så kunne vi vælge at besøge en masse uddannelsessteder, men vi vælger at spørge videre: hvad skal der til for at blive det. Så svarer han måske: gode karakterer. Så går vi videre derfra: hvordan er dine karakterer. Ahhrr, det går ikke så godt. Hvorfor ikke. Jeg kan ikke komme op om morgenen. Hvorfor. Jeg går for sent i seng. Så tager vi fat der og støtter ham i det, der skal til for at han går tidligere i seng.«

Ordene kommer fra Jens Hedegaard, afdelingsleder af fritidsklub og ungdomsklub i den integrerede institution Akeleje i Valby. Sammen med Mikkel Sonado og en nyansat kvindelig pædagog (som desværre ikke kunne være der, da LFS Nyt var på besøg) er han primus motor i institutionens deltagelse i projektet Motivation til erhverv.

Et projekt som fem andre ungdomsklubber i Valby også deltager i (se nærmere i næste artikel). Arbejdet i Akeleje er først og fremmest relationsarbejde. Og succes har vide rammer.

»Vi ville gøre de unge en bjørnetjeneste, hvis vi satte meget konkrete mål for arbejdet med dem. Det handler snarere om, hvad vi kan give den unge i relationen. Så en succes kan for os være alt fra, at en ung kommer op om morgenen, til at vi får en personlig kontakt, som vi kan bruge til at hjælpe dem til en ændring som fx at fastholde skolegang eller at få et job«, siger Mikkel Sonado.

Jens Hedegaard supplerer:

»Ja, måske er succeskriteriet, at vi bliver opsøgt og brugt. At de kan se og ved, at vi er her. At de ved vi gerne vil hjælpe dem, og at de kan bruge os. Hvis man bliver søgt, så har man skabt en relation de kan bruge. Og hvis man er en troværdig voksen, så bliver man også opsøgt.«

Tredje fase

Den integrerede institution Akeleje er fem år gammel. Den blev etableret samtidig med en selvejende fritidsklub, og de to institutioner har samarbejdet indbyrdes og med den nærliggende skole. I nærheden ligger bebyggelsen Akacieparken, hvor 70% af beboerne har anden etnisk oprindelse og hvor der er 600 børn under 18 år. Et potentielt belastet område med andre ord. Det var man opmærksom på fra starten, så der blev etableret et samarbejde mellem de to klubber, skolen og politiet.

For tre år siden blev både Akeleje og naboinstitutionen udvidet med ungdomsklubber. Og i samarbejde med beboerrådgiveren startede de ansatte et projekt med motivering til erhverv for de 16-17-18-årige, som ikke gik i skolen, men som kom i den nyoprettede klub, unge som ikke kendte meget til danske erhvervsforhold. Sådan var Akeleje i realiteten med til at lave et pilotprojekt til det nuværende erhvervsmotiveringsprojekt.

For lidt over et år siden ansøgte de UFC-unge (Udviklingsog Formidlingscenter for socialt arbejde med unge – en selvejende institution under socialministeriet) om støtte til at fortsætte. Socialministeriet havde bevilliget 50 mill.kr. til et samlet løft på ungdomsklubområdet, og UFC-unge var med i et treårigt udviklingsprojekt i hele landet.

»Dette udviklingsprojekt er klubberne i Valby nu en del af, for vi slog os sammen og gjorde projektet lidt større. Og set med vores øjne er vi nu på sin vis i tredje fase i vores projekt«, fortæller Jens Hedegaard.

Lærer pigerne at sætte grænser

Projektet på Akeleje har udviklet sig meget undervejs. Målgruppen var i starten de 16-18 årige, men nu inddrager de også de 13-14 årige.

»De 16-17-18-årige fylder meget både i klubben og ude omkring, men vi føler, at vi skal have fat i de endnu yngre, hvis vi for alvor skal kunne gøre noget«, siger Jens Hedegaard og Mikkel Sonado.

»Tidligere rettede vi indsatsen mod de unge, som var på vej ud af klubben, men nu retter vi den mod dem, der har deres gang her i nogle år frem, de 14-15 årige som lige er kommet ind i den nye verden i ungdomsklubben.«

Også børn helt ned til 6-9 års alderen er målgruppe for institutionens indsats. Jens Hedegaard fortæller om et samarbejde, Akeleje har med det boligsociale område, hvor institutionen direkte har headhuntet en lillebrorbande med 6-9 årige børn til fritidsklubben.

I projektet arbejder de ansatte med de unges værdier og moralbegreber, et emne som stammer tilbage fra for tre år siden.

»Fokus er på de 140 børn og unge, som er i fritidsklubben og ungdomsklubben. Dem snakker vi moral og værdier med. Vi lærer pigerne at sige til og især fra, bl.a. på grund af voldtægter der har været i området«, siger Mikkel Sonado og tilføjer:

»Vi har nu fået ansat en kvindelig medarbejder i projektet, og det har betydet meget for at få flere piger i klubben. Og derfor er det endnu vigtigere at arbejde med værdier, moral og sætten grænser, altså hvordan man skal opføre sig i forhold til hinanden. Og vi prøver at få alle de unges berøringsflader med i arbejdet, fx skole, venner, familie osv.«

Et fortroligt rum

Hvilke konkrete successer vil de fremhæve? Mikkel Sonado nævner et par stykker:

»Vi har haft et musikprojekt i ca. et år. Vi følte, at nogle af dem bedst kunne nås med musik, så det blev midlet. Men det handler ikke kun om musik, det er også et fortroligt rum. Det har givet mig en viden om deltagerne, som jeg har kunnet bruge i arbejdet med dem. De kom frem med bekymringer undervejs, som har været værdifulde og ændret noget for de børn.«

Han nævner også en indsats mod mobning. Han beskriver, hvordan de voksne finder en gruppe unge, som den mobbede kan være i, og hvor de skaber sejre for ham på en måde, så kernegruppen igen tager imod ham uden mobning.

»Mange af de unge har fået et skub i retning af arbejde eller praktikplads. Det giver dem selvværd, penge og en følelse af, at de kan bruges til noget. Undersøgelser viser for øvrigt, at unge som har haft en uproblematisk skolegang, som de har passet, heller ikke senere har de store problemer. Den rutine betyder åbenbart meget«, siger Jens Hedegaard og fortsætter:

»Et af målene er at udvikle den enkeltes evne til at tage vare på sig selv og sin situation. Det betyder, at vi kan arbejde på mange fronter og hjælpe dem med at hjælpe sig selv. Der er også meget familiearbejde med i det. Og vi arbejder på at blive bedre til at inddrage familien, så vi trækker i samme retning. «

Erfaringer

Det primære i projektet er egentlig ikke at opnå noget konkret i arbejdet med de unge. Projektets hovedformål er at udvikle klubarbejdet, at blive klogere.

»Så hvis vi ikke evaluerer og opsamler erfaringer, så er det strengt taget lige meget. Men når vi er sammen med de unge, er det jo ikke dokumentation, vi tænker på«, siger Jens Hedegaard og peger på, at to medarbejdere frikøbt med 16 timer hver ikke er særlig meget, for der er et stort arbejde med dokumentation og beskrivelse, med møder med både projektkonsulent og evaluator og med formidlingsarbejdet indadtil. Samtidig bliver Jens Hedegaards egen tid til projektet taget fra institutionen.

Alligevel giver projektet klubben et overskud og gør det lettere for de to ansatte at være der for de unge, når de har brug for det, mener Mikkel Sonado.

»De unge må gerne ringe til mig på alle tidspunkter, og jeg har da også været i retten med en af dem. Den slags er lettere, når vi har en buffer som disse timer er.«

De medarbejdere som deltager i projektet er selv med til at definere det.

»Man bruger sig selv så meget i projektet, og det at være god til det og være en troværdig voksen, det er også en væsentlig evne i projektet. Den kvindelige nyansatte betyder fx, at der er kommet meget mere fokus på pigegruppen. Fordi de nu har en kvinde, de kan sparre med«, siger Jens Hedegaard.

Alle brænder de for projektet. Det er det der driver værket, og i hvert fald ikke lønnen, understreger de.

»Men den politiske opmærksomhed og støtte fra socialforvaltningen kan gøre en forskel, mens det kan være demotiverende, hvis de virker som en kæp i hjulet. Vores vigtigste erfaring indtil nu er netop, at det er utrolig vigtigt at have socialforvaltningen som medspiller, og at sagsbehandlerne kender til vores projekt.

Vi skal også indse, at det ligeså godt kan være os, der tager initiativ til at samle fagfolk omkring en sag, i stedet for at bede sagsbehandleren om at tage affære. Det kræver selvfølgelig, at sagsbehandleren opfatter os som en troværdig samarbejdspartner«, konkluderer Jens Hedegaard.