Inklusion:

Pædagogens blik

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Nu skal der ansættes inklusionspædagoger på alle skoler i København.
Med det tiltag vil Børne- og Ungdomsforvaltningen opruste skolernes mulighed for at skabe en skolesituation, så specialbørn kan fungere i det almindelige system. Og fungere godt.

Det er ikke så længe siden, højst et par år, at børne- og ungdomsborgmester Anne Vang hørte ordet inklusion første gang. Det var i en sparekontekst i Finansministeriet, og det handlede om at mase børn med specielle behov tilbage i folkeskolen. Det er ikke den hensigt, Anne Vang har med inklusionsindsatsen.

Derimod ansættes der som led i indsatsen i disse dage inklusionspædagoger i Københavns Kommune, en på hver skole med start i det nye skoleår. Og hun både tror og håber at inklusionspædagogerne bliver fuldstændig uundværlige. Det lyder rigtigt, men hvad er de egentlig?

Ja de er i hvert fald hverken hjælpelærere eller støttelærere, understreger Anne Vang. Inklusionspædagoger er ikke en undervisningsressource til læreren. De kommer med pædagogens blik, og lærerne skal lade sig rådgive af dem i de ting, som netop pædagogen kan. Disse kompetencer og opgaver vender vi tilbage til.
”Jeg så at pædagoger og lærere var enormt bekymrede over tankerne om inklusion. Hvis de skulle have børn med autistisme, med ADHD, udviklingshæmmede børn ind i normalsystemet, hvordan skulle de så gribe opgaven an. Jeg satte mig ind i det og besøgte kommunens specialbørnehaver og specialskoler for at pejle mig ind på problemstillingerne. For hvis man skal have en inklusion som giver mening, så skal man skabe en kontekst rundt om barnet, hvor det kan deltage i sociale og faglige børnefælleskaber. Hvis barnet ikke meningsfuldt er en del af fællesskabet i folkeskolen eller fritidshjemmet, så er det ikke inklusion. Her er inklusionspædagogen vigtig med sit blik på, hvornår noget er inklusion, og hvornår det bare er synd.”

Med andre ord så skal der investeres i indsatsen, både i at kompetenceudvikle personalet og i at gøre de fysiske rammer egnede. Og her kan man lære af specialskolerne og specialfritidshjem, vurderer hun, for de ved en masse om disse børn.

”Kompetencesiden er sværere. Det mest begavede, jeg har set, er det der sker på specialskolerne, hvor mange fagligheder arbejder sammen. Det skaber en synergi rundt om barnet. Og det er netop meningen med denne investering, hvor hver folkeskole skal have en inklusionspædagog, en socialrådgiver og en skolepsykolog som ressource. De skal gennem sparring gøre lærerne i stand til at håndtere børnene med særlige behov.”

Det kræver mere end blot at barnet med problemer kommer ind til inklusionspædagogen.
Det vigtigste er at inklusionspædagogen efterfølgende taler med læreren om, hvorfor barnet ikke kunne være i klassen, hvad det var ved situationen i klasserummet, der ekskluderede det.

”Det er pointen med inklusionspædagogerne: at de på en dag til dag basis sikrer at børn fungerer i et fagligt og socialt fællesskab.”

Helheden omkring barnet

Det nye ressourceteam med inklusionspædagog, skolepsykolog og socialrådgiver skal give et løft på skolerne. I dette samarbejde er adgangen til PPR vigtig, så et barn får de rigtige ressourcer i rette tid og ikke ender i en negativ udvikling. Også socialrådgiveren har en vigtig rolle, for der er meget ofte overlap til sociale problemstillinger. Fx er alene det at få et barn i en meget ung alder en typisk ADHD adfærd, og den er arvelig.

”Inklusionspædagogerne har også en vigtig funktion med kontakten til fritidshjemmene, så der bliver skabt en helhedssituation om barnet. Og lad mig gøre det helt klart: jeg ønsker at bevare fritidshjemmene. Det bliver ikke med mig i borgmestersædet at fritidshjemmene bliver nedlagt. Så de kan have ro i maven når vi taler samarbejde mellem skole og fritidshjem om den konkrete opgave: at få børnene til at fungere. Fx ved at kommunikere at barnet har haft en dårlig dag i skolen, så pædagogerne bruger det brud der er i barnets dag med en ny situation i fritidshjemmet. Hvor de med deres relationelle tilgang sikrer at dagen ender godt. Og omvendt at inklusionspædagogen er opmærksom på at hvis der er sket noget på fritidshjemmet, så er det også vigtigt i skolen.”

De fleste af os husker frikvartererne for både det gode og det onde. Og Anne Vang hører fra mange forældre, hvis barn ikke kan klare folkeskolen, at netop frikvarteret var det værste.

”Jeg ser det som en stor opgave for inklusionspædagogerne at klæde lærerne på i frikvarteret. Opgaven skal ikke uddelegeres til pædagogen, for lærerne har også en relationel kompetence, de har også almendannende opgaver og andet som handler om barnets livsduelighed. Men pædagogen skal være med til at skabe en struktur rundt om frikvarteret sammen med lærerne, en struktur for hvad man gør, og hvordan man arbejder med legefællesskaberne.”

Og det rent fysiske skal heller ikke glemmes. Gårde som består af et stort åbent rum og mange hundrede børn bliver let meget angstprovokerende. Her er der penge til at fx plante en hæk til at dele rummet op. Kort sagt det der skal til er en samlet pædagogisk refleksion over, hvad der er bedst på netop denne skole i frikvarteret.

Kompleks opgave

Opgaven som inklusionspædagog kommer til at kræve noget.
Og samtidig er de kun én af sin slags på hver skole. Derfor er muligheden for at sparre med hinanden, og dermed understøtte en kompleks opgave, meget vigtig, fremhæver Anne Vang. Den slags peer-sparring, det vil sige sparring mellem ligemænd, er der gode erfaringer med fra arbejdet med klyngerne, fortæller hun.

”Man får rigtig meget ud af fagligt at sparre med nogen, der ligner én selv. Og når de kun er en på hver skole, så er det vigtigt med et refleksionsrum på tværs af skolerne.”
Ligeså vigtigt er det at arbejde med skoleledelsen, så de sikrer at lærerne rent faktisk benytter inklusionspædagogerne og lader sig rådgive af dem.

En inklusionspædagogs dagligdag?
”Den afhænger af den enkelte skoles behov. Men jeg forestiller mig at tiden deles ligeligt mellem arbejdet med børnene og den faglige sparring med de voksne, lærerne, det fritidspædagogiske personale og de øvrige ressourcepersoner for samlet at skabe den kontekst der skal til, så børnene fungerer.”

Planlægning, omtanke og pædagogisk refleksion er alfa og omega, tænker Anne Vang. Hun fortæller en historie om et sårbart barn, som glæder sig til at få EAT mad i skolen, men som ikke kan håndtere at stå i kø sammen med 100 andre børn og ender nede under bordet.

”Den slags kan man planlægge sig ud af, man skal bare tænke det, og det kræver pædagogisk refleksion. Lærerne skal have støtte til disse daglige refleksioner af nogle, som har et andet blik på barnet, en anden faglighed og med stor forstand på det. Med forskellige fagligheder i spil og i samarbejde kan de finde gode og kreative løsninger. Jeg håber at vi i folkeskolen kommer til at se og høre de særlige behov, og tage hånd om dem. Barnet der ligger under bordet er jo ikke en umulig unge, han har brug for noget særligt for at få det til at fungere. Og det er forskelligt hvad der er brug for.”

Ud over ressourcecenteret med inklusionspædagog, socialrådgiver og skolepsykolog på hver skole, er der også andre tiltag på gang for at styrke og opruste den tidlige indsats.
Fx en social kompensation til visse daginstitutioner (læs Anne Vangs indlæg andetsteds i bladet), efteruddannelse i daginstitutionerne og støttetimer på fritidshjem, så de ikke stopper ved 13 år.

”Målet er at kurven af specialbørn flader ud. Det vil sige fremtidens specialbørn. Det er ikke meningen at børn som tidligere har haft problemer i det ordinære system skal køres tilbage der. Og dele af stigningen i specialbørn kan vi ikke gøre noget ved, det skyldes især at flere for tidligt fødte børn overlever. Men i antallet af børn med autistisme og ADHD vil jeg gerne se et fald. For det er ikke sundt, hvis vi får et skred i normalitetsbegrebet. Det er vigtigt at vi bliver bedre til at se på konteksten, så barnet kan fungere med sin skævhed og stadig være med.”