Inklusion:

Skolepædagogen aflaster og sparrer med lærerne

Tekst: Assia Awad

På Peder Lykke Skolen har man ansat skolens første skolepædagog, der blandt andet skal hjælpe børn med særlige behov med at blive inkluderet i de almindelige skoleklasser.

Fra skoleåret 2012/2013 bliver der ansat inklusionspædagoger på alle folkeskoler i Københavns Kommune, der skal hjælpe skolerne med at tage imod de flere specialelever, der skal rummes i de almindelige klasser. På Peder Lykke Skolen på Amager overhalede man dog kommunens planer indenom, idet man allerede sidste sommer ansatte skolens første skolepædagog, Iben Havn Eriksen, der også er ansat til at hjælpe med inklusionsarbejdet.
En af hendes opgaver er at hjælpe eleverne i skolens genetablerede familieklasse, som man har prøvet at forny ved at tilføre en anden form for faglighed.

”Vores erfaringer har været, at det er meget svært at få familieklassen til at køre inden for en almindelig skole. Vi tænkte derfor, at noget af det, vi kunne gøre anderledes, var at få en pædagogfaglighed ind i familieklassen, så der både er en psykolog, en lærer og en pædagog inde over. Familieklassen skal ikke være et isoleret foretagende, men virke tilbage på det, der foregår i den almindelige klasse, så vi har brug for at have et bindeled.
En lærer i familieklassen, der skal tilbage og være klasselærer næste dag, er bundet op på lektioner, så der er ikke den fleksibilitet, som gør, at man kan følge op på det, der er sket i familieklassen”, forklarer Peder Lykke Skolens afdelingsleder Marianne Høgh.

Skolepædagogens opgaver er ikke færdigdefinerede, hvilket betyder, at Iben Havn Eriksen har mulighed for at prøve forskellige ting af, så man kan finde ud af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at bruge hendes kompetencer. Det var netop en af grundene til, at hun søgte stillingen.

”Jeg kan godt lide at være en del af en proces, hvor man ikke kender resultatet på forhånd, og hvor jeg selv kan være med til at definere min rolle i samarbejde med lærere, forældre og ledelse”, forklarer Iben Havn Eriksen.
Siden hun blev færdiguddannet som børnehavepædagog i 1991 har hun arbejdet i børnehaver, fritidshjem og, fritidsklubber samt som familiekonsulent på en specialinstitution for tidligt skadede børn og unge i den skolepligtige alder.

Tovholder

Udover at deltage i skolens familieklasse er hun også en del af AKT-teamet (AKT er forkortelse for adfærd, kontakt og trivsel), der arbejder forebyggende og akut med børn i udsatte positioner samt med i skolens kompetenceteam, som dels kan koordinere og planlægge indsatser, men også sparre med lærerne i forhold til enkelte elever med særlige behov og grupper.

”De almindelige folkeskole-klasser skal nu rumme børn med diagnoser som ADHD og autisme i den milde ende af spektret, og i forhold til at få dem inkluderet er jeg en slags tovholder. Jeg sikrer, at eleven bliver indlemmet i en gruppe og har de redskaber, vedkommende har brug for. Når det kommer til børn med diagnoser, er der nogle arbejdsmetoder, som jeg skal sørge for implementeres i undervisningen, for at eleven kan inkluderes. Det gøres med et pædagogisk udgangspunkt, for undervisningen tager læreren sig af, men eleven skal måske forberedes til at sidde på sin plads, have nogle rutiner, en speciel arbejdsplads med computer eller nogle piktogrammer på tavlen. Det er den slags hjælpemidler, der kan sikre eleven et godt skoleliv, jeg går ind og ser på”, fortæller Iben Havn Eriksen.

På skolen har man også ønsket sig en større fleksibilitet i AKT-arbejdet og i læringsarbejdet i det hele taget, og netop en pædagog har en helt anden fleksibilitet i arbejdstiden og kan gå ind og lave nedslag, hvor der er behov.
Ifølge Marianne Høgh kan pædagoger bidrage med et andet fokus end læreren, som er den, der har ansvaret for de faglige mål og planlægning af undervisningen.

”Læreren skal fokusere på læring, men der kan være rigtigt mange ting, der gør, at det kan være svært at holde det fokus. En pædagogfaglighed kan være det, der er med til at læreren kan blive ved med at holde fokus, fordi Iben kan gå ind fra en helt anden side og sige: hov der skete noget helt specielt for det barn i hjørnet i den her time. Iben har som skolepædagog en særlig faglig indgangsvinkel til at se, hvad der er på færde i de forskellige klasser.

Hun kan både gå ind og observere, men hun kan også ty til en indgribende foranstaltning, hvor hun går direkte ud og tager en snak med de pågældende elever”, siger Marianne Høgh.
Iben Havn Eriksen mener, at hvor lærere tænker mere i grupper, så har pædagogen større mulighed for se på det enkelte barn.

”Læreren kan komme og sige, at han er frustreret over, at pigegruppen i en klasse bare ikke fungerer. Så kan jeg for eksempel sige: jamen hvis du ser på hende og hende i gruppen og deres historie, så… Eleverne kommer ikke altid hen og fortæller om deres problemer til lærerne. Der er mange ting, der spiller ind.

Lærerne har måske travlt, men jeg har tiden til, at jeg kan sætte mig ned og snakke om det. Det kan lærerne ikke, for så sidder der en hel klasse og venter, men jeg kan kaldes på og skal ikke tænke undervisning, og det kan børnene mærke. Jeg går i dialog med børnene og tager dem alvorligt. Mit udgangspunkt er altid, at der ikke er nogen børn, der gør noget af ond vilje. Der er en årsag til det de gør. Når folk taler om, at et barn er udspekuleret, så tænker jeg, at der må være en grund til, at det har udviklet den evne, det siger noget om barnets liv i øvrigt. Jeg ser barnet som et produkt af dets familie, hvor lærerne har deres faglighed i klasseværelset”, pointerer Iben Havn Eriksen.

Hun mener, at grunden til at samarbejdet mellem lærerne og hende selv fungerer så godt er, fordi man på skolen tør være åbne omkring, at man ser forskelligt på tingene.

God forberedelse

En af de lærere, der har nydt godt af skolepædagogens hjælp, er Thomas Storm Pedersen, der er klasselærer for en fjerde klasse. Han bruger typisk Iben Havn Eriksen, når han har elever med adfærdsproblemer, der har vanskeligt ved at overholde skolens regelsæt.

”I det omfang, vi har brug for at få løst pædagogiske problemer i klassen, har vi brugt Iben som aflastning og som sparringspartner. Engang imellem kommer hun simpelthen og sætter sig tæt op af de elever, som har lidt problemer i klassen. Iben kommer med meget større overskud til at løse de opgaver, hvor en lærer har en masse andre ting, han skal tage sig af i løbet af en time. Hun har mere tid, og det påvirker også eleverne meget mere positivt”, erklærer Thomas StormPedersen

At skolepædagogen er faldet så godt til på skolen på relativ kort tid handler om den måde, man har organiseret sig på, mener Marianne Høeg. Iben Havn Eriksen har haft nogle baser, nogle faste samarbejdsmuligheder, der har gjort det muligt for hende at komme ind og blive en del af samarbejdskulturen.

”Familieklassen er en base, men hvis Iben kun var i familieklassen, ville hun være alt for isoleret fra skolen. Baserne i skolens kompetencecenter og i skolens AKT-team betyder, at Iben kan komme ind og være en del af skolens samarbejde på mange forskellige måder og klassetrin. Der er det særlige ved hende, at hun bevæger sig over hele skolen, og det er en forudsætning for, at det kan fungere, at skolen og personalet tager åbent imod hende”, mener Marianne Høgh, der råder andre skoler, der skal til at ansætte en inklusionspædagog til at sørge for, at grundlaget er i orden.

”Før Iben kom, havde vi en god forberedelse, hvor vi inddrog lærerne, og der har også været lærere med til at ansatte hende. Så platformen var i orden, og indstillingen til at få en pædagog ind var meget positiv og åben. Den er så ikke blevet mindre positiv af, at lærerne kan se, at Iben kan gå ind på mange forskellige måder og være en rigtig god hjælp”, forklarer Marianne Høgh

Lige nu har man på skolen ikke planer om at ansætte endnu en skolepædagog, men afdelingsleder Marianne Høgh kan godt se en fremtid, hvor man har flere pædagoger på skolen, hvis man altså kan finde pengene til det.

Ifølge Iben Havn Eriksen er der nok arbejdsopgaver til, at man kunne ansætte endnu en skolepædagog. ”Men én pædagog er bedre end ingen”, siger hun og pointerer, at man ikke skal være bange for at ansætte en pædagog, hvis forarbejdet er gjort, og vedkommende ikke er bange for at arbejde tværfagligt.

”Jeg har ikke følt mig alene eller overset, tværtimod. Der bliver lyttet meget til det, jeg siger”, slutter hun.