Vi skal være både kritiske og selvkritiske

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Vreden haglede ned over Jan Hoby, LFS’ næstformand, efter han i Berlingske dagen før 1. maj rettede en kritik mod dele af den pædagogiske praksis.

Med et interview i Berlingske den 30. april under overskriften ”Der er behov for selvransagelse blandt pædagoger” gav LFS’ næstformand Jan Hoby anledning til at debatsiden på LFS’ hjemmeside i dagene efter flød over af rasende indlæg.

At det billede, der ledsager artiklen, viser ham med benene oppe og en kaffekop i hånden gjorde ikke sagen bedre.
”Det billede beklager jeg. Hvis jeg havde bestemt billedvalget, så var det ikke det foto, der skulle have været brugt”, siger Jan Hoby.

Dagbladet Politiken valgte at mislæse artiklen og lagde ham ord i munden om dovne pædagoger. Noget han aldrig har sagt og bestemt heller ikke mener. Det er da også efterfølgende blevet dementeret af Politiken, et dementi du kan læse på mitlfs.dk.

Når dette er sagt så står Jan Hoby ved sin opbakning til Ole Henrik Hansens forskning og hans kritik af kvaliteten i daginstitutionerne. En kvalitet som selvfølgelig også handler om normeringer og ressourcer.

”Det er ingen ny kritik at dagens daginstitutioner på grund af nedskæringer gennem adskillige år har fået sænket kvaliteten, og at det nogle steder er blevet rå pasning. Og at sympatisere med en forskers kritik er ikke ensbetydende med at sige at alle vuggestuer leverer dårlig kvalitet, det er slet ikke det ærinde jeg er ude i. Men jeg mener det er vigtigt at skelne mellem de økonomiske vilkår vi udsættes for, og så det at se os selv efter i sømmene. Det var dette sidste jeg forholdt mig til i interviewet. Jeg mener faktisk at det ikke er okay at holde pædagogmøder i børnetiden, både fra et børneperspektiv og fra et arbejdspladsperspektiv, da medhjælperne jo ikke er med i møderne, når de skal passe børnene.”

Jan Hoby forklarer forskningens to vinkler.

”Dels at kvaliteten i institutionerne står og falder med normeringerne, og at jo mindre børnene er, jo flere voksne skal der være. Det er LFS naturligvis enig i, men det var ikke emnet for interviewet. Det var derimod den anden del, som forskningen peger på. Nemlig at kvalitet af arbejdet også kræver kvalitet i arbejdet, altså at det også har betydning hvordan man arbejder med børn. Og at jo yngre børn er, jo mere kreativt og systematisk skal omsorgen – kærligheden og passionen i den og til den pædagogiske faglighed – være.
Jo mere skal børnene ses og høres.”

Dette er en del af Ole Henrik Hansens pointe, hvor hans forskning tager afsæt i den amerikanske børneforsker Daniel Stern og hans fokus på betydningen af det nuværende øjeblik, af nuet, i barnets liv. Et nu som er afgørende for børnenes fremtid og udvikling. Som Jan Hoby understreger:

”Det er for børnene vi er der, det er udgangspunktet. Og i en presset hverdag, og det er der på daginstitutionerne, så er det provokerende at jeg taler om at droppe klagesangen.
Vreden er forståelig nok. Samtidig så er der nogle steder, uanset pres, fokus på refleksion og på praksis, på at skabe en ny gejst, bedre arbejdsmiljø, understøtte børns udvikling og skabe en fortælling om hvor fedt det kan være i daginstitutionen.”

Markedsgørelsens effekt

En af Jan Hobys pointer i interviewet i Berlingske, som let drukner i de provokerende udsagn er, at området har været udsat for en top-down styring i årevis med kontrol, dokumentation og evalueringer, alt rettet til det politiske og forvaltningsmæssige niveau.

”Det har ændret fokus i daginstitutionerne. Et fokus som Københavns Kommune med Anne Vang nu forsøger at tage et opgør med bl.a. i afbureaukratiseringsgruppe og kvalitetsudvalg.
Min kritik handler i høj grad netop om, hvad denne markedsgørelse har gjort ved daginstitutionerne og den pædagogiske faglighed i praksisfeltet. Men også ved pædagoguddannelsen, hvor der er sket en akademisering, som har fjernet fokus fra relationsarbejdet. Faget pædagogik er afløst af dansk som det primære fag, og fag som har leg, udvikling og helhedssynet på børnene som kerne har lidt en krank skæbne. Der er sket en afpædagogisering, og de nye kolleger har et andet fokus.”

Dette er kernen i Jan Hobys kritik. Selvom han sagtens kan forstå medlemmers reaktioner på hans udsagn som bl.a. ”stop klagesangen og få fokus på børnene igen”. For det blev provokerende, det ved han.

”Men det er vigtigt at vi som pædagoger og pædagogisk personale kan se, at professionel kritik ikke er en personlig fornærmelse. For jeg mener vi skal være både selvkritiske og kritiske over for alt, der umyndiggør os og lader andre sætte dagsordenen. Vi skal kvalificere, nuancere og systematisere arbejdet for at frisætte kvalitet og mangfoldighed i praksis.

Derfor er LFS gået ind i klyngerne, som i min optik skal udvikle sig til nye velfærdsinstitutioner, som hæver både bundniveauet og overliggeren, være forandringsdynamoer. Og når jeg siger der er ressourcer nok, så mener jeg faglige pædagogiske ressourcer. I klynger hvor man kan se ”det store vi”, og ikke kun sit eget ”lille vi”. Kort sagt give daginstitutionerne luft under vingerne og revitalisere det pædagogiske arbejde.

Det kræver ledelse, for hvis ledelse ikke lykkes, så lykkes intet. Ledelse og praksis er hinandens forudsætninger, ikke modsætninger.”

Denne kritiske selvrefleksion er vigtig, understreger han, så det vi siger vi har i København faktisk kan bidrage med kvalitet i hverdagen for børnene.
”Derfor er det ærgerligt at Ole Henrik Hansens forskning angribes i stedet for at vi er selvkritiske. Der foregår utrolig meget kvalitetsarbejde i daginstitutionerne, men de initiativer der tages i København, tages jo netop fordi vi ved vi kan gøre det bedre, så vi øger børnenes chancelighed, øger deres livsduelighed. Det kræver at vi både tager metodefriheden og metodeansvaret på os og skaber en synergieffekt i klyngerne.”

I artiklen i Berlingske retter Jan Hoby også en kritik mod de omsiggribende professionsstrategier. Den kritik er heller ikke ny i LFS-regi, hvis holdning til professionsstrategier kort fortalt er, at de først og fremmest skaber social eksklusion.

”De skal ses i sammenhæng med markedsgørelsen, for professionsstrategierne bruges til splittelse, så hver kæmper for sin egen gruppe og mod hinanden i stedet for sammen. Og det svækker den pædagogiske kvalitet og faglighed, når man flytter fokus fra relationsarbejdet til profession. Dette er der uenighed om i fagbevægelsen, og det skal den kunne rumme.

Men jeg bliver fortørnet, når et stort fagforbund giver de ufaglærte skylden for at kvaliteten er sunket. Det er at sparke nedad i stedet for at se på menneskers reelle kompetencer.”