En politik mod vold

En god politik mod problemer med vold er vedtaget og ligger bare og venter på at komme ud på arbejdspladserne og blive konkretiseret.
Først og fremmest er den til forebyggelse, men indeholder også klare retningslinjer til når skaden er sket.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Volden stiger på de pædagogiske arbejdspladser over hele landet. Det samme gør trusler om vold, mobning og chikane.

Uden at LFS har håndfaste tal at påvise det med, taler alt for at den samme stigning også gælder for København.
Den rene vold findes på LFS’ område primært på specialområdet, hvor brugere og pårørende oftere end børn og forældrene i daginstitutionerne overskrider grænsen og er voldelige, enten fysisk eller i ord. Men daginstitutionerne er nu ved at komme godt med, især i form af trusler om vold fra forældre. I det hele taget er der en generel forråelse i samfund, som betyder at små skub bliver til større skub, hårde ord bliver til endnu hårdere ord osv. På samme måde er også mobning og chikane et stigende problem på arbejdsmarkedet.

I Københavns Kommune er der taget skridt til at dæmme op for den udvikling. Navnet er ”Politik og retningslinjer for en samlet indsats i Københavns Kommune for at forebygge, identificere og håndtere problemer med vold, mobning og chikane på arbejdspladsen”.

Ikke så mundret måske men til gengæld præcis, hvad det siger. For hovedpointen i kommunens nye volds- og mobbepolitik er netop forebyggelse, men dertil er der klare retningslinjer at gå frem efter, når skaden trods alle forebyggende tiltag alligevel er sket.

LFS har været en medspiller i udarbejdelsen af politikken, hvis overordnede budskab er: ”Københavns Kommune tolererer ikke vold, trusler, mobning eller chikane på arbejdspladsen.

Alle ansatte skal behandles med respekt og værdighed, og det skal være trygt at gå på arbejde i Københavns Kommune”, som der står på første side i politikken.

Og videre:
”Derfor skal der på alle niveauer i kommunen arbejdes målrettet og systematisk med at forhindre enhver form for mobning, chikane og vold på arbejdspladserne.”

Faglig sekretær Olaf Christensen, som har været med i udarbejdelsen, peger på at politikken netop er tænkt som en ramme for de enkelte forvaltningers konkrete arbejde med at forebygge volden.

”Men politikken er endnu ikke nået ud og blevet kendt ude på arbejdspladserne. På trods af at den blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i september sidste år er den tilsyneladende endnu ikke nået ud i arbejdsmiljø, samarbejds- og MED-systemet. Planen er at den skal evalueres i slutningen af 2013, så det er på tide nu at komme i gang med de konkrete forebyggende initiativer.”

Forudsætningen for det konkrete lokale arbejde er at Hoved-MED eller HSU/HAMU sikrer retningslinjer, fastsætter mål for indsatsen, følger op og evaluerer.
Som der står i politikken: ”Hvilke decentrale initiativer der er behov for på forvaltnings- og arbejdspladsniveau vil bero på en konkret vurdering af omfang og karakter af risikoen for vold, mobning og chikane inden for disse arbejdsområder.”

Al vold politianmeldes

Det store fokus på forebyggelse til trods, var det retningslinjerne for håndteringen af voldsepisoder, der var det store diskussionspunkt under udarbejdelsen af politikken for en indsats mod vold.

”Stridspunktet var principperne for politianmeldelser.
Men man kom frem til to vigtige retningslinjer i det spørgsmål.
Dels at der skal politianmeldes, når straffeloven er overtrådt, dels at det er lederen der har anmeldelsespligten”, peger Olaf Christensen på.

Han uddyber:
”Tidligere er der ofte blevet lagt en pædagogisk vurdering ind i tilfælde af vold fra en bruger, og det er slut nu med disse retningslinjer. Argumentet har ofte været at det er synd for en bruger med fysisk eller psykisk handicap, og man ville helst undgå at politianmelde vold eller trusler om vold, hvis det var en bruger. Så politianmeldelsen skal nok komme til at blive diskuteret ude på arbejdspladserne. Men jeg forstår ikke synspunktet. Skal vi sætte straffeloven ud af kraft, fordi det er synd for brugeren? For mig er det en uacceptabel retsopfattelse”, siger han og fortsætter:

”I mange år har det nærmest været odiøst at ville anmelde episoder med vold til politiet, men sådan bliver det ikke mere, udgangspunktet for hele politikken er at vold og trusler om vold ikke tolereres i Københavns Kommune. Det er også et vigtigt signal at sende til de pårørende, at vold ikke tolereres, den anmeldes. Og når det er sådan, så må det også have konsekvenser. At der også er et stort pædagogisk ansvar for at det ikke sker igen, er en anden sag. Men volden accepteres ikke. Desuden har det stor betydning for den skadelidtes mulighed for at få erstatning, noget som ikke er en detalje for den enkelte ramte, da det kan betyde at man kan gå glip af flere hundrede tusinder kroner, hvis der ikke er foretaget politianmeldelse.”

Derfor skal det heller ikke være den skadelidte selv, der skal stå i en situation hvor hun skal overveje og afgøre om der skal anmeldes, som det i stor udstrækning har været tidligere.
Den skadelidte er selv alt for tæt på børn, forældre, brugere og pårørende. Det er lederens pligt at anmelde. Også den ændring er Olaf Christensen meget tilfreds med.

Et godt værktøj

Tanken om en politik mod vold er ikke ny. Faktisk er det helt tilbage i 2008 at det blev vedtaget at der skulle laves en revision af politikken på området. Men nu er den der, vedtaget som principielle holdninger som udgangspunkt og rammer for indhold for forvaltningernes egne politikker. Og så skal arbejdspladserne selv oversætte og omsætte det til, hvad der passer på deres arbejdspladser.

”Der arbejdes på to niveauer, forvaltningsniveau og institutionsniveau, men der er fælles standarder. Det er væsentligt for os at man på den måde arbejder med rammerne for og organiseringen af arbejdet, for ordene skal omsættes til handling”, siger Olaf Christensen.

De syv siders politik er opbygget systematisk og overskueligt.
Den er brugbar, vurderer Olaf Christensen, med opgaver til de forskellige niveauer, med APV-strukturen koblet på, med analyse og vurdering, med mål, handleplan og opfølgning. Og så har man koblet mobning og chikane med voldspolitikken, alt med de to formål: at forebygge og at vide hvad man gør, når skaden er sket.

Politikken er med andre ord et godt værktøj. Men et værktøj som kun bliver noget, ved at man arbejder konkret med det.

”Men det er et rigtig godt udgangspunkt for at udtænke og iværksætte konkrete forebyggende initiativer.”

Du kan læse hele ”Politik og retningslinjer for en samlet indsats i Københavns Kommune for at forebygge, identificere og håndtere problemer med vold, mobning og chikane på arbejdspladsen” på mitlfs.dk (her)