Når anbringelsen bryder sammen

En undersøgelse af anbringelser i en række institutioner i København viser at antallet af ikke planlagte afslutninger, det vil sige sammenbrud i anbringelsen, sker langt sjældnere her end undersøgelser påviser på landsplan.
Undersøgelsen viser desuden at handleplaner glimrer ved deres fravær i flere af sammenbruddene end i de vellykkede afslutninger.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Anbringelser af børn og unge er et ømtåleligt tema, og der skal være rigtig gode grunde til at placere et barn eller en ung et andet sted end hos forældrene.

En anbringelse går da heller ikke altid som planlagt. Når anbringelsen afbrydes før det er planlagt, så taler vi om sammenbrud i anbringelsen, noget som næsten altid opfattes negativt.

Men hvor meget viden har vi egentlig om, i hvor høj grad sådanne uplanlagte afslutninger på anbringelser sker og hvorfor? Og om de fører til en positiv udvikling for den unge eller det modsatte?

Vi har i hvert fald mere nu end vi havde tidligere, takket være en undersøgelse iværksat af Center for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge, som er en del af Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Undersøgelsen hedder ”Uplanlagte udskrivninger og sammenbrud, en kvantitativ undersøgelse af planlagte og uplanlagte ophør i anbringelser.”

Undersøgelsen er udtryk for – ud over at skabe større viden – et ønske om at blive klogere på egen praksis. For netop en uplanlagt afslutning på en anbringelse er noget, som bør føre til ”overvejelser om, hvorvidt man i den konkrete sag, og helt generelt, kunne have håndteret tingene bedre”, som der står i indledningen til rapporten.

Forskningen på området er stærkt begrænset, SFIs undersøgelse af sammenbrud i anbringelser fra 2010 er det seneste.
Den er derfor et naturligt sammenligningsgrundlag for Center for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge og undersøgelsen, som de i 2011 satte i gang af frekvensen af sammenbrud på centerets egne døgninstitutioner for udsatte unge i perioden januar 2008 til april 2011. Man valgte kun de institutioner, som havde fungeret i mindst tre år, det vil sige Bodils Minde, Brydes Allé, Hjulmagerstien og Rymarksvænge.

Af samme grund er derfor hverken Den Flyvende Hollænder, Nexus og MultifunC København med.
Centeret vurderer dog at både resultater og overvejelser er relevante for alle centrets institutioner.

Handleplaner mangler

Og hvad viser undersøgelsen så?
Først og fremmest at uplanlagte afbrydelser ikke er godt for de unge. Deres efterfølgende forløb bliver langt mindre konstruktive. Den viser også at manglende handleplaner især karakteriserer de forløb, som ender med et sammenbrud.

Men lad os starte i den positive ende.
For undersøgelsen viser at stabiliteten i anbringelserne er langt højere i de fire undersøgte institutioner end SFIs forskning på hele området viser. Faktisk mellem 20 og 71 pct. højere, da mellem 75-80 pct. af forløbene afsluttes planmæssig.

Undersøgelsen viser også at den forventede længde af en anbringelse er betydeligt højere i Center for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge end på landsplan ifølge SFIs undersøgelse.
Måske planlægger man bedre i København? Eller samarbejder bedre mellem instanserne?

En uplanlagt afslutning er ikke nødvendigvis lig med et sammenbrud i anbringelsen. Men de uplanlagte afbrydelser har dog potentielt meget alvorlige konsekvenser for de unge, vurderer undersøgelsen, da unge, som oplever et sammenbrud, har andre og mindre positive forløb, end unge med en planmæssig afslutning. Især når den unge kommer hjem uden at der grundlæggende ændres på det, der i sin tid førte til anbringelsen.

Der er nemlig stor forskel på, hvor de unge havner efter anbringelsen, afhængig af om den er afsluttet planmæssigt eller ej. De unge, som afsluttes planmæssigt, får ofte egen lejlighed eller hybel, når de forlader anbringelsen, mens de unge som afslutter uplanlagt som regel ender hjemme hos mor og far, på andre institutioner eller på sikrede afdelinger. Og som der står i rapporten: ”Dette resultat understøtter udtrykket ”sammenbrud” om forløbet.”

I øvrigt indikerer undersøgelsen at ikke planlagte afslutninger kun sjældent skyldes beslutninger fra sagsbehandlerne, som institutionerne er uenige i. Dermed bekræftes det ofte fremmanede billede af økonomisk betingede hjemkaldelser altså ikke i denne undersøgelse. Ofte er det den unge selv, der tager initiativ til en ikke planlagt afslutning, mens institutionen står for en fjerdedel af de samlede ikke-planlagte udskrivninger. Uden dermed sige at økonomi ikke spiller nogen rolle for prioriteringer generelt på området. Selvfølgelig gør den det.

Derimod ser det ud til at sammenbruddene kan skyldes mangel på handleplan. I hvert fald mangler op mod hver anden anbringelse, som bryder sammen, en handleplan eller en revision af en handleplan. Og i de uplanmæssigt ophørte anbringelser er det særligt sjældent, at handleplanen revideres.

Det vækker til eftertanke. Som rapporten fra Center for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge skriver, så er ”udarbejdelse og revision af handleplaner en opgave, som kræver meget og vanskelig sagsbehandling. Det er også et arbejde, der ikke altid afsluttes tilfredsstillende. Denne undersøgelse understøtter behovet for at fastholde indsatsen mod højere sikkerhed i udarbejdelse af handleplaner, særlig af hensyn til de unges videre liv. Det gælder i særlig grad i de tilfælde, hvor fraværet af handleplaner måske netop skyldes overhængende risiko for, at planerne ikke holder.”

Undersøgelsen Uplanlagte udskrivninger og sammenbrud, en kvantitativ undersøgelse af planlagte og uplanlagte ophør i anbringelser findes på www.kk.dk.