Debat:

Fritager dårlige normeringer pædagoger for ansvar?

Af Kirsten Gunvor Løth, pædagog i en børnehave i Vanløse

Markedsgørelsen af daginstitutionerne har forandret pædagogers faglighed, og der er behov for en nuanceret debat om daginstitutionernes opgave og fagligheden, hvormed opgaven løses.

Igen i år raser debatten om danske daginstitutioner. I sin ph.d. af handling kritiserer Ole Henrik Hansen (OHH) pædagogers faglighed. På trods af oplagte muligheder for at nuancere debatten har BUPL’s forbundsformand Henning Pedersen ikke formået at besvare kritikken med andet end det sædvanlige autosvar:”Send flere pædagoger og noget med brodne kar!”

Pointen i OHH’s observationer er efter sigende, at der i vuggestuerne er store udsving i kvaliteten af pædagogikken. Udsving der ikke alene kan tilskrives dårlige normeringer.

Udsving der i højere grad tilskrives pædagogers lave faglighed. Det må siges at være et gebommerligt problem for danske vuggestuebørn, hvis de har så forskellige vilkår for udvikling.

Det er klart, at dårlige normeringer brutaliserer livet i daginstitutionerne, og det er klart at det er et politisk ansvar at løse problemerne. Når det så er sagt, kan vi pædagoger – uanset arbejdsvilkår – ikke undsige os ansvaret for, hvorledes det pædagogiske arbejde udføres.

Debatten er i mine øjne uforholdsmæssigt unuanceret og fordrejet, når normeringer bliver kernen i diskussionen. I min optik er der én central problemstilling, som stort set ingen i den offentlige debat endnu har forholdt sig til: Markedsgørelsen af daginstitutionerne har forandret pædagogers faglighed.

Nyliberalismen har hærget Danmark det seneste årti og har haft åbenlys indflydelse på daginstitutioner og pædagogers faglighed. Børn skal måles og vejes, de voksne ligeså og pædagogisk ledelse er rykket fra stuerne ind på kontoret.

Som modsvar til markedsgørelsens tiltagende krav om dokumentation og i misforstået jagt på at øge sin status, har pædagogstanden blindt forsvaret faget i stedet for at forsvare retten til at løse opgaven fagligt.
Denne fagchauvinisme, der lægger medhjælperne under tøflen, har betydet, at pædagoger har fokus på opgaver, der giver status, frem for opgaver der styrker børns livsduelighed. Det giver mere status at sprogteste et barn end rent faktisk tale med det. Alt imens pædagogerne evaluerer sprogtesten, har medhjælperne givet 12 børn sandaler på og er gået i skoven.

Kernen i debatten om danske daginstitutioner bør altså ikke udelukkende handle om flere hænder, men om mere faglighed. Det fordrer en nuanceret diskussion af, hvad daginstitutioners opgave er, og hvorledes opgaven løses med et højt fagligt niveau. Dette er en politisk diskussion, der ikke er forbeholdt pædagoger, men den brede befolkning.