Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Specialområdet
Ny døgn- og familiebehandlingsinstitution
Københavns Kommune har netop indviet en ny døgn- og familiebehandlingsinstitution på Wibrandtsvej på Amager. Institutionen kombinerer flere forskellige tilbud, som giver nye muligheder for at give børnefamilier med særlige behov et bedre og mere individuelt tilpasset behandlingstilbud. Institutionen skal fungere som spydspids i forhold til at udvikle nye behandlingsstrategier for de mest udsatte børn og deres familier.
Institutionen er beregnet for børn og familier, der har behov for en særlig hjælp og støtte.
Dens målgruppe vil være spæd- og småbørn mellem 0 og 6 år og familier med børn i samme aldersgruppe. Der er otte pladser til spædbørn, tre lejligheder hvor familier kan bo samlet, og et antal pladser til familier som bor hjemme, men som har brug for støtte og behandling. Personalegruppen består af socialpædagoger, socialrådgivere, psykologer og en sundhedsplejerske.
Afhængig af det enkelte barn eller familiens situation vil der være flere forskellige muligheder for behandling. Barnet kan enten være døgnanbragt på børneafdelingen, forældre og barn kan bo sammen i kortere tid i en af institutionens lejligheder eller forældre og barn kan bo hjemme og samtidig modtage ambulant hjælp fra institutionens personale.
På denne måde er der tale om en kombination af forskellige tilbud på dag- og døgnbasis, som også giver forældrene mulighed for at skifte mellem de enkelte tilbud afhængig af deres behov og udviklingsmuligheder. Alle tilbud har som mål at få familien og dens medlemmer til at fungere, så børnene i sidste ende kan bo hjemme.
Det er meningen, at forældrene i udstrakt grad skal inddrages i problemløsningen, og at de kan være til stede på institutionen og samtidig selv modtage evt. psykologhjælp.
Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) ser den nye institution som et væsentligt fremskridt:
»Den kombination, at institutionen både er gearet til at kunne give et behandlingstilbud til spæd- og småbørn og give et behandlingstilbud til hele familien, er jeg glad for. Vi får i København mulighed for at give de mest sårbare og udsatte børnefamilier et kvalificeret behandlingstilbud, som er tilpasset den enkelte families behov.« EL